‘Birdman’
’Birdman’ er en svimlende tour de force, en åndeløs svævetur i kulisserne på et teater, den mest imponerende opdagelsesrejse i et selvomsluttet mikrokosmos siden Robert Altman.
I centrum står den fallerede skuespiller Riggan Thomas (Michael Keaton), der er dybt forbundet med sin rolle som Birdman i superhelte-franchisen af samme navn, men nu forsøger at genvinde sin kunstneriske integritet som instruktør og hovedrolleindehaver af en Raymond Carver-adaption på Broadway.
Riggan hjemsøges af sit alter ego som fuglemanden, der som en djævel på skulderen prøver at lokke ham i kommercielt fordærv. Og som om det ikke var psykisk sammenbrud nok, udløser Riggans identitetskrise også selvindbildte telekinetiske kræfter. Omkring ham møder vi et spraglet karaktergalleri domineret af hans charmerende-sure datter (Emma Stone), hårdprøvede producer (Zach Galifianakis) og frustrerede medskuespiller (Naomi Watts), mens det mest ætsende clash står mellem Riggan og Edward Nortons kompromisløse method actor Mike, der hentes ind for at redde forestillingen.
Norton er i topform som den overlegne skuespiller, der går amok, da Riggan har udskiftet hans gin med teater-gin (altså vand) under prøverne, og som ikke kan få den op at stå andre steder end på scenen. Her står satiren allerstærkest, ligesom den gør det, når Riggan bliver interviewet af en hel gruppe journalister på samme tid, og den ene selvhøjtideligt rambler om Roland Barthes, den anden graver efter en Twitter-skandale, og den tredje først liver op, da han hører ordet ’Birdman 4’.
Hele filmen udspiller sig i det, der ligner ét langt take, og det skaber samme tilstand af søvndepraveret hyperrealitet, som udspiller sig i Riggans hoved – en konstant vekslen mellem eufori og linedans på sammenbruddets rand. Fotograf Emmanuel Lubezki blev tilbedt for sit arbejde på ’Gravity’, men hans arbejde her er lige så beundringsværdigt, og scenen, hvor Riggan i underbukser kommer til at smække teatrets bagdør bag sig, så han må kæmpe sig halvnøgen igennem mylderet på Times Square, er et mesterstykke.
Iñarritus forrige film var den uudholdeligt ulykkessvælgende ’Biutiful’, og med ’Birdman’ kan man diskutere, hvad satiren i sidste ende akkumulerer til, for der skydes med spredehagl efter både kritikere, skuespillere, superheltefilm og teaterverdenen. Måske vil den frem til, at det er lige meget, om du laver kunst eller kommers, så længe du finder ro i dig selv, men uanset hvad klæder det Iñarritu gevaldigt at forlade de selvopslugte alvorshistorier til fordel for sædekomediens kvikke replikker, hektiske optrin og quirky påfund som lydsidens sindsforstyrrende percussion, der pludselig gestaltes i et trommesæt på gaden.
Og hvad det alvorlige angår: Se Emma Stones superintense, sydende takedown af Michael Keaton og sig så ikke, at du forblev uberørt eller det mindste stykke ramt på egen forfængelighed.