1. ’The Brown Bunny’
Cannes-festivalen 2003 er ikke mindst gået over i historien på grund af Vincent Gallos ’Brown Bunny’, som af den afdøde kritikerlegende Roger Ebert blev beskrevet som den dårligste film på festivalen nogensinde.
Ebert og de øvrige kritikere var især meget forstemte over scenen, hvor Chloë Sevigny giver Vincent Gallo et real life-blowjob. Sevigny selv syntes ikke, det var noget særligt. Hun udtalte, at ’Brown Bunny’ burde spille på kunstgallerierne som det stykke ægte kunst, det var.
Filmen blev senere klippet om, hvilket gjorde den meget bedre, men filmens nøglescene (ja, nøglescene) er stadig, da Sevignys Daisy giver Gallos Bud Clay sit famøse fellatio. En scene, der i øvrigt aldrig rigtigt bliver forklaret, hvilket er symptomatisk for den mystiske film.
Kæmpeegoet Vincent Gallo tog ikke Roger Eberts kritik særlig pænt. Han replicerede faktisk, at Roger Ebert burde dø af kræft, hvilket han gjorde i 2013.
2. ’9 Songs’
Det er svært at sige, hvad der er værst ved ’9 Songs’: Det dilettantiske skuespil, de kiksede sexscener, den uinteressante handling eller den dovne instruktion af Michael Winterbottom, der ellers også har givet os en lang række gode film som ’The Trip’ og ’24 Hour Party People’.
Med ’9 Songs’ besluttede Winterbottom sig tilsyneladende for, at han godt kunne tænke sig at lave en pornofilm uden at ville give slip på sin kunstneriske street cred. Resultatet er en film om to mennesker, der går til koncerter og har rigtig sex foran kameraet. Derefter går de til flere koncerter og har mere sex. Sådan forløber ’9 Songs’ over 71 minutter, indtil tilskueren enten er faldet i søvn eller har slukket for fjernsynet.
’9 Songs’ fik premiere i 2004, hvor det måske nok var mere nyskabende at lave rigtig film med rigtig sex. I dag ville den forhåbentligt aldrig nå længere end til skrivebordet i et smudsigt filmstudie.
Filmen har sine tilhængere, men modtagelsen var generelt præget af grin fra kritikere, mens publikum bare holdt sig væk. Winterbotton lærte lektien, og hans næste film blev den veloplagte komedie ’Tristam Shandy’.
3. ’Adèles liv – kapitel 1 & 2’
Sexscenerne i ’Adèles liv’ blev legendariske, før de fleste overhovedet havde set filmen. Og ikke helt uden grund. En af de lange, ligefremme intimscener mellem titlens Adèle og hendes kæreste Emma, spillet af Lea Seydoux, tog intet mindre end ti dage at indspille, og efter premieren beskrev Seydoux i pressen, hvordan filmoptagelserne havde været en ydmygende oplevelse.
Kontroversen førte til, at instruktør Abdellatif Kechiche på et tidspunkt ikke engang ville have filmen ud til et publikum. Men gudskelov fik han ikke sin vilje, for ’Adèles liv’ er et sanseligt og rørende coming of age-portræt, hvor sexscenerne har en klar funktion. De bliver nemlig brugt til at beskrive stadierne i Adèles udvikling – fra hendes første, upassionerede heteroseksuelle oplevelse til den hede lagengymnastik med Emma.
4. ’Shortbus’
’Shortbus’ vakte stor opsigt, da den kom ud i 2006. John Cameron Mitchell, der før havde haft succes med trans-musicalen ’Hedwig and the Angry Inch’, kom i krydsilden i medierne, da filmen nåede et chokeret publikum, og det samme gjorde filmens kvindelige hovedrolle, Sook-Yin Lee, der havde svært ved at fortsætte karrieren som radiovært efter e seksuelle udskejelser, hun lægger krop til i ’Shortbus’.
’Shortbus’ er ellers egentlig ikke en provokerende film i sig selv. Den foregår i New York, frisindets by, og følger forskellige unge amerikanere på jagt efter et mere tilfredsstillende sex- og kærlighedsliv. Sofia, spillet af Lee, har aldrig fået en orgasme, og James – den ene halvdel af et homoseksuelt par – lider af en altomsluttende depression, der er ved at tage livet af ham.
Filmen er dog krydret med sine grafiske sexscener, og den vakte ikke mindst opsigt i måden, den blander sex og komik, som når en mand prøver at give sig selv et blowjob.
5. ’Enter the Void’
Gaspar Noé har aldrig været bleg for at chokere. Fra voldtægtsscenen i ’Irréversible’ til de utallige eksplicitte sexscener i avantgarde-filmen ’Enter the Void’, der i sig selv er en lang observation af nattelivets mange grimme sider. Noé er ikke en instruktør, der ynder at vise menneskehedens mest fordelagtige sider, og i ’Enter the Void’ er sex bare én del af alt det forfærdelige, nattelivet i Tokyo har at byde på. Her er ingen formildende omstændigheder, ingen frelse, og sex er bestemt ikke noget, der opstår af kærlighed.
’Enter the Void’ er et farveinferno, hvor Tokyos kendte Love Hotels er kernen for alle seksuelle transaktioner. Mest af alt er ’Enter the Void’ dog en undskyldning for at vise sex, drugs and rock’n’roll i dystopiske rammer, og den ramte da heller ikke kritikerne og publikum på samme måde som ’Irréversible’. Måske fordi dens grænseoverskridelse føles en tand for søgt.
6. ’Moebius’
Den sydkoreanske provocateur Kim Ki-duks ’Moebius’ er en udpræget smagssag. Er man vild med det absurde – og især det seksuelt absurde – vil man være i godt selskab i filmen om en sydkoreansk familie, hvor de freudianske teorier ufrivilligt udleves i overvældende tragisk praksis. Det er ikke sex som spejl af en plaget psyke eller som isoleret provokation – men seksuelle drifter som ulykkesspiral ad absurdum.
Handlingen sættes i gang, da en kvinde bliver så sur over sin mands utroskab, at hun henter en kniv for at skære hans ædlere dele af. Men da han afværger angrebet, går hun i stedet ind i sønnens værelse, hvor hun har held med sit foretagende. Og det er bare begyndelsen.
’Moebius’ har ingen dialog, men til gengæld masser af afskårne penisser, hysteriske kvinder og venlig voldtægt. En pine i stil med rodbehandling eller en kniv i siden – for andre en nærmest komisk langt-ude-oplevelse. Hver sin smag.
7. ’Nymphomaniac’
Lars von Triers magnum opus var både at finde på lister over årets bedste og værste film i 2015. Det siger noget om Triers evne til at skille vandene. Men selvom nogle måske kunne have frygtet en uudholdelig provokation, da den danske instruktør for år tilbage annoncerede, at han ville lave en pornofilm, er ’Nymphomaniac’ noget ganske, ganske andet. En intellektuel film, hvor samtalens digressioner er nok så meget i fokus som de kødelige lyster.
Det betyder dog ikke, at den ikke provokerer seksuelt. I director’s cut får vi for eksempel en eksplicit trekant mellem Charlotte Gainsbourgs Joe og to, sorte prostituerede mænd. Men det føles langt mere naturligt end i den censurerede, korte(re) version, for der er noget åbenlyst blufærdigt at lave en film om en nymfoman, hvor den egentlig action er tilsløret.
Shia LaBeouf skulle efter sigende have sendt von Trier et billede af sin penis i stedet for at gå til audition, hvilket åbenbart var nok til at udfylde rollen som Jerôme, den lidt latterlige mekaniker, der senere bliver Joes forsmåede ægtemand. Så nogle af pornofilmens metoder tog Trier da til sig.
8. ’Shame’
Rygtet kom ’Shame’ i forkøbet, længe inden den nåede ud i de danske biografer. Her var en film om en sexafhængig mand, der gik over grænsen for, hvad man normalt ser i mainstreamfilm, og så endda med to a-liste-skuespillere, Michael Fassbender og Carey Mulligan. Det kunne næsten ikke blive mere pirrende.
’Shame’ viser ikke eksplicit penetration, men den viger omvendt heller ikke tilbage. Og for en sjælden gangs skyld er sex ikke bare et ekstra krydderi, det er en gennemgående, stærk metafor for et plaget sind hos en mand, der har svært ved at relatere sig til andre mennesker og i stedet scorer sig igennem tilværelsen.
Brandon får besøg af sin lige så psykisk nedbrudte søster, der dog i modsætning til ham ved, at hun har brug for menneskelig omsorg. ’Shame’ er en smuk film om at finde hinanden. Men modsat så mange andre blev sex beskrevet i et mindre flatterende lys – på linje med alkohol eller stoffer, farligt i for store mængder.
9. ’Under the Skin’
’Under the Skin’ – der har premiere samme dag herhjemme som ‘Fifty Shades of Grey’ – viser ikke som sådan eksplicit sex, men nøgenhed er der masser af. Hvilket i virkeligheden ikke er så unikt, men når det er Scarlet Johansson, der render rundt uden en trevl på kroppen, og filmen handler om, at hun skal forføre så mange mænd som muligt, er det helt anderledes interessant – og kontroversielt. Når Scarlett samtidig har noget så sjældent som en naturlig krop, er ’Under the Skin’ også et vigtigt statement til alle, der er trætte af perfekte Hollywood-modeller.
Handlingen lyder som noget fra en film i voksensektionen, men tag ikke fejl: Som andre film i bølgen af arthouse-film er der ikke noget klassisk lystfuldt over de erotiske scener i ’Under the Skin’. Scarlett Johansson er et rumvæsen, hvis behov efter mænd ikke skyldes begær, men overlevelse. Det er en opgave, og hun er sat på den. Og hun fører mændene mod sig gennem stigende vandstand i et stiliseret mørkt univers. De drukner – hun fortsætter sin mission.
10. ’Something Must Break’
’Something Must Break’ var en af de bedste filmoplevelser i 2014 og beskrev forelskelse, som de færreste film er i stand til. Samtidig var den ikke bange for at vise det seksuelle aspekt af forelskelse mellem to drenge. Den ene er i tvivl om sit køn. Den anden er i hvert fald ikke homoseksuel, siger han. Men de er skabt for hinanden.
I ’Something Must Break’ underbygger de erotiske scener portrættet af vores hovedpersoner, Sebastian og Andreas, forhold til hinanden. Forsigtige, spændte, ængstelige, lykkelige. Og ulykkelige. Måske er det også derfor, at selvom sexscenerne er både provokerende og eksplicitte (vi får blandt andet et golden shower i slowmotion), fremstår de ikke nær så kontroversielle som i de fleste andre film med samme type scener. I enhver forelskelse er sex en del af historien – og ’Something Must Break’ viser det med en usædvanlig og enkel finesse.
Læs også: Det skal du se i biografen i februar
Læs også: Anmeldelse af ‘Fifty Shades of Grey’