‘En chance til’

‘En chance til’

Med Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen i front og et knugende manus af Anders Thomas Jensen er man lovlig undskyldt for at have skruet forventningerne til Susanne Biers seneste danske drama et godt stykke op over middel. De må dog pænt nedjusteres igen, for ’En chance til’ forvandler sig fra lovende larve til vingeskudt sommerfugl.

Vor ellers dygtige nationale Hollywood-helte Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen spiller politikollegaerne Andreas og Simon, som sendes ud til et husspektakel hos junkieparret Tristan (Nikolaj Lie Kaas) og Sanne (modellen Lykke May Andersens filmdebut). Den tidligere voldsdømte Tristan er et professionelt dumt svin, som ordensmagten gerne så tilbage bag tremmer hurtigst muligt, mens kæresten Sanne er et snøvlende vrag af en prostitueret narkoman – og nybagt mor til Tristans barn.

Da politiet sparker døren ind, ligger parrets søn Sofus hengemt i sit eget lort og skriger i et skab, og som far til den jævnaldrende Alexander ryster synet af det misrøgtede barn Andreas dybt. Sofus kan dog ikke tvangsfjernes, vist primært af hensyn til filmens egen dramaturgiske fremdrift. Men hjemme hos konen Anna (Maria Bonnevie) i det idylliske hus ved vandet kan Andreas ikke slippe sit socialrealistiske chok – skønt det er klart for enhver, at han frem for alt burde holde et vågent øje med sin egen, psykisk forstyrrede partner og deres fælles ’drømmebarn’. Da tragedien indtræffer i natten, er man langt fra overrasket.

»Stupid is as stupid does«, som Forrest Gump sagde det, og Andreas tager i løbet af filmens resterende halvanden time en doktorgrad i idioti. Og takket være Biers forkærlighed for tykt udpenslet symbolik er man aldrig i tvivl om, hvad næste scene gemmer. Det flyder med mørkt, koldt vand og en badebro til ingenting, mens ualmindeligt mange billeder af sommerfugle pryder væggene i de små hjem.

Filmen vil gerne lege kispus med publikums gængse sociale fordomme, og hvad det vil sige at være forælder, og kudos til Bier og Anders Thomas Jensen for det. Men på nær et enkelt, ærgerligt uudnyttet twist, der vender selvsamme fordomme på vrangen, er ’En chance til’ lige så uhyggeligt forudsigelig, som dialogen er overraskende træg. Især har Ulrich Thomsen forsvindende lidt at arbejde med, og det er lige før, hans karakter helt kunne have været udeladt.

Ironisk nok insisterer Bier samtidig på at strø om sig med et imponerende opbud af danske og svenske skuespillere i mikroskopiske roller, og den blotte volumen af kendte ansigter fravrister uafladeligt fokus fra de centrale karakterer (hej og farvel Thomas Bo Larsen, Bodil Jørgensen, Molly Egelind, Charlotte Fich, ’Beck’s Peter Haber, Mille Lehfeldt, Kirsten Lehfeldt og Roland Møller).

Biers film fænger i al sin tragiske vælde, men tynges samtidig af et underligt flaksende fokus og historiefortælling så svulstig som en amerikansk sæbeopera.


Kort fortalt:
Susanne Bier og Anders Thomas Jensen maler med de helt store dramaturgiske penselstrøg i ’En chance til’, der trods en perlerække af skandinaviske stjerner ofte føles som en fortænkt socialrealistisk soap, gumpetung af klæg symbolik. Hjemvendte Coster-Waldau havde fortjent bedre.

Læs også: Vi rangerer Nikolaj Lie Kaas’ bedste og værste roller

Spillefilm. Instruktør: Susanne Bier. Medvirkende: Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Maria Bonnevie, Lykke May Andersen. Spilletid: 104 min.. Premiere: 15. januar
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af