‘Det andet liv’
Det er ikke nogen hemmelighed, at Jonas Elmers karriere har været ramt af nogle ordentlige udsving, siden hans nyskabende kritiker-succes ‘Let’s Get Lost’ fra 1998, der var med til at kickstarte 90’ernes danske nybølge. Fra fiasko-farcen ‘Monas verden’ til det lavkomiske publikumshit ’Nynne’ og det halvhjertede Hollywood-forsøg ’New in Town’ – gang på gang er Elmers kunstneriske comeback udeblevet, og hver gang har han bevæget sig længere og længere væk fra udgangspunktet: den fri leg.
Så når man hører, at Elmer med sin nye film, ‘Det andet liv’, endelig er vendt tilbage til den improvisationsmetode, han brød igennem med, bliver man pludselig forhåbningsfuld, for det tegner jo godt. Men det er det så bare ikke. Filmen er lavet for en slik, men alligevel af det svært at begribe, at en instruktør med Elmers erfaring kan stå bag en film med et så amatøragtigt udseende. Ikke fordi fotograferingen ikke er flot, men der er noget tv-tarveligt og fake over filmens glansfulde overflade.
Allerede fra dens powerpoint-lignende introsekvens er ‘Det andet liv’, der handler om en række skæve eksistensers seksuelle eksperimenter og (google-)søgen efter samhørighed, en underligt flakkende film, hvis sammenfletning af tre forskellige handlingstråde er irriterende overfladisk og episodisk.
Modsat multiplotfilmens mester Alejandro González Iñárritu (’Babel’, ’Amores Perros’), der gør en dyd ud af at vikle sine fortællinger grundigt ind i hinanden og skabe en kompleks forbindelse mellem dem, så er det eneste, der binder historierne sammen i Elmers værk – ud over netdating-temaet – én ligegyldig karakter, der ikke engang er en integreret del af filmen, men i stedet plantet for at skabe en følelse af sammenhæng.
Det mest interessante ved ’Det andet liv’ er dens tre hovedkarakterer: den passionerede matematiklærer og skabsbøsse (Uffe Rørbæk Madsen), den spirende biseksuelle skønhed (sangerinden Karen Rosenberg) og den livstrætte stivstikker af en skosælger (Bo Carlsson), der lider af en undertrykt fodfetish og galopperende modermærkekræft.
Gennem tre år har Elmer, i tæt samarbejde med Rune Tolsgaard (kendt fra Drengene fra Angora), brainstormet og eksperimenteret sig frem til et stærkt og alsidigt karakter-galleri. Man kunne så bare ønske, at L’Easy-Luffe havde kunnet dy sig fra at caste sig selv som akavet comic relief i et melodrama, der ellers er gravalvorligt.
Improvisationsmetoden, som Elmer sværger til, kræver simpelthen skuespillere af en anden, Babett Knudsen-, Kopernikus-, Bjarne Henriksen-agtig kaliber. Den skaber i hvert fald ingen gyldne øjeblikke hér, blot en masse ravage: retningsløshed og rådvilde blikke.
Og den lommefilosofiske fortællerstemme, der trænger sig på mod slutningen, er den selvhøjtidelige dråbe, der får bægeret til at flyde over.
Kort sagt:
Den dristige improvisationsmetode, der gjorde Jonas Elmers ’Let’s Get Lost’ til en forrygende vital debutfilm, svigter ham desværre i denne segmentfilm. Trods sin interessante udforskning af en række almindelige menneskers dobbeltliv og seksuelle drifter ender filmen som en selvhøjtidelig sæbeopera.