’Once Upon a Time in Anatolia’
I faget Filmhistorie på Københavns Universitet lærte jeg en række simple tricks for at snyde søvnen. Under de timelange visninger af gamle stumfilm og dvælende kunstfilm var det simpelthen nødvendigt. Knyt næverne hårdt, bid dig selv i fingeren, giv dig selv lussinger.
Disse tricks blev igen aktuelle under mødet med den tyrkiske instruktør/manuskriptforfatter Nuri Bilge Ceylans 157 minutter laaange stiløvelse i totalskud, antiplot og langtrukne indstillinger, ’Once Upon a Time in Anatolia’. Ceylan, der vandt Guldpalmen på årets Cannes-festival med ’Winter Sleep’, er god til at vride en klassisk genrefilm (her krimien eller thrilleren) i en særlig retning, men nogen begrænsningens mester er han ikke.
Filmens første del udspiller sig i et nattesort Anatolien, hvor en gruppe mænd – en politikommissær, en læge, en anklager, to mordere m.fl. – kører rundt for at finde et lig et sted i ødemarken, hvilket er svært i nattens mulm og mørke. Efter en halvanden time bliver det lyst, og så finder de det med det samme. For satan. Efter filmhistoriens længste ligsyn (godt en halv time) vender gruppen hjem til en lille landsby, hvor en række dvælende samtaler og en obduktion udgør resten af filmen.
Filmen er lige så lidt en krimi, som Andrei Tarkovskijs ’Stalker’ er det. Og Ceylan kender sin Tarkovskij, for filmens farvetone (brunlig), kulisse (uvejr) og brug af symboler (en sort hund) er direkte referencer til den russiske mester. Også filmens dialoger og karakterer er helt i den russiske mesters ånd: Her er metafysiske overvejelser og handlingslammede, midaldrende mænd en masse.
Særligt filmens første halvdel tester tilskuerens tålmodighed (giv mig nu et nærbillede!), hvilket kan være en god ting (som i ’Stalker’). Men når kedsomheden tilsyneladende er det primære mål, får kunstfilmen et problem. Hvor vil den egentlig hen?
Svaret synes at blæse et sted i vinden på Anatoliens trøstesløse brakmarker, for visuelt er Ceylan ingen von Trier og filosofisk er han ingen Bergman, i hvert fald ikke i ’Once Upon a Time in Anatolia’. Filmen er også en smule stereotyp i sin nihilisme, som når en af de mange karakterer udtaler: »Det er børnene, der betaler prisen for de voksnes synder«.
Man må give Ceylan cadeau for sit forsøg på at lave en form for antitese til den klassiske krimifilm. Der er ingen opklaring, ingen stemningsskabende musik, og filmens afslutningsscene, en obduktion, fokuserer mestendels på, at nabohospitalet har bedre udstyr. Som stiløvelse interessant, men ellers ret ligegyldig.
Kort sagt:
Mens vi venter på Nuri Bilge Ceylans Guldpalmevinder ’Winter Sleep’, varmer Cinemateket op med instruktørens forrige, ’Once Upon a Time in Anatolia’ – en interessant fortælle- og stiløvelse, men også dybt frustrerende i al sin langsommelighed.