Utallige unge, håbefulde musikere dyrker drømmen om at leve det vilde liv som alternativ rockmusiker. De romantiserer ikke bare ideen om den ubetingede kreative og kunstneriske frihed, der forhåbentlig vil skaffe dem en massiv, men kvalitetsorienteret fanskare – men ofte også det sorte, depressive hul, der ifølge klichéen rammer de fleste kreative genier, før de guddommelige toner opstår.
Rockmusikken er fuld af fortællinger om den rodløse og lidende kunstner, og det er denne mytedannelse hos både fans og kunstnerne selv, som irske Lenny Abrahamson kærligt spidder i sin nye film, indie-hittet ’Frank’ med Michael Fassbender, Maggie Gyllenhaal og Dohmnall Gleeson, der har været talk-of-town på adskillige amerikanske indie-festivaler de seneste måneder.
»Filmen hylder det fantastiske ved at være i udkanten af samfundet og i periferien af det kreative liv. Men det er også en advarsel til publikum om, at man skal passe på, hvad man ønsker sig«, siger 47-årige Lenny Abrahamson, da vi fanger ham på en telefon fra Irland.
Handler om mennesket bag masken
’Frank’ følger den unge, usikre musiker Jon, der allerede i filmens første, fantastisk morsomme scene afslører sit mangel på talent: Han går rundt på gaden og finder på absurd-banale tekster om alt, han støder ind i på sin vej. Ikke just stor lyrik.
Alligevel bliver han ved et tilfælde og i mangel af bedre optaget i det alternative rockband Soronprfbs med den mystiske forsanger Frank, der døgnet rundt er iført et kæmpe papmachéhoved. Historien er inspireret af amerikanske Chris Sievey, der i 80’erne blev en kultfigur på den amerikanske musikscene med sit alter ego Frank Sidebottom, der netop bar et tilsvarende papmaché-hoved. Abrahamson holder dog fast i, at ’Frank’ er ren fiktion.
»Jeg kan huske, at jeg så Frank Sidebottom i fjernsynet, da jeg var barn, og jeg syntes, han var ret fantastisk. Men det, der er mest interessant, er jo personen bag, Chris Sievey, og hans kreative outsider-sjæl. Det er det, som denne film hylder«.
Ikke fedt at være heroin-chick
De forskellige bandmedlemmer i filmen har en mere eller mindre mørk baggrund med dårlig opvækst og mentale lidelser, som kommer til udtryk, da de – som alternative rockgrupper nu gør – forskanser sig i en hytte langt ude i skoven for at befrugte den kreative proces.
Gennem den helt almindelige Jon bliver man draget af den dystre og mystiske atmosfære, der gestalter sig omkring Frank, der er bandets enigmatiske midtpunkt, men også den, der lider mest. Abrahamson påpeger, at sygdommen er vigtig i filmen – men kun, fordi den siger meget om karaktereren Frank.
»Franks sygdom er jo sandheden ved hans karakter. Hvis du har en fyr, der render rundt med et falsk papmachéhoved, så er der jo noget galt med ham. Vi gik aldrig ind i en detaljeret research omkring hans sygdom, for det er ikke den type film. Det var vigtig for mig, at karaktererne var omdrejningspunktet og ikke deres psykiske lidelser«, siger instruktøren, der i 2012 fik et smalt kunstnerisk gennembrud med ’What Richard Did’ med danske Lars Mikkelsen.
Abrahamson vedkender sig til gengæld, at hans film på mange måder er et opgør med klichéerne. Han mener nemlig, at der er gået inflation i emotionelle og nedbrudte kunstnere. Men det er samtidig et forsøg på at afromantisere den lidende musikers selvdestruktive adfærd.
»Det er ligesom inden for mode, hvor det at være ’heroin-chick’ er det fede, altså at det er sejt at se udsultet og syg ud. Det er jo en naiv forherligelse af noget, der er utrolig destruktivt. Jon tror på, at det er fantastisk at være Frank, at det er fedt at være indlagt på psykiatrisk afdeling, og at det er fedt at have haft en hård barndom. For så er man jo speciel«, siger han.
Alle ville jamme
Manden under det store papmachéhoved er kæmpestjernen Michael Fassbender. Lidt af et scoop for en lavbudgetsfilm som ’Frank’. Ikke desto mindre er Michael Fassbender både troværdig og slagkraftig i rollen som den ansigtsløse hovedperson. Alene med mimik og stemme tegner han en rund og nuanceret figur.
Og faktisk levede alle de medvirkende sig så meget ind i deres roller, at det til tider var svært for den irske instruktør at få dem til at koncentrere sig.
»Alle vil jo i grunden gerne være i et band, du ved, alle instruktører, skuespillere og kunstnere har nok en følelse af, at det at være rockstjerne er ret attraktivt«, griner han.
»Og sådan var det også med skuespillerne på den her film. Halvdelen af tiden brugte jeg på at agere far og skælde ud, og jeg var nødt til at bede dem holde kæft og stoppe med at jamme deres yndlingssange på instrumenterne og koncentrere sig om deres arbejde«.
’Frank’ har premiere 12. juni.
Læs også: Se traileren til ‘Frank’
Læs også: 5 film, du skal se i juni