Vores bud på animationsmesteren Miyazakis afløsere

Mandag løb nyheden som en stormvind på de sociale medier: Studio Ghibli tager en tænkepause som følge af animationsmesteren Hayao Miyazakis frivillige pension, og det betyder, at deres filmproduktion nok vil koge på lavt blus i den nærmeste fremtid.

Så hvem skal tage over for Ghibli og Miyazaki, som stod bag internationale succeser og genistreger som ’Min nabo Totoro’, ’Chihiro og heksene’ og ’Prinsesse Mononoke’.

Her er fem bud på animationsinstruktører, der kan løfte arven.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Mamoru Hosoda

Hvis nogen kan bære titlen ’den nye Miyazaki’ på sine skuldre, så er det Mamoru Hosoda. Interessant nok blev han helt tilbage i 2002 hyret til at instruere ’Det levende slot’, og han nåede så langt som til at storyboarde filmen, før Miyazaki selv tog over.

Siden har han instrueret en perlerække af charmerende anime-spillefilm, fra ’The Girl Who Leapt Through Time’ (2006) til forrige års ’Wolf Children’. Alle afsøger de overgangen fra børne- til voksenliv med magisk-realistiske fortællegreb, der vækker mindelser om Studio Ghiblis output. Men Hosoda har sin egen stemme som instruktør, og han bliver bedre og bedre for hver film.

Start her:
’Wolf Children’ er historien om varulvebørnene Yuki og Ame, hvis enlige mor desperat forsøger at skjule deres overnaturlige metamorforser for omverdenen. Børnenes indre ulv er en enkel, men stærk metafor for deres blomstrende pubertet, og Hosodas mesterlige film er både melodramatisk af et godt hjerte og oprigtigt rørende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Makoto Shinkai

I mange år blev Shinkais film forbundet med underskønne billedsider og ungdommelig spleen af den særlige, patosfyldte aftapning, som man skal have den helt rigtige alder for at sætte pris på. Se f.eks. ’5 Centimeters Per Second’: Fem cm/sek er hastigheden, hvormed en kirsebærblomst falder til jorden – en smukt realiseret, men noget stillestående fortælling om adskillelse, savn og almindelig nedtrykthed.

Men med ’Children Who Chase Lost Voices’ fra 2011 viste Shinkai sig fra en anden side med en åbenlyst Miyazaki-inspireret fantasyfortælling. Og da han sidste år vendte tilbage til hjemmebanen med den sagtmodige ’Garden of Words’, var det med en nyfunden modenhed som instruktør.

Start her:
I ’Children Who Chase Lost Voices’ forfølger pigen Asuna nogle mystiske radiotransmissioner ned i en hemmelig underverden, hvor hun håber at kunne hente sin far tilbage fra de døde. En lidt omstændeligt fortalt, men betagende eventyrfilm, som vil ligge lige til højrebenet for den abstinensramte Studio Ghibli- og Miyazaki-entusiast.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Masaaki Yuasa

Altid uberegnelige Yuasa er én af Japans mest spændende instruktørauteurs netop nu. Efter spillefilmdebuten med ’Mind Game’ fra 2004 har han rodet med et væld af vidt forskellige, men altid umiskendeligt Yuasa’ske projekter – fra den crowdfundede kortfilm ’Kick-Heart’ til banebrydende tv-serier som ’Kaiba’ og spritnye ’Ping Pong’.

Og så instruerede han for nylig det forrygende ’Adventure Time’-afsnit ’Food Chain’, hvis surrealistiske infotainment-fortælling og løse, sprællevende animation giver et godt indtryk af Yuasa særegne geni.

Start her:
’Mind Game’ er den hallucinerende historie om en flugt fra den japanske mafia, der leder hovedpersonerne lige ind i maven på en hval. Filmen bryder alle regler, både fortællemæsssigt og animationsteknisk, i en kalejdoskopisk rundtur gennem Yuasas krøllede hjernevindinger. En dybt underholdende oplevelse, som blev uretfærdigt overset ved udgivelsen – sandsynligvis fordi den var helt uden for kategori på alle leder og kanter – men siden har udviklet sig til en regulær kultklassiker og selve fundamentet for Yuasas gurustatus.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Takeshi Koike

Før Miyazakis berømmelse var japansk animation forbundet med hidsig pulp snarere end med raffinerede eventyrfilm for børn og voksne – tænk ’Akira’ og ’Ghost in the Shell’. Sex og vold er fortsat potente drivkræfter i forbruget af japansk animation, og Koike er én af feltets absolutte mestre.

Spillefilmdebuten ’Redline’ (2009) var animationshistoriens måske største adrenalinrush, og næste udspil fra Koike bliver den nyeste film i serien om den ikoniske mestertyv Lupin III – som sjovt nok også var emnet for Hayao Miyazakis debutfilm som animationsinstruktør, ’Slottet i Cagliostro’. Længere ligger de to eneres sensibiliteter heller ikke fra hinanden.

Start her:
’Redline’ er den hæsblæsende beretning om et intergalaktisk racerløb, hvor kørerne deltager med livet som indsats. Filmens omdrejningspunkt er JP, som har sine egne grunde til at ville vinde Redline-løbet, men når sandheden skal frem, er det ikke plottet, der er i fokus her. Det er i stedet den frækt designede billedside og de ekvilibristisk animerede actionsekvenser, som med deres håndtegnede elegance og rå udtryksfuldhed repræsenterer det ypperligste, japansk animation kan mønstre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Sang-ho Yeon

Listens femte indslag er på alle måder lidt af en outsider. Han er koreaner, ikke japaner, og hans film skylder langt mere til hjemlandets kyniske voksenfilm – f.eks. ’Oldboy’ – end Miyazakis milde humanisme og fantasifulde universer.

Men som den japanske mesterinstruktør har Sang-ho Yeon en lidenskab for at sætte tunge, voksne emner på dagsordenen i et medie, der ofte forbindes med underholdning for børn, og så repræsenterer hans voldsomme, nihilistiske idédramaer et nybrud i asiatisk animation, som er værd at holde et vågent øje med.

Start her:
I ’The Fake’ (2013) poserer en gruppe svindlere som Guds mænd for at malke et desperat landsbysamfund for penge, og kun byens voldelige drukkenbolt gennemskuer dem. Protagonisten er en skurk, og antagonisten en ædelsindet præst, og filmens religionstematik vil provokere alle, troende som ikke-troende. Men den er aldrig unuanceret i sin behandling af stoffet, aldrig primitiv i sine virkemidler. En uafrystelig afsøgning af spændingsfeltet mellem tro og viden, håb og desillusion.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af