For et års tid siden indførte man et kontroversielt ratingsystem i Sverige. I samarbejde med ligestillingsnetværket Women In Film and Television (WIFT) gik fire af landets store biografer sammen om at sætte et mærke på deres titler ud fra, hvordan filmene repræsenterede kvinder.
»Vi troede, at vi skulle lave et projekt for fire biografer i Sverige. Pludselig var vi i vælten hos Al Jazeera, CNN og The Hollywood Reporter. Vi var i hele verden!«, siger Helene Granqvist, der som forkvinde for den svenske gren af WIFT var en af hovedkræfterne bag kønsmærkningen, som også vakte stor opsigt i Danmark.
Her diskuterede mange, om vi har brug for noget lignende i den danske filmbranche, men spørgsmålet blev af mange mødt med argumentet om, at kønnet ikke bør gå forud for det kunstneriske talent.
»Men man må spørge sig selv, hvad det dominerende blik er, hvad den dominerende smag er, og hvorfor det altid har været sådan«, siger danske Valeria Richter, der er Helene Granqvists makker på det roste kortfilmsprojekt Nordic Factory, som har skabt en stribe kortfilmsamarbejder på tværs af Norden – og af kønnene.
Vanvittig eller genial?
Vi har sat makkerparret stævne for at se tilbage på debatten. Men først: Hvad går ratingsystemet egentlig ud på?
Kønsmærkningen er baseret på den såkaldte Bechdel-test, der blev introduceret af Alison Bechdel i 1985 i hendes tegneseriestribe ’Dykes to Watch Out For’. En film består testen og får en A-mærkning (A som i Approved), hvis der 1) er mindst to navngivne kvinder, der 2) på et tidspunkt i filmen har en samtale med hinanden om 3) noget andet end mænd.
Overraskende mange film kan ikke sætte flueben ved alle tre punkter (for eksempel ’Ringenes herre’-trilogien og ’Star Wars’-filmene), og testen giver altså en indikation af underrepræsentationen af kvinder på det store lærred.
»Idéen med A-mærkningen var, at den skulle være en øjenåbner. Den skulle være med til at blotlægge nogle strukturer, som vi selv er ubevidste om, men som er med til at fastholde, at mænd og kvinder ikke er lige«, siger Helene Granqvist om initiativet, der mildest talt ikke mødte begejstring fra alle kanter.
Mærkningen blev affejet som »vanvittig« af formanden for Danske Biografer, og den svenske filmkritiker Hynek Pallas, som Helene Granqvist med et dramaturgisk begreb kalder antagonisten i denne sammenhæng, har som flere andre kritiseret A-mærkningen for at tage sig ud som et kvalitetsstempel.
Men ifølge Helene Granqvist er det en misforstået kritik: »Det er en synliggørelse af nogle strukturer og intet andet. Det kan være en pissedårlig film eller en pissegod film, det siger ratingen ikke noget om. Men 90 procent af diskussionen har da også handlet om denne her bevidstgørelse, og det har bestemt været givtigt«, siger hun.
Bergman var et røvhul
Kønsmærkningen sætter fokus på repræsentationen af kvinder foran kameraet, men ligestillingsproblematikken eksisterer også bag kameraet, understreger makkerparret.
Der er for eksempel relativt få kvindelige instruktører, og Helene Granqvist påpeger, at der er behov for at rykke ved den eksisterende magtfordeling og ved myten om instruktøren som et (som regel mandligt) geni, der sidder enerådigt på den øverste plads i hierarkiet.
»Ingmar Bergman var jo et røvhul, hvis du spørger dem, han arbejdede sammen med«, griner hun og peger på, at myten om den magtliderlige jerk genius muligvis kan afskrække kvindelige kunstnere fra at gå ind i den mandsdominerede branche.
I Sverige har man indført kvoter på både filmstøtten og optaget på landets filmskoler, og det har faktisk gjort en forskel, mener Helene Granqvist og henviser til fremtrædende svenske instruktører som Anna Odell (’Gensynet’), Gabriela Pichler (’Spise, sove, dø’ – billedet), Lisa Aschan (’She Monkeys’) og Pernilla August (’Beyond’).
»I Danmark er man jo imod kvoter«, indskyder Valeria Richter. Danmark er desuden lidt af en dengse i international sammenhæng, fordi vi kan bryste os af succesfulde kvindelige instruktører som Susanne Bier, Lone Scherfig, Kathrine Windfeld og Charlotte Sieling, der alle arbejder i internationalt regi.
»Ja ja. Men hvad med tilvæksten af nye talenter?« spørger Valeria Richter og bemærker, at de etablerede navne faktisk kan være med til at neddysse de ligestillingsproblemer, som statistikken ellers vidner om.
»Det er også værd at bemærke, at både Bier og Windfeld var en tur omkring Sverige, hvor de fik muligheden for at lave film og tv, inden de for alvor fik etableret sig i Danmark«, siger hun og indskyder samtidig, at det er vigtigt med forbilleder som Jodie Foster, Geena Davis eller Diablo Cody.
»Når de kvindelige skuespillere lige pludselig siger ’vi kan også lave produktionsselskaber’, eller der kommer stærke manuskriptforfattere, så sker der ting og sager. Tingene er jo heldigvis hele tiden i bevægelse, selvom det selvfølgelig går langsomt, især i USA, hvor der er nogle endnu mere kommercielle strukturer end herhjemme. Men det er jo interessant, at os med de offentlige strukturer har lignende problemer«.
Alle muligheder til stede
Valeria Richter mener, at små eksperimenterende projekter kan være med til at løsne op for de faste strukturer.
Talentordningen New Danish Screen har haft initiativet Shoot It, der banede vejen for kortfilm produceret i en fart uden lang forberedelsestid, ligesom Granqvist og Richters Nordic Factory er et eksempel på, hvordan man kan udfordre etablerede måder at arbejde med film på.
Projektet havde en lige fordeling af mandlige og kvindelige instruktører, som kom fra hele verden og i par arbejdede sammen på i alt fire kortfilm.
»De havde fuldstændigt frie hænder. Men på en eller anden måde er der mange kvinder, kvindehistorier og kvindelinjer i filmene. Det er kommet helt naturligt«, siger Valeria Richter.
Hun og Helene Granqvist er enige om, at kønsdiskussionen ikke stopper ved mærkning og kvoter. Den handler mindst lige så meget om innovation, alternative samarbejdsforløb, udviklingsforløb og nye distributionskanaler.
Man skal turde noget mere og udnytte de muligheder, som for eksempel internettet giver, lyder deres argument. Og som Helene Granqvist bemærker, ligger ligestillingsverdenen for fødderne af filmbranchen: »Lige nu er vi et sted i historien, hvor vi har such a moment of opportunity«.
Læs også: De største amerikanske skuespillerinder under 30