10. ’The Great Gatsby’, 1974 og 2013
F. Scott Fitzgeralds eviggyldige klassiker om en mystisk rigmand, hans tabte ungdomskærlighed og et USA balancerende på kanten af 1920’ernes børskrak synes oplagt filmguf. Alligevel har to prominente instruktører fra hver deres tid indtil videre tabt bolden i forsøget på at bringe Daisy Buchanan og Jay Gatsby til live på lærredet (og så nævner vi endda intet om de mange rædderlige tv-film, romanen har affødt).
Først tog instruktør Jack Clayton livtag med Gatsby i 1974. Med datidens kvindebedårer Robert Redford og smukke Mia Farrow samt Francis Ford Coppola på manuskriptet syntes succesen sikret. Men et stringent fokus på at følge romanen til punkt og prikke viste sig som en hæmsko. Resultatet blev en overraskende kedelig affære, pakket ind som en prangende og hul periodefilm.
’Kedelig’ er derimod det sidste prædikat, man kan påklistre Baz Luhrmanns ekstravagante 2013-version. Ikke overraskende gik ’Moulin Rouge’-instruktøren all out med sin ’Gatsby’ og sparede hverken på cast, Jay Z-soundtrack eller farverig scenografi. Det endte dog som et larmende udstyrsstykke, hvor bogens magi såvel som Leonardo DiCaprios pragtpræstation i titelrollen druknede i champagne og konfetti.
9. ‘All the King’s Men’, 2006
Der hviler et forventnings pres på skuldrene af enhver filminstruktør, som giver sig i lag med en Pulitzer-prisvindende roman. Men forfatter Robert Penn Warrens storværk ’All the King’s Men’ fra 1947 er med sin tidløst beske fortælling om politisk korruption i Guds eget land for oplagt filmguld til, at Hollywood har kunnet modstå den. To filmversioner er det indtil videre blevet til: Den første vandt en Oscar for bedste film i 1949. Den anden humpede ind i biograferne i form af en vingeskudt, stjernespækket fiasko i 2006.
’All the King’s Men’ var producer og manuskriptforfatter Steven Zaillians tredje forsøg som instruktør, og det er åbenlyst, at Zaillian (som skrev ’Schindlers liste’ og ’Moneyball’) trods gode intentioner og et imponerende CV slet ikke har greb om, hvordan man skruer en semiinteressant film sammen fra instruktørstolen. Det er ikke nok at samle et imponerende cast bestående af Sean Penn, Jude Law, Kate Winslet, Anthony Hopkins, James Gandolfini og Mark Ruffalo og bade dem alle i perfekt belysning, som skød man en forside til Vanity Fair’s Hollywood-nummer. Og nej, det går heller ikke at give notorisk iltre Sean Penn så slap line, at han overspiller til den helt store guldmedalje.
Zaillians film blev slagtet af anmelderne og ignoreret af publikum, som ikke kunne have været mere uinteresserede i at udløse billetter, om de så var blevet slået oven i hovedet med Robert Penn Warrens roman.
8. ’Animal Farm’, 1954
Regel nr. 1 for folk, som filmatiserer litteraturhistoriens største værker: Lad være med at omskrive slutningen. Regel nr. 2: Hold nallerne fra George Orwells forfatterskab. Det går aldrig godt på film.
I et lettere åndet forsøg på at disneyficere den engelske forfatter Orwells barske allegori ’Animal Farm’, hvor en flok bondegårdsdyr overtager styringen fra deres diktatoriske menneskeejer, har denne tegnefilmversion opfundet sin egen, mere optimistiske light-slutning. Det er svært at sige, hvad der er mest hovedrystende: Det børnevenlige resultat eller det faktum, at et team af hele seks manuskriptforfattere tilsyneladende ikke kunne se, at de begik helligbrøde, da de pillede ved essensen af, hvad må siges at være en af de mest indflydelsesrige romaner om den menneskelige natur nogensinde.
’Animal Farm’ er ikke som sådan en skrækkelig film, men skabernes åbenlyse forbehold mod at gå i dybden med Orwells materiale og den samfundssatiriske ondskab, der lurer i romanen, kaster en tung og ærgerlig skygge over projektet. Man kan ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, om det ikke i virkeligheden havde været bedre at lade romanen helt være end at kastrere dyrene til filmisk ufarlighed.
7. ’Troy’, 2004
Homers ’Illiaden’ fik den helt store Hollywood-makeover i 2004 med instruktør Wolfgang Petersen (’Das Boot’) ved roret. Hvilket i korte træk kan oversættes til, at Petersen kylede Homers historiske værk fra ud af vinduet, castede en absurd pumpet Brad Pitt og pretty boy du jour Orlando Bloom og gik Ridley Scott-amok i episke krigsscener og glorificeret sandalvold. Politisk spil, historiske fakta og snart sagt enhver form for plausibel dialog blev nedprioriteret til fordel for ren, ublu popcorns-underholdning og olieindsmurte biceps. Grækernes 10-årige belejring af Troja endte med at vare rundt regnet et par måneder i Petersens univers, men hvem gider også bruge mere tid på den slags tosserier nu til dags? De biceps olierer jo ikke sig selv!
Hele spektaklet er som sådan ganske underholdende på frydefuld fladpandet vis, så længe man undervejs fortrænger enhver relation mellem Petersens film og ’Illiaden’ (og propper vat i ørene, når Orlando Bloom indtager skærmen). Men materialet fortjener en langt mere nuanceret filmisk behandling næste gang, en instruktør fristes af Homers lange, komplicerede digt og dets mange fascinerende karakterer fra Achilles til Agamemnon. Peter Jackson, du holder dig væk!
6. ’The Da Vinci Code’, 2006
Dan Browns rasende populære krimi ’The Da Vinci Code’ solgte mere end 80 millioner eksemplarer på verdensplan i årene efter udgivelsen i 2003, og i lang tid kunne man altid være sikker på at støde på adskillige pendlere med næsen begravet i bogens sider, om man så befandt sig i New Yorks subway eller et dansk S-tog.
Selvfølgelig måtte der komme en filmversion, og allerede i 2006 var instruktør Ron Howard (’A Beautiful Mind’) klar med selveste Tom Hanks i titelrollen som universitetsprofessoren Robert Langdon. ’The Da Vinci Code’ handler som bekendt om optrevlingen af et årtusinder år gammelt mysterium omkring Jesus forhold til Maria Magdalena, den hellige gral og muligheden af en reel blodlinje fra Guds søn. Browns roman blev kritiseret voldsomt af den katolske kirke for både blasfemi og lempelig omgang med historiske fakta (en del historikere tilsluttede sig sidstnævnte anke), men vakte ikke desto mindre fornyet interesse for den hellige gral blandt millioner af læsere og litterære turister, som gik på jagt efter romanens mange virkelige lokaliteter i Paris og London.
Desværre formåede Ron Howard ikke at oversætte Browns vindende letlæsnings-cocktail af historieundervisning og thrillerelementer til filmmediet, og ’The Da Vinci Code’ endte som et visuelt kluntet monument over romanens værste egenskaber: Karaktererne er så firkantede, at de skærer sig på hinandens klicheer, mens tempoet er forceret hæsblæsende uden på noget tidspunkt at engagere seeren i begivenhedernes usandsynlige gang.
En sjælden fiasko for både Hanks og Howard, som alligevel gentog samarbejdet med filmatiseringen af Dan Browns ’Engle og dæmoner’ i 2009 med marginalt bedre resultat. I skrivende stund knokler Hanks endda videre med Browns til dato svageste roman, ’The Lost Symbol’. Den kan vi se frem til i 2016.
5. ’Bonfire of the Vanities’, 1990
Tom Wolfes mastodontroman fra 1987 om korruption, racisme, frække knald og hårde syndefald på Wall St. var et litterært kanonslag, der naturligvis måtte friste ditto pengegriske Hollywood-producenter over evne. At det så lige blev Brian De Palma – der siden har markeret sig som kongen af vampet kitch og klicheer – som landede instruktørtjansen var ikke just heldigt.
I 80’erne var De Palma imidlertid stadig en Hollywood-sværvægter med ’Scarface’ og ’The Untouchables’ friske i publikums erindring. Og med et cast bestående af de unge up-coming kamphaner Tom Hanks og Bruce Willis, 80’er-sweetheart Melanie Griffith og en vis Morgan Freeman var alle brikker linet op til en gedigen filmsucces.
Men ak. Skønt De Palma nok er en stilistisk dygtig instruktør, afslører ’The Bonfire of the Vanities’ ham som forsvindende dårlig til at tackle ethvert intellektuelt aspekt af Wolfes sydende samfundskritik. Willis og Hanks får desuden begge lov til at overspille fælt, Griffith demonstrerer, hvorfor hun aldrig fik den superstjernekarriere i 90’erne, hun tidligere var blevet spået, og i stedet for at levere en satirisk lussing til de glatte ål på Wall St., er det De Palma, der får sig en ubehagelig karriere-maveplasker.
4. ’The Lovely Bones’, 2009
Det kræver en fintfølende instruktør at adaptere Alice Sebolds kalejdoskopiske bestseller ’The Lovely Bones’. For det er skrap kost at følge en lille piges jeg-fortælling, hvori hun først hugges i småstykker af en afstumpet pædofil for så at overvåge familie og morder fra en himmel af eget design. Romanen har da også selv svært ved at balancere sine mange tunge tematikker og springer i tone fra thriller til teen-romance, eventyr til socialrealisme i 70’ernes USA. Og er der noget, der spår filmisk gift, er det for mange ingredienser i gryden.
Man skal imidlertid aldrig sige aldrig til Peter Jackson og hans Weta-værktøjskasse af tricks. Selvfølgelig måtte den gæve newzealandske instruktør, som ikke just er kendt for sin finmotoriske sans, give sig i lag med ’The Lovely Bones’, hvis himmelske fantasy-kvaliteter tydeligvis har talt mere til Jackson end den rårealistiske rammefortælling.
Den får ikke for lidt på alle orglets tangenter, og Jacksons film er et vanvittigt sammensurium af dårlige ideer og blind skaberglæde, kombineret med en alvorligt upassende dramaturgisk vægtning af barnemord-fantasy-familiedrama-ratioen. Hovedrolleindehaverne Saoirse Ronan, Stanley Tucci, Mark Wahlberg og Rachel Weisz gør en nobel indsats, men afbrydes ustandseligt af instruktørens maniske insisteren på, at vægte CGI over drama.
Særligt er Tucci isnende mageløs i sit livs mest ubehagelige rolle som stjernepsykopaten Mr. Harvey. Han fik da også en velfortjent Oscar-nominering for bedste birolle, men man begræder det faktum, at så stor en præstation fængsles i så forfejlet en film.
3. ’Anna Karenina’, 2012
Litteraturhistoriens (anti)heltinder fra Lady Chatterley til Lolita har desværre ofte fået en klodset medfart i Hollywoodland, hvor overdreven brug af teatralske filmiske virkemidler og tyk vaseline på kameralinserne forvandler tragedie til ufrivillig komik.
Det gik heller ikke Keira Knightley godt, da hun i 2012 trak i den russiske aristokrat Anna Kareninas fejende skørter. Instruktør Joe Wright havde ellers i årene forinden serveret solide filmadaptioner af både ’Stolthed og fordom’ og ’Soning’, også med musen Knightley. Men i ’Anna Karenina’ gik noget helt skævt. Ligesom Baz Luhrmanns ’The Great Gatsby’ er Wrights ’Anna Karenina’ mageløst flot at se på og blander teater og film i et spøjst, dekadent miks, der kunne have fungeret fremragende, havde det ikke været for Knightleys overspil, Aaron Taylor-Johnsons kedelige underspil og filmens komplet hovedløse struktur.
Tempoet er gumpetungt, og skuespillerne virker ikke overraskende retningsløse i det scenografiske kaos. Tilforladelige præstationer fra Jude Law og Alicia Vikander kan på ingen måde redde denne farverige, forvirrende skuffelse, der som prikken over i’et (eller stregen i ’øv’) også fejler grelt i etableringen af et ’kærlighedsforhold’ mellem Knightley og Taylor-Johnson.
2. ’Åndernes hus’, 1993
Mange af os, der er født i 80’erne, så Bille Augusts filmatisering af Isabelle Allendes mursten af en familiesaga som ganske unge. For undertegnedes præpubertære jeg var det en spændende oplevelse, både farligt dramatisk og eventyrligt romantisk (Winona Ryder og Antonio Banderas var hot stuff!) og med et strejf af det overnaturlige, der fik hårene til at rejse sig i nakken.
Ved gensyn et par årtier senere og efter at have læst Allendes roman må man imidlertid konstatere, at datidens filmanmeldere og biografgængere gjorde ret i at forårsage den danske instruktørs forfejlede storfilm som den pompøse varmluftsballon, den nu engang er. Et stjernespækket cast med Meryl Streep, Jeremy Irons, Glenn Close, Winona Ryder og Antonio Banderas i front kan ikke skjule det faktum, at filmen ’Åndernes hus’ ikke er mere bevendt end som en visuelt imponerende soap, der svælger kvalmt i sine karakterers elendighed uden for alvor at kradse i deres polerede eksteriør.
Som patriarken Esteban Trueba giver Jeremy Irons publikum en forsmag på den snerrende stereotype af en aggressiv idiot, han siden har spillet i alt, alt for mange elendige film, mens Meryl Streep parodierer sig selv som hans altopofrende, engleblide hustru Clara. Et farverigt fejlskud, der desværre skulle blive symptomatisk for mange af Bille Augusts efterfølgende internationale produktioner.
1. ’The Scarlet Letter’, 1995
Instruktør Roland Joffés filmiske voldtægt af Nathaniel Hawthornes amerikanske mesterværk, ’The Scarlet Letter’ fra 1850, har den tvivlsomme ære af at stå som en af historiens absolut værste bogfilmatiseringer.
Det var ellers ikke umiddelbart til at forudse, at den dobbelt Oscar-nominerede instruktør af ’The Killing Fields’ og ’The Mission’ ville være i stand til at jokke så udtrykkeligt i spinaten med så velskrevet materiale mellem hænderne. Og da slet ikke med altid velspillende Gary Oldman i en hovedrolle som missionærpræsten Arthur, der fædrer et barn med en gift kvinde i 1700-tallets Massachusetts. Alarmklokkerne begyndte dog at bimle faretruende, da Joffé castede Demi Moore som Arthurs udkårne, den faldne kvinde Hester. Ret skal være ret: Moore er trods sit blakkede ry ikke uden dramatisk talent. Men i 1995 var Bruce Willis’ daværende hustru immervæk mere kendt for sine seneste to oversexede præstationer i ’Et frækt tilbud’ (1993) og ’Afsløringen’ (1994), end for at recitere klassisk litteratur.
I ’The Scarlet Letter’ endte skuespillerindens Babs og Nutte da også med mindst lige så mange close-ups som deres ejerkvindes kønne ansigt, mens Gary Oldman syntes lige dele kreativt lammet og liderligt distraheret af Moores porno-suk og nøgne ynder. Læg dertil en grotesk overspillet præstation af Robert Duvall som Hesters onde, onde mand, og man står tilbage med en film så komisk ringe, at den næsten tangerer kultstatus.
Læs også: 10 film, der bragte ublufærdig sex til mainstreambiograferne
Læs også: Anmeldelse / ‘Fifty Shades of Grey’