Der er næppe den Tim Burton-film, du havde regnet med. ’Big Eyes’ indeholder ingen fantasivæsner, ingen gotiske gys og ingen Johnny Depp.
Alligevel er galskaben intakt. Naturligvis.
Tim Burtons nyeste film handler om kunstneren Margaret Keane, der fik stor succes i 1950’ernes USA med malerier af melankolske børn med store øjne. Det var imidlertid hendes mand Walter Keane, der i årevis tog æren for hendes værker. Først efter parrets skilsmisse i 1965 blev det offentlig kendt, at Margaret Keane var den sande kunstner, og en bizar retssag mellem parret begyndte.
Den biografiske film med amerikanske Amy Adams og østrigske Christoph Waltz i hovedrollerne fortæller historien om parrets private morads midt i succesen og har indbragt både Adams og Waltz en Golden Globe-nominering. Lana del Reys ’Big Eyes’ er desuden blevet fremhævet som en af årets bedste filmsange.
Filmen er Tim Burtons 17. spillefilm som instruktør. Hans seneste film, ’Frankenweenie’ og ’Dark Shadows’, fik begge verdenspremiere i 2012, sidstnævnte med Burtons hofskuespiller gennem 25 år, Johnny Depp, i hovedrollen som blodtørstig vampyr.
Men modsat de fleste andre kostbare Burton-produktioner (udstyrsstykkerne ’Dark Shadows’ og ‘Alice In Wonderland’ kostede mellem 150 og 200 millioner dollar at lave) er ‘Big Eyes’ lavet for beskedne 10 millioner dollar. Og så er det en langt mere straight film, end vi er vant til at se fra den 56-årige mester.
Det var vi selvfølgelig nødt til at få en forklaring på, da vi mødte Tim Burton i New York.
Hvorfor pludselig en historie fra den virkelige verden?
»Historien i sig selv er så bizar, at det føltes som fantasi. Jeg vidste ikke før 1990’erne, at det var Margaret Keane og ikke hendes mand, der havde malet billederne. I forbindelse med filmen gennemgik vi retssagen og avisudklippene, og det gik op for os, hvor sindssyg en historie det var. Der en scene, hvor Walter Keane opfører sig helt vanvittigt i retssalen, og hvor folk har spurgt mig, om vi ikke har overdrevet lidt med hans person. Men i virkeligheden har vi nedtonet ham i forhold til, hvad der skete i virkeligheden. Absurditeten i hele historien var ekstrem«.
Filmen er blevet kaldt et modent skridt i din karriere. Ser du det selv sådan?
»Det har været en meget anderledes film at lave med et mindre budget end normalt. Med små produktioner skal du arbejde hurtigere, der er færre folk og ingen underlige McDonald’s-forpligtelser. Det nød jeg, det var som at vende tilbage til filmskolen. Samtidig er der meget færre special effects i forhold til mine andre film. Men jeg ved ikke, om den her film er mere moden. Er der sådan en skala, der siger, at jo flere special effects jo mere umoden? Ha! Det tror jeg ikke«.
Men den henvender sig vel til et andet publikum, end du normalt henvender sig til?
»Ja, og på den måde er det en svær film at kategorisere. Jeg tænkte hele tiden, da jeg lavede den: Held og lykke med at sælge den!«
Er filmen en hyldest til Keanes arbejde?
»Jeg voksede op med den her kunst. Det er, hvad jeg vil kalde provinskunst. Det var overalt – hos tandlægerne, hjemme i folks stuer. Kan jeg selv lide det? Næh, jeg finder det faktisk ret forstyrrende, men jeg bemærkede, hvor populært det var, og hvordan folk kopierede det dengang. Det var en slags bevægelse. Nogle folk elskede Keanes kunst, andre hadede det, og det stillede spørgsmål: Hvad er godt, og hvad er skidt? Hvis det var så dårlig kunst, hvorfor var der så så mange, der kunne lide Keanes arbejde? Jeg har selv været igennem det med mine film, og da jeg udstillede mine ting på MoMa (i New York i 2009, red.), blev jeg fuldstændig slagtet af kritikere, der sagde, at det ikke var kunst. Samtidig havde det meget høje besøgstal, de højeste siden deres Picasso-udstilling«.«H«
’Big Eyes’ har dog en ting til fælles med dine andre film: Den handler om en outsider…
»Det er de karakterer, jeg forstår. Jeg føler mig stadig selv som en outsider. Det er ikke noget, jeg har valgt, men noget man mærker, når man vokser op: Jeg laver monsterfilm, og så må jeg være underlig. Jeg har altid følt mig som en outsider. Selv i mit hjemland føler jeg mig som en udlænding, som om jeg var fra et andet sted eller hørte til et andet sted. Og jeg forstår den kreative proces, som Walter Kean gennemgår. Man er i den her eufori. Det er ligesom Ed Wood (Burtons hovedpersonen fra filmen af samme navn fra 1994, red.), som laver ’Plan 9 from Outer Space’, men tror, han laver ’Star Wars’. Walter Keane sælger de her ting og tror, han sælger Mona Lisa. Man bliver fanget i sin egen kreative eufori, der nogle gange ikke bliver opfattet, som du troede, de ville blive. Jeg kan fuldt ud relatere til det«.
Men dine film bliver som oftest lovprist?
»Ikke dem alle. Mine to første film var på listerne over årets værste film. Og alligevel er der nogen, der sætter pris på dem. Det er en dynamik, som er ret fascinerende, selvom der ikke nødvendigvis er et svar på, om noget er dårligt eller godt«.
Hvordan lever man bedst med følelsen af at være outsider?
»Jeg tror, der er mange børn, der føler sig som outsidere og føler sig behandlet, som om de er særlinge. Sådan har jeg også altid haft det, så på den måde føler jeg mig ikke unik. Jeg er desværre bare aldrig vokset fra følelsen. Omvendt kan det også være en fordel. Jeg tror, man kan bruge det til at se på verden fra en anden vinkel nu og da«.
’Big Eyes’ har dansk premiere torsdag 5. marts 2015.
Læs også: Anmeldelse af ‘Big Eyes’