’Survivor’s Remorse’
Jeg hører til den kategori af drengerøve, der ææææælskede ’Entourage’ på trods af dens åbenlyse overfladiskhed. Der har været et stort sort hul i mit hjerte, siden Ari Gold forlod sendefladen, og derfor var det med spænding, at jeg klikkede mig ind på HBO Nordic til Starz-serien ’Survivor’s Remorse’.
Som lidt for ofte tog det lige et par forsøg, før softwaren fungerede, men da den endelig var oppe at køre, sad mit hjerte oppe i halsen. Hvilke spændende nye karakterer ventede mig? Hvilke outrageous eventyr ville jeg blive inviteret med på?
Første scene gav ikke mange svar, for det er omtrent den svageste åbningsscene af en pilot, jeg til dato har set. Seriens hovedperson, den talentfulde afroamerikanske basketballspiller Cam Calloway, bliver vist rundt i en penthouselejlighed med sin fætter, som vi fornemmer er hans bedste ven. Fætteren bekræfter Cam i, at han har råd til at købe stedet, hvilket Cam gør øjeblikkeligt, hvorefter de kigger ud over Atlantas storby, hvor Cam er blevet signet på en nicifret kontrakt.
Det hele er blottet for drama, humor og charme. Åbningsscenen fortæller intet interessant om Cam, udover at han er rig og har en fætter, der ligner ham på en prik. Vi fornemmer måske, at de har en ghettobaggrund, men det er vældigt udygtigt fortalt. Der er nogle voksne mennesker, der har fået lov at lave en serie på HBO – er det virkelig, hvad de kunne hidse sig selv op til at fortælle?
Allerede her viser seriens første svaghed sig. Hovedpersonen Cam, som åbenbart er en talentfuld basketballspiller (selvom vi aldrig ser ham røre en bold i de første to afsnit), er på trods af sin mørke hudfarve as vanilla as it gets. Hvor ’Entourage’ led en smule under den lidt fade Vince som omdrejningspunkt, så havde skaberne klarsynet til at omringe ham med antihelte, skæve personligheder og loveable loonies, så selv Eric, den mest vanilla af dem alle, fremstod helt multifacetteret.
Det er der foreløbigt intet af i ’Suvivor’s Remorse’. Kedelige Cam Calloway er omringet af en kedelig familie. Jovist, han knalder en tilfældig pige med nipple piercing, mens han snakker i telefon med moar. Det kommer der næsten en scene ud af. Det lyder måske skandaløst, men det er gestaltet så fantasi- og smagløst, at det er helt blottet for gennemslagskraft. Hvis det så i det mindste bare var lidt beskidt.
Jeg spillede basketball gennem alle mine teenageår og drømte om præcis den karriere og det liv, som Cam Calloway har fået smidt i nakken, så fascinationselementet burde være på plads. Men Fortids-Mads ville zappe væk efter 15 minutter, for denne serie får ’Rap fyr i L.A.’ til at ligne Shakespeare. Der bliver lystigt refereret slavefilm som ’Amistad’ og serier som ’Roots’ og ’Cosby’ , men ’Survivors Remorse’ når ingen af dem til sokkeholderne.
Den smule politiske ukorrekthed, der skulle snige sig ind, bliver hurtigt afmonteret, som når Cam ved et pressemøde joker om, at det var heldigt, at hans mor ikke aborterede ham. Den pæne fætter trækker selvfølgelig liiige en grimasse, så de bibelelskende, pro-life-rantende, intelligent design-argumenterende, jorden-er-flad-ræsonnerende ghettoamerikanere ikke bliver kastet af. Jeg har lyst til at give serien én stjerne, men ender på to, fordi der er takter til forbedringer og en vis je ne sais pas.
Kort sagt:
’Entourage’ formåede at fortælle om superrigdom og luksusproblemer med charme og vid. ’The Wire’ fortalte om livet i Baltimores ghetto med grit og gravitas. ‘Survivors Remorse’ burde være en charmerende blanding af de to. Det er den ikke.
Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit.