‘The Maze Runner’
Debutinstruktør Wes Ball pitchede sin filmatisering af James Dashners ungdomsroman ’Maze Runner – labyrinten’ som »’Fluernes herre’ møder ’Lost’«. Og det er faktisk ikke helt ved siden af.
En gruppe drenge lever i fred og fordragelighed i Lysningen, et grønt område omgivet af en labyrint. Hver måned øges skaren med en ny beboer, der ankommer omtumlet og med kronisk hukommelsestab i en elevatorboks, der desuden indeholder forsyninger fra ukendte afsendere. I Labyrinten truer Strafferne – slimede edderkopperobotter med fangarme og giftige skorpionhaler – der får de stakler, som er så uheldige at blive inficeret af et stik, til at sygne hen for derefter at gå frådende bersærk.
Science fiction-scenariet sætter os straks i gang med at gisne: Hvordan skiller børnene sig ud? Er der tale om en gnostisk allegori om klarsyn i en falsk verden? Er de forsøgsdyr i et eksperiment? Eller er prøvelserne mon en straf som i Kinji Fukasakus japanske perle ’Battle Royale’? Til alt held stiller Thomas (Dylan O’Brien), den senest ankomne og modigste af lysboerne, sig (heller) ikke tilfreds med udelukkende at overleve. Han vil (også) have svar.
Nogle få udvalgte af minisamfundets stærkeste og hurtigste har over en periode på tre år udforsket, memoreret og kortlagt Labyrinten, hvis sektioner dagligt ændrer sig. Men vovehalsen Thomas bliver den første af disse løbere, der mirakuløst klarer sig en nat i dens gange med livet i behold. Kort derefter sker to ting, der vender op og ned på alt: Teresa (Kaya Scodelario), en pige fra Thomas’ fortid, ligger i boksen med en besked om, at hun er den sidste nogensinde – og porten, der afskærmer Lysningen fra Labyrinten, forbliver for første gang åben ved nattetide…
Kærlighed, venskaber og en egentlig dannelsesberetning er der ikke megen plads til i ’The Maze Runner’ – endnu mindre end det var i det litterære forlæg (som filmen for øvrigt er på niveau med alligevel). Præcis som det var tilfældet med Gavin Hoods udgave af Orson Scott Cards sci-fi-klassiker ’Ender’s Game’ (der sandsynligvis har været et forbillede for Dashner), så er den største afvigelse, at vi ikke længere deler heltens tankestrømme, og en telepatisk forbindelse imellem Thomas og Teresa er da også udeladt.
Virkelig god casting kompenserer dog for den ikkeeksisterende karakterdybde, og Ball benytter størstedelen af filmens spilletid til at etablere og udbygge præmissen og den omfattende mytologi. Det hele kunne meget let være blevet en ordentlig mundfuld, men der er et fornuftigt flow i de jævnt fordelte forklaringer, og de velvillige doser af spænding og action giver en fornemmelse af, at filmen flyver afsted.
Kort sagt:
Mystikken breder sig og går hånd i hånd med overfladisk heltemyte i Wes Ball og James Dashners sci-fi-eventyr ’The Maze Runner’ om en gruppe udvalgte unges overlevelse og samarbejde i en mystisk labyrint. Gåderne og filmens høje tempo holder underholdningsværdien oppe.