‘Miraklet’
Troen er tilbage! Både troen på det guddommelige mirakel, som ellers ikke har fyldt specielt meget i de hjemlige biografer, og på Simon Staho som dansk films frelser.
Med ’Miraklet’ har den 41-årige instruktør lavet et lille kammerspil med et enormt ambitionsniveau. Den stærkt troende landsbypræst Erik (formidabelt spillet af Peter Plaugborg) regerer over sin trofaste menighed og ikke mindst sin hustru, danselærerinden Johanna (Sonja Richter). Hver gudstjeneste afsluttes med Eriks småperverse forsøg på at demonstrere omfanget af sin religiøse tro og kærlighed til sin hustru ved at fremtvinge et mirakel: Johanna skal rejse sig fra den kørestol, et biluheld lænkede hende til 11 år tidligere.
Da hendes tidligere forlovede Jakob (Ulrich Thomsen) vender tilbage, smadres landsbyroen af hans brølende motorcykel, og Johannas afdæmpede ægteskab bliver hjemsøgt af pust fra fortidens stormfulde kærlighed. Erik fatter hurtigt mistanke, og inden længe raser et drabeligt trekantsdrama. Samtidigt kæmper Johanna en indre kamp, hvor det genopstandne begær sættes op mod ægteskabets forpligtelse og ikke mindst kærligheden til det barn, hun har med Erik.
Den rystende kameraføring og zoom-liderlige billedstil, der tilsyneladende er obligatorisk i dansk film, er også til stede i ’Miraklet’, og det virker forkert. For filmen er nemlig forfriskende i sin afvigelse fra hverdagsdramaet og den virkelighedsnære tilgang. Den var da også tænkt som en musical, indtil Staho valgte at klippe sangene ud, men han tør stadig påkalde sig det overnaturlige mirakel, lade en dansescene knuse et hjerte og ophøje kærligheden til en utæmmelig kraft. Når kameraet sniger sig ind i et af præstegårdens hengemte værelser, hvor Johannas røde kjole og fine sko venter på en sidste dans, rammes man af en storslået patos, som ikke er set siden Lars von Triers Guldhjertetrilogi. Det er en lille film, der tør de store armbevægelser.
Simon Staho har tidligere vist, at han har inspirationskilderne i orden, og hans fabelagtige film ’Dag og nat’ og ’Daisy Diamond’ sendte tydelige hilsner til Kiarostamis ’Smagen af kirsebær’ og Godards ’Vivre sa Vie’. Og selvom nogle vil mene, at ’Miraklet’ smager en del af Dreyers mesterlige ’Ordet’, gør det ingenting. For som Godard siger: »Det handler ikke om, hvor du tager ting fra. Det handler om, hvor du tager dem hen«. Og ’Miraklet’ ender ikke bare et godt sted, men som en af årets bedste danske film.
Kort sagt:
Med ’Miraklet’ er Simon Staho tilbage i storslået form i en film man kun kan falde på knæ for. Det er et kammerspil, der blæser taget af i sit forsøg på at strække fingrene efter det guddommelige.