CPH PIX: ’Eliten’
’Eliten’ er ikke nogen stor film, men den er en kolossal bedrift.
26-årige Thomas Daneskov tog sine venner og et kuld amatørskuespillere med på sommerferie i Silkeborg, hvor de over tre uger optog deres fælles spillefilmdebut. Uden om Filminstituttets støttesystem.
Et halsløst forehavende, som små talenter ville brække halsen på, men Daneskov er et stortalent, så han lander på benene og holder for det meste nogenlunde sammen på en film, der ellers truer med at stikke helt af.
Kan det ses, at den kun har kostet en halv million? Tjo, der er vel et par lovlig mørke scener og sporadisk en sløret mumlereplik, men generelt er det en flot film, og især Jasper Spannings håndholdte kameraarbejde, der smyger sig glidende rundt om dørkarme og mennesker, bevidner, at less ofte er more.
Filmen er inspireret af Peter Kristiansens prisvindende 80’er-radiomontage ’Eliten fra minefeltet’ om pianisten Klaus Heerfordts forsumpning i en bohemelejlighed i Brolæggerstræde. Lejligheden er erstattet af et herskabshus, som hovedrollen Carl arver og omdanner til kunstnerkollektiv med fem medlemmer.
Der er rockguitaristen Danny, den følsomme forfatterspire Michael, installationskunstneren Tim, der strør om sig med kosmisk kærlighed, og den smukke fotograf Sara, som er kæreste med Tim. Og så er der Carl selv, han er også forfatter og sidder på sit loftskammer og skriver om sine venner.
For en (kort) stund er alt simpelt og såre godt. Solen skinner, døren er åben, pigerne er smukke, og der er sprut og pot til alle. Men Carl har dæmoner i maven, som han ikke kan styre, når de bliver snalrede, og inden længe starter en destruktiv og dekadent svikmølle, som støder venner væk, alt imens de kunstneriske aspirationer fortaber sig i beruselsens tåger.
Alt sammen udfoldet på beskedne 78 minutter, en passende længde for en film med en spartansk dramaturgi, der ormer sig frem på må og få, tilsyneladende lige så planløst som Carls eget liv. Men det virker fint, er aldrig kedeligt, og havde slutningen blot bragt filmens temaer til en mere tilfredsstillende forløsning, ville den i mindre grad have føltes som en novellefilm, der er blevet strakt ud i begge ender som et stykke vådt vasketøj.
Et af problemerne er, at det ikke helt lykkes at sandsynliggøre Carls depravation, fordi man ikke får nok information til at forstå ham. Han forbliver en lettere abstrakt, utilgængelig størrelse, og det koster lidt indlevelse i en film, som i høj grad er betinget af sin hovedperson og hans sindsstemninger.
Det er ikke Nikolaj Bæks skyld, han gør det glimrende, og det gælder faktisk alle de uprøvede skuespillere. Replikkerne er gode, både de skarpsynede og de sjove (Ali Sivandi har nogle ubetalelige Anders Thomas Jensen-agtige leveringer som pusheren/husgæsten Joachim), men der bliver også stillet store krav til skuespillerne, som blotter sig både psykisk og (især) fysisk i en film med mange nøgne mennesker.
De kaster sig ud i det med en uforfærdethed, som afspejler hele projektets ånd. »Det bliver ikke en lige så stor oplevelse for dig, som det var for mig«, siger Carl til den topløse pige foran ham, før han knapper skjorten op og åbner til sin flommede, behårede vom.
Det mod må man kippe med hatten for. Og så ellers glæde sig til de (endnu) bedre film, som Daneskov og hans hold kommer til at lave i fremtiden.
Kort sagt:
Stortalentet Thomas Daneskov (søn af Lars, i øvrigt) viser vejen for de danske filmtalenter med en nærmest dumdristig spillefilmdebut: Ingen DFI-støtte, skrabet budget, lutter debutanter – men båret frem af utøjlet talent og en smittende energi, som er meget tæt på at redde den fjerde stjerne hjem.
Læs også: Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år