’Big Hero 6’

’Big Hero 6’

Den talende hund og samspillet mellem den unge spejder og den gamle sure mand i Pixars ’Up’ livede op i filmens sorgfulde univers. Guldfisken Dory gjorde Nemos rejse lidt mere udholdelig i ’Finding Nemo’. Og den insisterende Vanellope bliver Ralphs redning i Disney’s ’Wreck-it Ralph’.

Desværre glimrer de fortrøstningsfulde, lattervækkende bikarakterer ved deres fravær i Disneys ’Big Hero 6’. Filmen følger 14-årige Hiro Hamada i den fiktive fremtidsby San Fransokyo. Hiro er fascineret af robotter og teknologiens uanede muligheder, og hans fascination intensiveres af storebroren Tadashi, der studerer på det teknologiske universitet i byen.

Den sympatiske Tadashi og vennerne arbejder på alt fra cykler med magnetiske hjul til laserskarpe plasmavægge, og Tadashis store projekt er den oppustelige sundhedsrobot Baymax. Da Tadashi dør i en ulykke, får Hiro overdraget Baymax, og et særligt bånd etableres mellem den rodløse dreng og den oppustelige krammerobot. En dag opdager Hiro og Baymax, at en ny superskurk pludselig er på spil i San Fransokyo, og skurken har stjålet Hiros egen opfindelse, de såkaldte mikrobotter, som han vil bruge som våben. Sammen med Tadashis venner sætter Hiro og Baymax ud for at stoppe ham og redde byen.

’Big Hero 6’ er fantastisk flot animeret, og scenerne, hvor Hiro og Baymax flyver rundt i ægte Ironman-stil, er betagende. Og man får selvfølgelig også den obligatoriske træningsmontage, hvor Hiro ekviperer de fire venner med alt fra magnetiske kasteskiver og farverige lasersværd til kulørte bomber og en flammekaster.

Men her stopper glæden. ’Big Hero 6’ savner nemlig mål med birollerne. Fokus er fra start på storebroren Tadashis studievenner, og det kan undre, at Hiro, der er noget nær fem år yngre, ingen venner eller hjælpere har på sin egen alder. De fire venner får godt nok tildelt hver deres evne i ren ’Avengers’-stil, men det er spændingerne mellem Baymax og Hiro og deres evner tilsammen, der bærer fortællingen frem.

Hvor sidste års ’Frozen’ udmærkede sig ved sin Oscar-vindende lydside og rene linjer, og ’Wreck-it Ralph’ havde en imponerende dybde, der med sin brug af 16-bit lyde og arkadespilsreferencer var en fryd for både børn og de lidt mere nørdede voksne, så famler ’Big Hero 6’ i blinde efter sit eget aftryk.

Filmen er pakket med referencer til andre kendte superhelte- og actionfilm, som da Hiro viser Baymax, hvad det betyder at give knuckles til en ven i ren ’Terminator’-facon. Men hvor den slags referencer kan virke som gavmilde gaver til publikums indre filmnørd, hvis de bruges rigtigt, så virker de i ’Big Hero 6’ som et desperat forsøg på at fylde hullerne i et tyndt plot ud med anerkendende genkendelsesnik fra publikum.

Det er ret beset kun Baymax’ ballonagtige fremtoning, der er kilde til smil på læben, som når den tykke og klodsede robot skal klemme sig forbi en kommode. Der er således hverken helt humor eller alvor nok i ’Big Hero 6’.


Kort sagt
’Big Hero 6’ er en visuelt flot animationsfilm, der dog har stoppet for mange ligegyldige karakterer ind i fortællingen, så man glemmer at nyde de to karakterer, der virkelig betyder noget.

Spillefilm. Instruktion: Don Hall, Chris Williams. Medvirkende: Scott Adsit, Ryan Potter, Daniel Henney, T.J. Miller, Jamie Chung, Damon Wayans Jr.. Spilletid: 102 min. . Premiere: Den 29. januar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af