’Ida’
Fire unge nonner ligger fladt udstrakt på jorden med ansigtet nedad, som var en kæmpemæssig magnet placeret under gulvfladen. Deres blikke er tomme og armene bredt ud, så de med deres samlede ben danner et kors. Lys fra oven skinner ned på de tildækkede kroppe, der hånd-til-hånd danner en snorlige linje på tværs af det hellige rum – som en slags guirlande. Det farveløse billede er lige så kraftfuldt, som det er sirligt stykket sammen, og indstillingen er blot ét led i den guirlande af uforglemmelige billedkompositioner, der præger den polske instruktør Pawel Pawlikowskis stilsikre, sort-hvide Oscar-kandidat ’Ida’.
Filmen foregår i Polen anno 1962 og handler om den gudfrygtige, forældreløse Anna (Agata Trzebuchowska), der efter sin prøvetid som nonne står over for at skulle fuldbyrde sin forpligtelse ved at aflægge de tre evangeliske løfter: At leve i fattigdom, lydighed og kyskhed. Men inden Anna kan vie sit liv til Gud, bliver hun sendt på tvangsvisit hos sin moster Wanda (Agata Kulesza) – en kæderygende og promiskuøs bonvivant, for ikke at sige drukkenbolt, der i løbet af blot fem minutter får konfronteret Anna med hendes hidtil ukendte, traumatiske fortid:
»Dit rigtige navn er ikke Anna, det er Ida Lebenstein, dine forældre er døde, og du er jøde«. Bum.
Trods Wandas skånselsløse facon begiver det umage par sig ud på en roadtrip til deres shtetl Piaski for at finde ud af, hvad der skete med Idas forældre under krigen. Undervejs samler de en lækker, mandlig saxofonist (Dawid Ogrodnik) op, der forsøger at forføre den uskyldsrene Ida med smiger og Coltranes fløjlsbløde ’Naima’. Den unge blaffer og Wandas hvide Bobbel-bil leder tankerne hen på Roman Polanskis ‘Kniven i vandet’ fra 1962, men det er ikke den eneste polske nybølgefilm, der bliver citeret på ‘Ida’s billedside. Også Jerzy Kawalerowicz’ ‘Moder Joanna af Englene’ og Andrzej Wajdas ’Aske og diamanter’ spøger i baggrunden af Pawlikowskis gudesmukke periodestykke, der understreger den tætte forbindelse mellem et lands selvforståelse, historie og filmhistorie.
Med ‘Ida’ minder Pawlikowski os om, hvordan filmen som intet andet medium er i stand til at italesætte det uudsigelige: Det ufatteligt ondskabsfulde, det meningsløse, det religiøse. Der er ingen tvivl om, at ‘Ida’ er filmkunst med stort K, men filmen lider også en smule under et følelsesmæssigt brist som følge af den afstand, Pawlikowski insisterer på at fastholde mellem os og Ida.
Hvem fanden er denne pige, som selv smooth jazz preller af på? Den manglende indlevelse forhindrer, trods alt, ‘Ida’ i at snuppe den sidste stjerne.
Kort sagt:
‘Sorg og Glæde’ har ikke en chance mod Polens Oscar-kandidat ‘Ida’, der er så gudesmuk, at det halve kunne være nok til at gøre både Bergman og Godard grønne af misundelse. Pawlikowskis film er en af den slags kølige skønheder, der betager uden nogensinde at lade dig komme nær.