‘Hemlock Grove’ – sæson 2

Markedet for tv-serier om vampyrer og varulve må have nået sit mætningspunkt. Oven på HBO’s succes med ‘True Blood’ har enhver tv-station med respekt for sig selv skullet have sin egen overnaturlige horror-serie. Og jeg kan lige så godt slå fast med det samme: Netflix’ bud, ’Hemlock Grove’, er en af de absolut mindst vellykkede.

Vi befinder os i den tidligere industriby Hemlock Grove i Pennsylvania, der domineres af den velhavende Godfrey-familie, som har bygget formue på en stor biotech-virksomhed. Familien er i opløsning, efter patriarken JR Godfrey er gået bort og har efterladt sit imperium til sønnen Roman (Bill Skarsgård). Den unge arving er ikke på talefod med sin mor Olivia (Famke Janssen) og er i det hele taget led og ked af livet, hvilket er en skidt indstilling, når man som Roman er vampyr og dermed kan se frem til at leve for evigt. Romans vanskabte lillesøster Shelly er forsvundet, og onklen Norman er stadig nede i et sort hul, efter hans datter døde i slutningen af første sæson.

I den anden ende af Hemlock Groves socioøkonomiske hierarki møder vi igen sigøjner-varulven Peter Rumancek (Landon Liborian), der sammen med kusinen Destiny prøver at redde Peters uretfærdigt dømte mor ud af fængslet.

Roman og Peter er også blevet uvenner og kæmper igen om den samme blonde piges gunst, men genoptager deres bromance i forsøget på at opklare nogle mystiske børnemord.

Og det er bare et udpluk af de historier og intriger, der udfoldes i løbet af de første seks afsnit. Der sker altså rigtig meget, men desværre er der ikke nogen af historierne, der er specielt interessante. Hvor sæson 1 var styret af ét gennemgående mordmysterie, kører der i den nye sæson alt for mange sideløbende historier, som kun behandles overfladisk. Der er noget billigt over effekterne, produktionsdesignet fremstår outdatet, og med undtagelse af Janssens kyniske femme fatale Olivia og Skarsgårds weltschmerz-ramte Roman, der klart er seriens mest interessante karakterer, er skuespillet stift og selvhøjtideligt.

Inden for horrorgenren kan man godt tilgive klicheer, billige effekter og dårligt skuespil. Man kan endda bruge dem til at opnå den postmoderne selvbevidsthed, vi kender fra serier som ’True Blood’, ’American Horror Story’ og ikke mindst alle kvalitetsseriernes moder, ’Twin Peaks’. Det lykkes bare ikke her. Men er den så i det mindste uhyggelig (hvilket vel er mindstekravet til en horrorserie)? Ikke spor.

Efter ’Lilyhammer’, ’House of Cards’ og ’Orange Is the New Black’ viser Netflix, at selv de kan gå helt galt i byen.

---

 

Kort sagt:
Alt for mange sidehistorier gør, at ’Hemlock Groves’ anden sæson er en trist rodebutik af uvedkommende karakterer, ligegyldige intriger og billige effekter. Når den tilmed hverken er uhyggelig eller lækkert produceret, placerer serien sig blandt de dårligste på markedet.

Læs også: Interview med Bill Skarsgård, der egentlig ikke ville være ‘den fjerde Skarsgård’