’To dage, en nat’
Man ved, hvad man får, når Jean-Pierre og Luc Dardenne sidder i tandeminstruktørstolen: Et knivskarpt og virkelighedsnært hverdagsdrama, som stort set altid understreger behovet for at udvise socialt ansvar. Det lyder måske trættende og formularisk, men gang på gang ender de belgiske mesterinstruktører alligevel med et stærkt og vedkommende værk, der understreger deres position som kongerne af den socialrealistiske filmkunst.
Der er dog alligevel noget overraskende ved ’To dage, én nat’. Hovedrolleindehaveren Marion Cotillard er en vaskeægte Hollywood-stjerne, der både har blockbustere og en enkelt Oscar på cv’et. Man kunne frygte, at dette stjernestøv ville plette den uspolerede autenticitet, som Dardenne-brødrenes film altid udstråler. Men heldigvis er Cotillard både fabelagtig og mandagssmuk som den depressionsramte Sandra, der bliver offer for en brutal afstemning på sin arbejdsplads. Her skal hendes kollegaer vælge mellem en økonomisk bonus eller hendes fortsatte ansættelse. Der er nemlig ikke råd til begge dele, og filmen starter således med en fyreseddel.
Sandra bryder naturligt nok sammen, for det står hurtigt klart, at lønsedlen er livsnødvendig for hendes familie. Hun må opsøge kollegaerne og overbevise dem om at omstøde deres stemme. Over weekenden står Sandra ansigt til ansigt med kollegaerne, og hvert møde er en smertefuld konfrontation, der giver et hestebid i sjælen. Det skyldes ikke blot de ydmygende gentagelser af Sandras bønner om medmenneskelighed, som efterlader hende mere og mere resigneret, men også frygten i kollegaernes ansigter for at miste en bonus, der synes uundværlig.
Heldigvis forfalder de dobbelt Guldpalme-vindende instruktørbrødre ikke til nem moralisering, for uanset udfaldet sidder nogle tilbage som ufortjente tabere.
Hvert af møderne tærer på den skrøbelige Sandras porøse psyke, og muligheden for et brutalt tilbagefald lurer konstant et sted bag Cotillards sorgmodige øjne. De belgiske mesterinstruktører fortsætter ufortrødent deres minimalistiske udtryksform, hvor de lange takes regerer. Her er ingen musik, ingen støj, og kameraet er kompromisløst i sin magnetiske tilstedeværelse, der nøgternt følger Sandras udmattende weekend.
’To dage, én nat’ fortæller nærmest udelukkende sin historie med ansigtets stille, forfinede sprog, og når det gøres så smukt som her, så behøver man ikke mere end det.
Kort sagt:
Dardenne-brødrene har for første gang en megastjerne på plakaten, men agerer fortsat de svage og udsattes forsvarer. Marion Cotillard stråler i rollen som den usminkede og sårbare Sandra, der både må kæmpe mod en truende fyreseddel og en selvødelæggende følelse af utilstrækkelighed.