Med ‘Les Misérables’ vender Betty Nansen en klassiker voldsomt på hovedet og sparker eksperimentet hele vejen i mål
TEATER. Ambitionsniveauet er tårnhøjt på Betty Nansen, hvor teatret de næste fem uger gennemspiller deres opsætning af Victor Hugos lige så enorme klassiker af en samfundsroman på små 1500 sider, ‘Les Misérables’.
Her følger vi en række karakterer på samfundets bund frem mod Junioprøret i 1832 i Paris, men først og fremmest den tidligere galejslave Jean Valjean, som søger soning for sin fortid.
Jeg bruger bevidst ordet gennemspiller, som jeg understreger i min notesbog fem minutter inde i forestillingen og ledsager med stikord til tre forskellige åbninger til den her anmeldelse. For der er noget ved ‘Les Misérables’ på Betty Nansen, som ikke er helt så typisk for en teaterforestilling.
Scenegulvet er trængt i baggrunden af en gennemsigtig skærm med et filmlærred i midten, der transformerer salen til noget a la en biograf. Der er ikke tale om ‘Les Misérables’ som musical, så måske vi skal se den som en film? Både og.
På lærredet holder et håndholdt kamera stille på et citat af Victor Hugo. »Så længe love og vaner medfører social udstødelse«, må dette værk være berettiget, står der. På scenen bagved går skuespillerne rundt i slasket hverdagstøj, strækker lidt ud og drøfter noget med manuskripter i hænderne. Det ligner ikke en premiere, men forberedelserne til en tidlig øver, længe før kulisser og kostumer er færdige.
Kameraet trækker tilbage, og stykket begynder. På klos hold lader videoinstruktør Borgar Skjelstad publikum følge optagelsen af skuespillernes fremførelse af ‘Les Misérables’ i en live teaterleg.
Filmen på skærmen ledsages af et ømt, pulserende lydbillede, der underbygger skuespillernes præstationer, som i forvejen sprudler af patos. Man skulle ikke tro, at en så nøgen scene kunne vække så meget liv i et skuespil, men det er netop, hvad udtrykket gør her.
Aldrig har jeg set en film blive optaget på et set før, men jeg forestiller mig, at det her må komme tæt på. Men jeg bliver snydt, for det optagede er jo, må man tro, iscenesat. Umuligt er det derfor at vide, om det er Jens Albinus eller Jean Valjean, der i en dialog på et tidspunkt siger, at »så glemte han sit udtryk«. Du kan jo bide mærke i det, hvis du ser stykket.
Sådan et skin af gennemspilning gør bogstavelig talt den fjerde væg gennemsigtig, hvortil skuespillerne ved sceneskift kan sætte sig i plastikstole ude i siden og lege, at de ikke bliver overværet af publikum. Og dér, i grænselandet mellem hjerteskærende replikker og regibemærkninger i tredjeperson, får det dem til at spille hårrejsende autentisk.
Alle seks på scenen spiller eminent, og med Skjelstads brug af totale close-ups kommer vi helt ind under huden på karaktererne. Lidelsesramte skæbner, der prøver at overleve verdens brutale ydre, i samtidig konfrontation med deres egne indre dæmoner.
Som Jean Valjean, der gennem Albinus’ fluktuerende stemmeleje kæmper fra fortvivlelsens højder og helt ned i selvbekendelsens dybder. Eller når Özlem Saglanmaks portræt af Fantine ydmygende tvinges i knæ af et samfund råddent af begær og pengeliderlighed.
Portrætterne er så gribende, at jeg efter første halvleg er forbløffet over, at to timer allerede er gået. ‘Les Misérables’ er et gigaværk, og med en spilletid på over tre timer i et format, der overlader meget til fantasien, er risikoen der jo for at trække i langdrag.
Men i mødet med skuespillernes monologer, deres dybe øjenkontakt, ægte tårer og vildt potente replikker sidder jeg fængslet hele vejen igennem.
Ligeledes er jeg imponeret og ærlig talt målløs over formatet, som Kjersti Horn formår at lede helt til dørs. At flirte med virkelighedens iscenesættelse er populært i scenekunsten for tiden, hvilket jeg (i København!) ikke tidligere har set så vellykket.
Kunstværker, der refererer til sig selv, risikerer nemlig også at fortabe sig i sig selv og fjerne fokus fra det, værket faktisk vil sige (som jeg næsten selv gør i den her anmeldelse). Men tværtimod slår budskabet hårdt i ‘Les Misérables’ og viser sig desværre at være overraskende genkendeligt.
I en optrappende verden regeret af galskab påminder ‘Les Misérables’ mig om altid at se indad. Som når Javert, spillet af Christine Albeck Børge, tvinges til at indse, at ret og retfærdighed ikke er det samme, og at loven kan være lige så umenneskelig, som den er legitim. At hvis ikke vi værner om vores medmenneskelighed, åbner vi porten til splid, elendighed og revolution.
Sidstnævnte kan jeg ikke lade være med at tænke på i pausen, mens Albinus ligger i split op ad scenens bagvæg. Jeg tænker også uomtvisteligt seks stjerner.
På Betty har de taget en legendarisk og aktuel klassiker, vendt den voldsomt på hovedet og sparker eksperimentet hele vejen i mål.
Kort sagt:
Klassikeropsætninger og eksperimenterende teater har en tendens til at stikke i hver sin retning, men med et emminent hold skuespillere har de på Betty Nansen Teater nytænkt ‘Les Misérables’ til perfektion.