1. Romantiker med skyklapper: ’Oslo, 31. august’
Anders er nok 34, voksen på papiret, men livet har overhalet ham, mens han har forsøgt at udleve alle sin romantiske, litterære fantasier med heroin i årerne. I sin udødelige rus har han ikke ænset, at dørene er smækket i bag ham. ’Oslo, 31. august’ ligner umiskendeligt et portræt af en generation af mænd, opflasket i opgangstider, med uendelige muligheder. Intet tvang dem til ikke at insistere på sandheden, de store, kun alt for abstrakte idealer, rusen og kunsten.
Nu sidder de på arbejdsformidlingen, eller som Anders på afvænningshjemmet. Det var ham, som på trods af sin intelligens og sine store tanker faldt udenfor og ikke klarede livet. ’Oslo, 31. august’ er en rejse gennem Oslo til nattens ende, hvor Anders forsøger at finde tilbage til livet. Men romantikeren Anders er en mand med en – ifølge Trier selv – selvdestruktiv integritet. Det er alle de andre, der er galt på den, synes han. Men det er kun ham, der går til grunde.
2. Den uforløste tøffelhelt: ’Sandheden om mænd’
Manden har klaret den, hele vejen til det faste parforhold, den fælles lejlighed på Østerbro, og fremtiden byder på børn og villa i Valby. Han er home safe – men var det egentlig det, han ville?
Manuskriptforfatteren Mads i Nikolaj Arcels ’Sandheden om mænd’ er ikke så lidt af en kliche, den midaldrende mand, der har givet køb på ungdommens forestillinger om at skulle leve livet som en ’fucking guitarsolo’ – og nu, snart halvvejs gennem livet, synes, at der mangler noget. Livet må da være mere end otte til fire.
Mads i ’Sandheden om mænd’ er midalderkrisen inkarneret, den moderne, uforløste tøffelhelt, der opdraget af kvinder og underlagt kvinder. Om manuskriptmakkerne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg er ude i et direkte selvbiografisk ærinde, kan ikke udelukkes, og selvironien er til at tage at føle på i denne komiske, desillusionerede metaleg, hvor livet sjovt nok følger manuskriptforfatterens skabelon til punkt og prikke – kedeligt, men sådan er det.
3. Manden, i virkeligheden: ’Force Majeure’
I sin research til ’Force Majeure’ opdagede den svenske instruktør, Ruben Östlund, at det i diverse katastrofesituationer er kvinderne, børnene og de gamle, der dør. Mændene ofrer sig nemlig ikke – de har for travlt med at redde sig selv!
Manden er i virkeligheden ikke en helt, langtfra. Hollywood er fuld af løgn. Men det værste, der kan ske for en mand, er ifølge Östlund at tabe ansigt, at tabe sin identitet, når han skuffer sin omverdens forventninger til ham som helt. Et dilemma, der kaster myriader af ubehagelige, socialt akavede og ret morsomme scener af sig i ’Force Majeure’, hvor Tomas tidligt på skiferien flygter fra kone og børn og taber ansigt, da lavinen ikke indfrier sin dødstrussel.
For hvordan forklarer han sin kujonagtige flugt, over for sig selv, over for kvinden? Östlund er en mesterlig kirurg, og her lader han os overvære sin nøgterne dissektion af den skandinaviske kernefamilies slatne patriark og minder os om, at vi fortsat lever – hvad enten vi vil det eller ej – i en anakronistisk kønskultur, hvor mænd skal være mænd, stærke og beslutsomme. Sådan er det desværre bare ikke altid.
4. Den bitre mand: ’Peppermint Candy ’
»Jeg vil tilbage«, råber Young-ho, inden toget kommer buldrende og fuldbyrder hans selvmord i ’Peppermint Candy’. Også i Sydkorea er mændene ud at skide. Og Lee Chang-dong stiller et eviggyldigt spørgsmål: Hvorfor griber vi aldrig drømmene, når de er der? Hvorfor lever vi i fortrydelsen?
En ting er at have drømme og længsler, noget andet er at skulle balancere dem med sine egne drifter og andres forventninger. Undervejs kommer man unægtelig til at gøre ting, man fortryder, man bliver en bitter mand, potentielt på selvmordets rand. Sådan går det for Young-ho, hvis selvfortælling instruktøren Lee Chang-dong folder ud bagvendt på sin hovedpersons befaling.
Tilbage kommer vi i en optrevling af Young-hoos liv og eskalerende eksistenskrise, fra de knuste drømme, de skuffede idealer, og tilbage til den kvinde, Sunim, og den kærlighed, han aldrig greb.
5. Melankolikeren og kolerikeren: ’Sideways’
Den midaldrende mand kan være en ynkelig stakkel. Uden job, kæreste og med forløjede kunstnerdrømme om de penge, de vil kaste af sig. Sådan en er Paul Giamatti i USA’s ’mand i krise’-instruktør par excellence, Alexander Paynes, ’Sideways’ fra 2004. Giamattis Miles tager sin gamle ven, spradebassen Jack, der skal giftes, med på en sidste (synes Miles selv) sofistikeret drengetur gennem Californiens vindistrikter. Men Jack vil bare løbe hornene af sig og kneppe.
’Sideways’ udspalter to kontrapunktiske voksne manderoller, begge to lige sørgelige – og latterlige: Den erotiske koleriker, der lyver sig selv og sin libido ti år yngre, end han er, og den introverte melankoliker, der lyver sig selv mere dannet, end han er. Miles finder dog på helt stilfærdig vis kimen til kærligheden, og komedien slutter vidunderligt optimistisk. Der er med andre ord håb endnu.
6. Farmanden: ’Pusher 2’
På et tidspunkt bliver manden far, og måske er det først der, at manden bliver rigtig voksen. Først der synes ansvarsfølelsen at indfinde sig. Først der finder manden sin mening. Nicolas Winding Refn bragede i 1996 igennem med ’Pusher’, en hårdkogt, voldelig og på alle måder maskulin gangsterfortælling fra Vesterbros mean streets.
Men den ellers fremragende ’Bleeder’ og hans amerikanske debut ’Fear X’ efterlod ham på afgrundens rand. Og så blev han far! Det affødte ’Pusher 2’, der nemt kan ses som et forsøg på at lave et sikkert hit. Men filmen synes også at være en spejling af instruktørens egne erkendelser som far. Det er en hårdkogt, maskulin coming of age-film, hvor Tonny (Mads Mikkelsen) ikke møder den respekt, han misforstået har fået tatoveret i baghovedet.
Men det er, som om man skal opdage noget større uden for sig selv, før man kan afkræve verden og sig selv respekt. Hans horeunge, den uheldige konsekvens af en natlig druktur, bliver en følsom frelse.
7. Tabermanden: ’Bullhead’
Han opholder sig i udkanten, udrangeret og udtjent, uden uddannelse og uden kvinde. Han er en tabermand. Og han findes. I Udkantsdanmark, i Nordvest, i København K og i Belgiens regnvåde landprovins.
I Michaël R. Roskams debutspillefilm ’Bullhead’ spidsformulerer Matthias Schoenaerts med sin brutale fysikalitet tabermandens dilemma, følelsen af at være totalt afmaskuliniseret. Han pumper sig fuld af de væksthormoner, han også injicerer i familien kvæg. Men han er og bliver en undermåler, for fortidens drengestreger har på tragisk vis frarøvet ham evnen til at sprede sin sæd.
Han bliver aldrig en rigtig mand – i nogens øjne! Og hvordan pokker slipper man også nogensinde fri af den stigmatisering: At være den, der ikke lykkedes, den der ikke kan lykkes. Jacky kæmper indædt mod sin egen skygge, dæmonerne, som æder ham op indefra.