‘Inherent Vice’
Hvem ville være bedre til at spille en mild og mumlende detektivbums end Joaquin Phoenix? Kryds Elliott Goulds Philip Marlowe – så afslappet i Robert Altmans ’The Long Goodbye’, at han nærmede sig det apatiske – med Jeff Bridges’ elskelige hippiehelt The Dude i Coen-brødrenes ’The Big Lebowski’, og du har hans karakter, Larry ’Doc’ Sportello.
Paul Thomas Andersons syvende spillefilm, ’Inherent Vice’, foregår i den fiktive californiske strandby Gordita Beach i 1970. Filmen indfanger flot en overgangsperiode, hvor (bekymrings)fri kærlighed og tåget paranoia går hånd i hånd, og Phoenix har groet sig nogle gedigne bakkenbarter og et propert afrogarn til sin hovedrolle.
Da Docs ekskæreste Shasta (Waterston) og hendes nye elsker, den magtfulde rigmand Wolfmann (Roberts), begge forsvinder som dug for solen, og den heroinafhængige saxofonist Coy (Wilson) formodes død, må den konstant påvirkede privatdetektiv nødtvunget samarbejde med ærkefjenden ’Bigfoot’ Bjornsen (Brolin), der gerne gør sit ypperste for at opretholde politikorpsets dårlige ry. Og snart fremstår det omsiggribende mysterium lige så beskidt som Docs egne, uvaskede fødder.
Rygtet siger, at ikke engang forfatteren selv havde helt styr på, hvem der havde myrdet Sternwoods chauffør i Raymond Chandlers krøllede krimiklassiker ‘The Big Sleep’, og Andersons nærmest slavisk tro, Oscar-nominerede bearbejdning af Thomas Pynchons roman fra 2009 er heller ikke sømløs. Et faktum, Joanna Newsoms forstyrrende knirkestemme-voice-over, der regelmæssigt lapper, forklarer og opsummerer, minder om i tide og utide.
Heldigvis fortyndes det højkoncentrerede plot af bizarre, humoristiske indslag, som når Doc påvirket af lattergas nedskribler helt håbløse noter på sin blok. Også Phoenix’ vantro nedstirren af Brolin, da Bigfoot sutter længe og grundigt på en frossen, chokoladedyppet banan, er ubetalelig. Ligesom i forlægget er udvekslingerne mellem de to i det hele taget højdepunkter.
‘Inherent Vice’ føles ikke nær så lang, som den er, for filmens tidsboble – befolket af Pynchons farverige figurer og proppet til randen med berusende detaljer – er et så livligt tilholdssted, at man nemt kunne få lyst til at vende tilbage igen og igen bare for at hænge ud med Doc.
Kort sagt:
PTA og Thomas Pynchon er et fornemt match. Deres krimiverden og de komiske præstationer fra Joaquin Phoenix og Josh Brolin gør ‘Inherent Vice’ til en både syret og sjov oplevelse, hvor det ikke betyder det store, at den indviklede historie ender med at gå op i røg.
Læs også: Joaquin Phoenix’ bedste og værste roller – rangeret