Mikala Krogh: Film, der har defineret mig

Den danske dokumentarist står bag den opsigtsvækkende ’Ekstra Bladet – uden for citat’. Her fortæller hun om de film, der har gjort størst indtryk på hende selv.

Fik mig til at blive dokumentarist

’Fra hjertet til hånden’ (Tómas Gislason, 1994)

»Filmen handler om Jørgen Leths evige splittelse i forhold til ikke at kunne være til stede i sig selv og ikke at kunne leve i nuet. Det var et bombardement af følelser, og den udfordrede fortælleformen. Danske dokumentarer før denne var måske en lidt tør affære, men her kom så en film, der sprang rundt i tid og sted og havde det flotteste visuelle sprog. Det var fiktionsmennesker, der lige pludselig lavede dokumentarfilm. Jeg sad alene og så den, og efterfølgende så jeg den igen med det samme, og jeg havde straks en følelse af, at jeg måtte dele oplevelsen med nogen«.

Fik mig til at ændre mine vaner

‘Darwin’s Nightmare’ (Hubert Sauper, 2004)

»Den fik mig til at stoppe med at spise fisk fra Victoriasøen. Jeg er en meget kritisk forbruger i forhold til fair trade og økologi og alt det der, og da jeg så hele processen for, hvordan fiskene havnede i supermarkedet, stod jeg af. Sådan nogle film labber jeg i mig«.

Fik tårerne frem

’Vi ses igen’ (Louis Malle, 1987)

»Da jeg var ung, var jeg inde og se Louis Malles ’Vi ses igen’. Jeg var meget optaget af Anden Verdenskrig, da jeg var yngre, og de der drenge gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg græd stadig, da jeg kom hjem fra biografen. Og så skulle jeg fortælle min far om den, og så græd jeg igen. Så gik jeg ind og så den igen, og så græd jeg igen. Jeg elsker at græde til film«.

Når jeg ser fiktion…

’Babel’ (Alejandro González Iñárritu, 2006)

»Jeg ser hverken gyser- eller science fiction-film. Det skal helst være dramaer, der er tættere på virkeligheden. Jeg elsker flettefilm som ’Short Cuts’, ’Magnolia’ og ikke mindst ’Babel’. Det er klart min favoritgenre. Det er enormt interessant, hvordan de enkelte historier smitter af på hinanden og på den måde giver en større kompleksitet. Det er også noget, som jeg stræber efter i mine dokumentarfilm. Og på flettefilmfronten har dokumentaren stadig et stort uudforsket felt«.

En fluen-på-væggen-dokumentar, der har inspireret mig

’Welfare’ (Frederick Wiseman, 1975)

»Jeg elsker hele bølgen med Cinéma Vérité med Frederick Wiseman i spidsen, som filmskolen introducerede mig for i 1997. Wiseman var advokat, men stoppede karrieren, da han ville vise amerikanerne, hvordan samfundet hang sammen. Hans film er gerne tre-fire timer lange og lidt tunge at komme igennem, men de vokser utroligt meget på én efterfølgende. Jeg glæder mig meget til at se hans helt nye film, ’National Gallery’, der figurer på flere amerikanske blades top 10-lister over dokumentarer«.

Den største overraskelse

’American Splendor’ (Shari Springer Berman og Robert Pulcini, 2003)

»Jeg så den på CPH:DOX – det er jo ikke en dokumentar, men festivalen har netop udmærket sig ved at lege med balancen mellem fiktion og virkelighed. Og ’American Splendor’ er en totalt overset klassiker her i Danmark – det er en super sej film«.

Mikala_krogh_fotograf_StineHeilmann1


En film, jeg drømmer om at lave

’Unfinished Projects’ (Mikala Krogh)

»Min drømmefilm lige nu er at lave en flettende dokumentarfilm, der hedder ’Unfinished Projects’, som handler om projekter, der aldrig er blevet realiseret. Uden at have defineret de enkelte historier så kunne det for eksempel være et højhus i Mozambique, der aldrig blev bygget færdig. Jeg tror, vi kan lære rigtig meget af ting, der ikke er blevet færdiggjort. Hvorfor blev det aldrig gjort færdigt? Det er et interessant spørgsmål. Det er ofte temaet, der interesserer mig frem for eksempelvis miljøet«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Ekstra Bladet – uden for citat’

Læs også: Trailer: Kom bag facaden på Ekstra Bladet i ny dansk dokumentar

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af