’Blade Runner’
’Blade Runner’ eksisterer i dag i intet mindre end syv forskellige versioner. Da filmen havde premiere i 1982, var det ikke med hverken instruktør Ridley Scott eller hovedperson Harrison Fords gode vilje. Filmstudierne bag havde nemlig tvunget en happy ending samt voice-over ned over det futuriske univers.
Siden da er filmen blevet udgivet i flere forskellige versioner, inklusiv en director’s cut i 1992, som Ridley Scott paradoksalt nok heller ikke havde godkendt. Modsat den nyest versions slutning ender alting dog godt: I 2007 udgav Ridley Scott nemlig sit eget, rigtige final cut af filmen. Voice-overen er væk, og den lykkelig slutning er erstattet med en mere tvetydig, der antyder, at Fords karakter selv er en replikant som dem, han hele filmen ellers har jagtet.
Den regnvåde 80’er-melankoli er dog intakt, hvilket gør Ridleys Scotts final cut til den bedste version af dette poetiske sci-fi mesterværk.
’Brazil’
’Brazil’ er Terry Gilliams tidlige, surrealistiske mesterværk om bureaukrati og stagnation. I dag kan man nyde Gilliams final cut-version, men der ligger en lang kamp bag. Universal Studios fik nemlig rettighederne til den amerikanske version af filmen, og selvom den allerede havde fået glimrende anmeldelser i Europa, insisterede Universal-chef Sid Sheinberg på, at filmen blev klippet om.
Premieredatoen blev konstant forsinket, mens Sheinberg og Gilliam bekrigede hinanden. Uden Gilliams godkendelse lykkedes det Sheinberg at klippe sin version sammen, kendt som ’Love Conquers All’. Denne version er 48 minutter kortere end Gilliams, volden og sproget er censureret, drømmesekvenserne nedtonet, plottet overfortalt, og så ender den dystopiske film lykkeligt.
Ved hjælp af diverse mediestunts lykkedes det dog i sidste ende Gilliam at få sin version ud på markedet, mens Sheinbergs udgave måtte nøjes med en tv-premiere. Vil man nyde filmen, der er lige dele mørk, humoristisk og bizar, bør man se Gilliams final cut og holde sig langt væk fra Sheinbergs.
’Apocalypse Now’
Mesterværket ’Apocalypse Now’ er Francis Ford Coppolas løse filmatisering af Joseph Conrads ’Heart of Darkness’.
Filmens tilblivelse var mindst lige så kaotisk som den mareridtsrejse ind i hjertet af det krigsramte Vietnam, som filmen handler om – med alt lige fra store overskridelser af budgettet til skuespillere, der mødte op på settet enten fulde eller påvirket af stoffer. Det førte blandt andet til, at Coppola måtte improvisere og derfor er endt med mange flere timers optagelser, end der kunne være plads til i filmens første biografversion.
Coppolas første gennemklip varede fem en halv time, men med hjælp fra klipperen Walter Murch kom filmen ned på 153 minutter. Filmen fik premiere i 1979, men Coppola var ikke tilfreds, og i 2001 kom han med en ny udgave under navnet ’Apocalypse Now: Redux’.
Denne version tilføjer 49 minutter til den allerede lange spilletid, hvoraf de mest bemærkelsesværdige ændringer er mødet med de franske kolonister og begravelsen af Laurence Fishburnes karakter. Derudover gør flere små scener og dialoger rejsen mere mareridtsagtig og soldaterne mere menneskelige. Redux-versionen er muligvis født ud af mange års refleksioner fra Coppola, men den er blevet kritiseret for at gøre skade på originalens rytme og tempo.
Se flere famøse director’s cuts på næste side.
’Kingdom of Heaven’
Før Ridley Scott fik lov til at udfolde sin fulde version af ’Blade Runner’ i 2007, udgav han også et director’s cut af sin film om korstogstiden, ’Kingdom of Heaven’.
Da filmen havde premiere, blev den modtaget med lunkne anmeldelser, og Scott udtalte da også, at han var skuffet over versionen. For at nå ud til et større og bredere publikum havde producerne nedtonet volden og fjernet 50 minutter af filmen, hvilket førte til, at plottet føltes lige så hullet som karakternes brynjer.
Heldigvis kunne Scotts egen version se lyset på dvd-udgivelsen, og den fik væsentlig større ros fra anmeldere og publikum. Ikke alene er plottet blevet mere nuanceret, karakternes beslutninger mere forståelige og volden mere realistisk – der tilføjes også en hel ny karakter med en bærende rolle.
Ganske vist er Scotts version tre en halv time lang, men det er nok alligevel denne version, man bør holde sig til.
’Touch of Evil’
Orson Welles er gået over i historien som en af filmhistoriens største instruktører, men det betyder ikke, at det var nemt for ham at lave film. Under klipningen på ’Touch of Evil’ udtalte han til det franske filmmagasin Cahiers du Cinéma: »Jeg kunne klippe for evigt på mine film«.
Efter at have siddet tre måneder i det mørke klipperum endte det med, at Universal, studiet bag ’Touch of Evil’, tog over på projektet. I mellemtiden tog Welles til Mexico for at forberede optagelser til sin ’Don Quixote’-film (der desværre aldrig blev færdig). Universal benyttede Welles fravær til at genskyde, tilføje og ændre i scenerne, indtil filmen var 30 minutter kortere end originalklippet. Den perfektionistiske Welles var langt fra glad, da han så studiets version, og skrev dem efterfølgende en 58-siders vred tekst med forslag til ændringer (læs teksten her).
Bortset fra enkelte småændringer blev forslagene dog lagt i glemmebogen, og først efter Welles’ død i 1985 indhentede den velfortjente anderkendelse ham. Walter Murch – den samme klipper, der stod bag ’Apocalypse Now: Redux’ – blev hevet ind, og ud fra Welles’ langtekst blev filmen klippet om. Den restaurerede version af det mørke univers så dagens lys i 1998. Denne version er 30 minutter længere, og scener og dialoger får rum til at udfolde karakternes dybder og forskelligheder. Og så kommer åbningsscenen med et imponerende long take, der er blevet kaldt en af filmhistoriens bedste, endelig til sin ret.
Mellem kritikere er der i dag diskussioner om, hvilken version der er den bedste, men den restaurerede version er utvivlsomt den, der kommer tættest på Welles’ originalversion.
’Almost Famous’
Efter den store succes med ’Jerry Maguire’ stod instruktøren Cameron Crowes døre åbne. Den mulighed benyttede han til at realisere den halvt selvbiografiske film ’Almost Famous’ om en 15-årig dreng, der bliver hyret til at skrive en artikel til Rolling Stone Magazine om bandet Stillwater. Det er som ’Fagre nye verden’ med fuld tryk på frihedsdannelse, sex, rock og stoffer.
Med et ukendt ansigt i hovedrollen og med en tvetydig markedsføring blev filmen dog langt fra en succes. Filmen havde et budget på 345 mio. kroner, men indtjente kun 189 mio. kroner i biograferne, selvom den fik glimrende anmeldelser (og siden vandt Oscar for bedste manus).
Dreamworks, studiet bag, benyttede dog dvd-udgivelsen som en mulighed for at give filmen nyt liv. Den blev klippet om, scener blev tilføjet og andre udvidet. Ikke alene bliver karakterne penslet ud, men følelsen af at være on the road har fået fuldt tryk. Særligt Frances McDormand og Philip Seymour Hoffman har fået mere plads at udfolde sig på.
Se flere famøse director’s cuts på næste side.
’Metropolis’
’Metropolis’ er instrueret af tyske Fritz Lang og er et af filmhistoriens tidlige mesterværker. En ekspressionistisk, episk sci-fi-fortælling om overklassens undertrykkelse af arbejderklassen. Filmen havde premiere i 1927, men for at gøre den mere spiselig blev Langs version klippet ned til 90 minutter. Ved sin oprindelige premiere blev filmen mødt med både ros for sin overdådige specieleffekter, men også kritiseret for sin simple og unuancerede fortælling.
Til stor ærgrelse gik Langs masterklip dog efterfølgende tabt som så mange andre stumfilm. I henholdsvis 2005 og 2008 blev der sensationelt dog fundet nyt originalmateriale fra Langs masterklip i Argentina og New Zealand. Det ledte til genskabelse en ny version i 2010 med 30 minutters ekstra spilletid. Lang styrede filmsettet med så hård hånd (hvilket afstedkom forbrændte skuespillerinder, og statister der skulle stå i isende koldt vand i flere timer om dagen), at selv Stanley Kubricks maniske instruktion blegner.
Nogle af de vilde scener kommer i den nye version for alvor til udtryk, og desuden er temaerne blevet mere komplekse og nuancerede.
’Ringenes herre’-trilogien
Af finansielle grunde foretrækker både filmstudier og biografer, at film ikke bliver alt for lange. Selvom Peter Jacksons ’Ringenes herre’-trilogi mangler en del nuancer og sidehistorier fra Tolkiens bøger, skraber Jackson dog allerede grænserne for den acceptable biograflængde. Heldigvis blev filmene en kæmpe succes, hvilket banede vej for de udvidede dvd-udgivelser, der samlet set tilføjer mere end to timers ekstra spilletid.
Peter Jackson har været inde over alle versionerne, og der er derfor ikke tale om følelsen af helt forskellige versioner af filmen, som det eksempelvis er tilfældet med ’Touch of Evil’.
De udvidede versioner tilføjer dog tekstur og dybde til Tolkiens omfangsrige univers. Her kan du således nyde endnu flere syngende hobbitter, Faramirs baggrundshistorier og meget mere.
’Heaven’s Gate’
Da ’Heaven’s Gate, den stort anlagte film om eksplosiv krig og brændende kærlighed, blev modtaget med negative anmeldelser, trak filmstudiet, United Artists, filmen tilbage til en kærlig genbehandling. Filmen blev forkortet fra 249 minutter til 149 minutter, men faldt dog stadig ikke i anmeldernes smag.
På grund af de mange forsinkelser og overskridelser af budgettet opgav United Artists filmen, og MGM tog i stedet over.
United Artists, der balancerede på randen af konkurs, havde oprindeligt støttet filmen i håb om, at instruktøren Michael Cimino kunne gentage successen fra ’Deer Hunter’. De havde dog jaget filmen igennem i sådan en grad, at filmens komplekse temaer og konflikter gik tabt på Hollywoods samlebånd. Cimino havde fra start insisteret på, at publikum endnu ikke havde set den rigtige version – hans version.
I 2012 udkom et director’s cut, og Cimino kom endelig til orde. Den poetiske western-æstetik og krigens paradokser kom til sin ret og viste filmstudierne, at det godt kan betale sig at være tålmodig. Filmen blev af adskillige kritikere hyldet som et mesterværk.
Se de sidste famøse director’s cuts på næste side.
’Betty Blue’
Da ’Betty Blue’ havde premiere i 1986, blev den modtaget med diametralt modsatfyldte anmeldelser. Den blev en stor succes i hjemlandet Frankrig, og filmen blev nomineret ved både Golden Globe og Oscar-uddelingen. Flere anmeldere havde dog kritiseret titelpersonen Betty Blue for at fremstå for uforståelig og usammenhængende – og med god grund: Filmen er nemlig en ren tour de force igennem knuste drømme og sindets dybeste kroge.
Filmstudiet bag havde dog også forkortet instruktøren Jean-Jacques Beineix’ version betydeligt i håb om at nå et større publikum. I 2004 fik Beineix dog mulighed for at vise verden Betty Blues sande billede og komplekse psykologi.
Selvom filmen i director’s cut-versionen er et stille kærlighedsdrama på hele 185 minutter, bør du dog unde dig selv at se denne version, da Betty indre kamp – som er filmens centrale omdrejningspunkt – kommer langt bedre til udtryk.
’Das Boot’
’Das Boot’ står tilbage som en af de mest succesfulde tyske krigsfilm nogensinde. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at filmen eksisterer i flere forskellige versioner.
Originalversionen fra 1981 vandt og blev nomineret til et hav af priser, og det så instruktør Wolfgang Petersen som en mulighed for at give publikum et længere indblik i den allerede lange film. I 1984 blev filmen således klippet om til en miniserie til BBC, der samlet sneg sig op på 300 minutter. Med mere tid at sprede sig over kom der især større fokus på karakterudviklingen.
Det stopper dog ikke her. I 1997 klippede Petersen et director’s cut sammen på 208 minutter, og i 2004 kom ligeledes en ’The Original Uncut Version’, hvor hele miniserien blev samlet til én hel film.
Modsat mange af de tidligere skrækhistorier, hvor filmstudierne har overtaget klippeprocessen, har Petersen haft en hånd med i alle versioner, og det er derfor svært at gå helt galt i byen, når du vælger, hvilken version du vil se. Men den ultimative oplevelse ind i soldaternes fysiske og mentale tilstand i den klaustrofobiske ubåd får du med 2004-versionen, hvor der er plads til lige dele action og karakterdybde.
Læs også: De mest storhedsvanvittige film nogensinde
Læs også: Historiens blodigste catfights mellem instruktør og producer