Historiens mest storhedsvanvittige film

Richard Linklater optog sin aktuelle ’Boyhood’ over vilde 12 år. I den anledning præsenterer vi otte film, der også sprængte alle rammer.

’Apocalypse Now’ (Francis Ford Coppola)

Historierne om vanskelighederne under indspilningen af Francis Ford Coppolas antikrigsfilm fra 1979 er gjort af samme stof som legender.

Tropiske tyfonstorme hærgede filmsettet. Konstante afbrydelser af den filippinske hær, som ikke kunne garantere filmholdets sikkerhed i det uroplagede land. Og en stressramt instruktør, der skiftevis tvivlede på sig selv og lod sit storhedsvanvid løbe af med sig.

For at kunne realisere sin krigsfilm indsmigrede Coppola sig hos den filippinske diktator Marcos. Under optagelserne i landet fik filmskaberen sine folk til at dumpe flere tusind liter benzin på adskillige hektar palmetræer til en af krigsslagsscenerne. »De ville aldrig lade dig gøre det i USA«, indrømmede han. »Miljøaktivisterne ville slå dig ihjel«.

Få dage inde i optagelserne var instruktøren utilfreds med sin hovedrolleindehaver Harvey Keitel og fyrede ham til fordel for den dengang mindre kendte Martin Sheen, som senere gik ned med hjerteanfald og nervesammenbrud.

Instruktøren røg også i clinch med Dennis Hopper, der eftersigende var høj på coke det meste af tiden, og med Marlon Brando, der mødte stærkt uforberedt op og var for fed til at spille sin rolle, som den oprindeligt var skrevet.

Trods det vellykkede resultat var oplevelsen et mareridt for de involverede, som man kan se i den fremragende dokumentarfilm ’Hearts of Darkness: A Filmmaker’s Apocalypse’ (1991), co-instrueret af Coppolas kone Eleanor.

På Cannes-festivalen, da han vandt Guldpalmen, udtalte Coppola: »Vi havde adgang til for mange penge, for meget udstyr, og lidt efter lidt blev vi sindssyge. Min film handler ikke om Vietnam. Den er Vietnam«.

’The Birds’ (Alfred Hitchcock)

Alfred Hitchcock var berygtet for sine megalomane tendenser. Han dyrkede dem ligefrem i skabelsen af sit image som Gysets Mester. Skuespillere skulle behandles som kvæg, udtalte han som bekendt.

Ofrene for hans behov for absolut kontrol var oftest de køligt-elegante blondiner, han kredsede psyko-seksuelt om i sine thrillere. Under indspilningen af ’The Birds’ (1963) instruerede han to medlemmer af sit loyale filmhold til at følge hovedrolleindehaver Tippi Hedren, hvor end hun gik uden for filmsettet.

Hitch, der havde opdaget hende i en reklamefilm, var ifølge Tippi Hedren besat af at vide og bestemme alt, hvad hun foretog sig. Han bestemte, hvad den unge stjerne spiste, og hvilket tøj hun gik i. Hvis hun ville besøge venner om aftenen, måtte hun bede instruktøren om lov.

Optagelserne til filmens klimaksscene, hvor Hedrens karakter angribes fatalt af arrige krager og måger i Bodega Bay, varede en uge, hvor skuespilleren havde levende måger spændt fast til sin krop med elastikbånd.

En af fuglene havde nær stukket et af hendes øjne ud, og Hedren var på randen et nervesammenbrud. Hitchcock gav eftersigende Hedren samme kølige behandling under indspilningen af ’Marnie’ (1964), ligesom også hans blonde Vertigo’-stjerne Kim Novak fik hans tilnærmelser at føle.

Var de mystiske fugleangreb i ’The Birds’ (Hedren angribes første gang, da hun beslutter sig for at besøge en mand som en overraskelse) en seksuel allegori over kvindehad? Hitchcocks gådefulde film giver os ingen forklaringer.

SE FLERE STORHEDSVANVITTIGE FILM PÅ NÆSTE SIDE.

’Heaven’s Gate’ (Michael Cimino)

Den episke, antikapitalistiske western ’Heaven’s Gate’ fra 1980 var oprindeligt budgetteret til 7,5 millioner dollar. Da produktionen sluttede, lød regningen på 44 millioner.

Filmens manglende succes ved både billetlugerne og hos kritikerne knækkede ikke blot nakken på studiet United Artists, men smækkede eftertrykkeligt låget i på 70’ernes kreative frihed på store budgetter. New Hollywood-æraen var slut.

Manden bag, ’The Deer Hunter’-instruktøren Michael Cimino, stræbte efter perfektion, hvilket blandt andet gav sig udslag i endeløse retakes, op til 50 på enkelte scener samt overskridelser af deadlines og absurde optagelseskrav.

I et tilfælde beordrede han en gade, der møjsommeligt var opbygget i periodens stil, lavet helt om, fordi »den bare ikke så rigtig ud«. For så at ombestemme sig, da han på de daglige optagelser så, at lyset nu var helt forkert.

I Ciminos første gennemklip var filmen fem timer og 25 minutter lang. 15 minutter længere end sin planlagte endelige version, fortalte han. Efter pres fra studiet endte filmen med at blive skåret ned til lidt over 3,5 time.

Med til historien hører, at ’Heaven’s Gate’ i en ny 216-minutters director’s cut-udgave senere opnåede stor anerkendelse efter en visning på Venedig-festivalen i 2012. Nogle kritikere regner den i dag for at være et moderne mesterværk.

’Fitzcarraldo’ (Werner Herzog)

Et 320-tons tungt dampskib bliver halet over et bjerg fra én flod til en anden dybt inde i den peruvianske og colombianske jungle, mens operasang gjalder fra en gammel Victrola-pladespiller.

Scenen finder man i ’Fitzcarraldo’ (1982), men kun den gale tysker Werner Herzog kunne finde på også at gøre det i virkeligheden uden brug af special effects.

Herzog går ofte ind i sine projekter med samme stædige storhedsvanvid som sine uforsonligt kompromisløse hovedpersoner, og ’Fitzcarraldo’ er indbegrebet af hans besættelse af at investere sig selv med både krop og sind i sine film.

Handlingens Don Quijote-agtige projekt udspringer af titelpersonens drøm om at bringe opera til det afsidesliggende Peru ved at skabe sig en formue på gummitræerne i junglen. Efter 40 procent af optagelserne var i kassen, fik den oprindelige titelrolleindehaver Jason Robards dysenteri og måtte erstattes af den maniske Klaus Kinski, der både var muse og evig kombattant igennem fem film for bedstefjenden Herzog.

Filmholdet var plaget af alt fra jordskred og kæmpemyg til skader, sygdom og dødsfald, mens de baksede det store skib over klipper og igennem regnskov. Herzog selv satte livet på spil, da han ville filme en flådeekspedition, der bliver truet af voldsomme strømfald på floden, og valgte selv at sejle ned ad dem sammen med nogle assistenter.

Werner Herzogs vanvittige kamp med såvel de fysiske omgivelser som Klaus Kinski skildres i Les Blanks medrivende dokumentarfilm ’Burden of Dreams’, hvor instruktørens nerver hænger i laser.

SE FLERE STORHEDSVANVITTIGE FILM PÅ NÆSTE SIDE.

Dau

’Dau’ (Ilya Khrzhanovsky)

Forestil dig et enormt filmkompleks med over 200.000 statister og skuespillere, hvor selv filmholdet er iklædt tøj fra Stalin-tiden og på en diæt af sovjetisk dåsemad. Læg dertil mikrofoner skjult i lamper og adskillige skjulte kameraer, der tvinger castet til at være in character. 24 timer i døgnet.

Mød ’Dau’. Russisk storfilm ud over alle proportioner.

Filmen, der stadig befinder sig i postproduktion i London, og hvis plot omhandler den sovjetiske fysiker og Nobelprisvinder Lev Landaus liv og arbejde, er allerede blevet kaldt »det mest omfangsrige, komplicerede, altopslugende filmprojekt nogensinde« (magasinet GQ, november 2011).

På et 12.000 kvadratmeter stort filmset kaldet Instituttet i den ukrainske by Kharkov rekonstruerede en komplet ukendt filmskaber, den gale (eller geniale?) Ilya Khrzhanovsky, over tre årsoptagelser 50’ernes og 60’ernes totalitære Moskva. Næsten bogstavelig talt.

Khrzhanovsky indførte et system, hvor alle, inklusive ham selv, fik bøder for bare at nævne moderne ord som CGI, mobiltelefon, Facebook og Google. Og alle blev tilskyndet til at stikke hinanden. Alt sammen for at sætte castet i den rette sindsstemning.

Den danske klipper Jacob Thuesen har fortalt til Filmmagasinet Ekko, hvordan han blev kronraget og iført et kostume fra 1930’erne, da han arbejdede på projektet. ’Dau’ har i det hele taget et vist dansk islæt. Filmfotograf Manuel Alberto Claro – Triers fotograf på ’Melancholia’ og ’Nymphomaniac’ – har arbejdet on-&-off på projektet i næsten to år, og enkelte scener er såmænd optaget her i landet.

Den 8. november 2001 blev det enorme Institut destrueret og foreviget på film som en del af filmens handling. Datoen for verdenspremieren på ’Dau’ er stadig uvis.

’Borte med blæsten’ (David O. Selznick)

Produktionen på storfilmen over alle storfilm var monumental på alle tænkelige måder. Og der var ingen tvivl om, at der kun var én hane i hønsegården. Den magtfulde filmproducer David O. Selznick og ikke instruktøren var den egentlige afsender på filmen, som han styrede med en jernnæve.

Selznick sled mindst tre instruktører op (Sam Wood, George Cukor og Victor Fleming) for at realisere filmen, der som en filmatisering af en gedigen bestseller af Margaret Mitchell var en skræddersyet blockbuster, før begrebet blev opfundet.

Den storladne fortælling handler om den viljestærke sydstatskvinde Scarlett O’Hara, der vil gøre alt for at beholde sit elskede familiegods Tara, da det trues af Borgerkrigen. Imens kæmper hun for at vælge mellem den venlige gentleman Ashley og badboy’en Rhett Butler.

Hollywood og resten af Nordamerika blev sat på den anden ende for at finde den kvindelige hovedrolle, indtil Selznick skar igennem og lokkede den britiske skuespiller Vivien Leigh over Atlanten. Titusindvis af statister blev desuden hentet ind for at filme de overdådigt storslåede krigsslag. For at filme den berømte scene med branden i Atlanta satte man ild til kulisserne fra ’King Kong’ (1933) – med Selznick selv bag kontrolpulten til eksplosionerne.

Det viste sig at være besværet værd. ’Borte med blæsten’ vandt ti statuetter ved Oscar-uddelingen i 1940.

SE DE SIDSTE TO STORHEDSVANVITTIGE FILM PÅ NÆSTE SIDE.

’Greed’ (Erich von Stroheim)

Erich von Stroheim er en af filmhistoriens første kompromisløse genier. Men han blev også hurtigt kendt som en dyr herre – med en kort instruktørkarriere til følge.

Til mesterværket ’Greed’ (1924) baseret på Frank Norris’ roman ’McTeague’ om en tandlæge og hans kone, der fortæres af deres eget pengebegær, gik Stroheim langt for at skabe så realistisk en film som muligt.

Han insisterede på, at hans skuespillere, for bedre at kunne leve sig ind i deres roller, skulle bo i den San Francisco-lejlighed, han havde lejet til formålet. Optagelserne stod på i to år.

Filmens mange on location-optagelser med udelukkende naturligt lys var yderst besværlige og tidskrævende med datidens udstyr. Til filmens slutscene i Death Valley, der blev optaget over to måneder i midsommeren, kommanderede Stroheim filmholdet ud i den 49 grader varme ørken, der ikke bare overophedede kameraerne, men også sendte 14 filmfolk på hospitalet.

Instruktørens første version af filmen var en moppedreng på ni timer. Da Stroheim nægtede at bøje sig og lave den kommercielle film, som Hollywood-selskabet MGM ønskede, tog studieboss og Stroheim-nemesis Irving Thalberg den fra ham og klippede filmen ned til den nuværende version på lidt over to timer.

Erich von Stroheims storhedsvanvid begrænsede sig ikke kun til hans film. Han hævdede, at han stammede fra en adelig preussisk officersfamilie. I virkeligheden var han søn af en jødisk hattemager fra Wien. Ligesom vores egen Lars (von) Trier havde Erich Oswald Stroheim lånt sig til sit ’von’.

Selv i sin nedklippede version kan realismen i Stroheims urovækkende vision om menneskeligt dårskab og dumhed dog ikke fornægtes.

’Jeanne d’Arc s lidelse og død’ (Carl th. Dreyer)

Der er intet, som når en stor instruktør insisterer på at bygge en gigantisk og bekostelig kulisse op, for så kun at filme skuespillernes ansigter i spektakulære nærbilleder i størstedelen af filmen. Alt for autenticiteten!

Den store danske instruktør Carl Th. Dreyer var berygtet sin pedantiske detaljeopmærksomhed. Det var ikke mindst tilfældet på sit for længst kanoniserede mesterværk ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ fra 1928 om den franske helgenskikkelse og nationalhelt.

Filmen var baseret på de officielle retsudskrifter fra retssagen mod Jeanne, om end kun nøje udvalgte og komprimerede dele af den.

Den enorme ottekantede kulisse, som Dreyer lod opføre som illustration for fængselsborgen Rouen, var bygget i ét stykke af beton – komplet med fire tårne og en fuldt funktionel vindebro. Men i den færdige film kan kulissen kun ses i få korte scener.

De franske producenter var oprørte, da de så det færdige resultat, og det var formentlig medvirkende til, at Dreyers version blev klippet ned på ordre af Ærkebiskoppen af Paris og de franske censurmyndigheder.

Kritikerne udråbte øjeblikkeligt ’Jeanne d’Arcs lidelse og død’ som en af de bedste film nogensinde, og filmen gjorde Dreyer verdensberømt, særligt hos de senere franske nybølge-auteurer, der forgudede den intense autenticitet i hans nærbilleder.

Læs også: De bedste coming of age-film i nyere amerikansk indie-film

Læs også: Anmeldelse af ‘Boyhood’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af