CPH PIX: ’Li’l Quinquin’

CPH PIX: ’Li’l Quinquin’

Vi er i ondskabens hjerte.

En mystisk landmands galskabsramte køer findes livløse rundt omkring i et lille landsbysamfund. I køernes maver finder efterforskerne de parterede rester af en flok landsbyboere, der har måttet bøde for deres synder: Utroskab, racisme og det, der er værre. En brutal hævner er på spil.

Scenariet er typisk for arthouse-provokatøren Bruno Dumont i den forstand, at han igennem hele sit oeuvre har udforsket den ekstreme vold, som i Grand Prix-vinderne ’L’Humanité’ og ’Flandres’. Det har ikke ændret sig i miniserien ’Li’l Quinquin’, der vises i fuld maratonlængde på CPH PIX, men her er bagkatalogets brændende alvor erstattet af et syret, komisk overdrev i en fortælling om uskyld og ondskab.

Som da en kriminalassistent helt umotiveret ræser rundt på landevejene på to og ikke fire hjul i sin tjenestebil, vender 180 grader på rally-manér og ser sin kommissær stige dovent ind i køretøjet, som var intet usædvanligt hændt. Eller da lømlen Quinquin ser sin kærestes fætter gøre sig som superhelten ’Speedyman’, vælte hans psykisk syge onkel omkuld og på bizar vis suge sig fast til en lige, lodret mur.

Quinquin er selv en rastløs ballademager, som suser rundt på sin cykel med sin udkårne, nabopigen Eve, og begår drengestreger i øst og vest, for i det afsondrede landsbysamfund sker der ikke andet end den ballade, han selv laver. Imens holdes en komisk politikommissær og hans fartgale assistent rigt beskæftigede af den bestialske mordsag, som åbenlyst overgår deres forstand. Dumont veksler frem og tilbage mellem de to plottråde, mens de parterede lig stiger i antal.

Især kommisæren er et vidnesbyrd om Dumonts geni. En både knastør og karikeret figur med flere markante tics som kendetegn. Han løfter brynene, drejer hovedet, trækker på munden i abrupte bevægelser, mens han flytter lemmerne, som var han minister for silly walks. At han spilles af en amatørskuespiller, er næsten ikke til at begribe, men så igen: Han har nok bare lidelsen i virkeligheden.

Han opsummerer, hvorfor filmens tre timer og tyve minutter flyver forbi i hujende hast: Fordi Dumont til stadighed formår at fylde sit tegneseriegakkede parallelunivers med sjæl, humor og uanet idérigdom.

Det er netop gennem kommisærens sørgmodigt observerende blik, at vi bevidner samfundets kollektive nedstigning mod helvedets dyb. For ’Li’l Quinquin’ er meget mere end ’Barnaby’ på hallucinogener, det er en ætsende afsøgning af ondskabens afgrundsdybe mulm og mørke.

En glad indvandrerdreng udstødes af samfundet gennem vold af skiftevis verbal og fysisk art. »Neger«. »Abe«. »Fis hjem til Afrika«. Pansret af overbærende accept krakelerer han, i takt med at den ene stikpille afløser den anden, og pludselig er det nok: »Allahu Akbar!«, skriger han febrilsk fra toppen af et tårn, mens han lader patronerne fyge om ørerne på gadens udskud, dem, der tvang ham derop, og dem, der nu skal bøde for det. Ondskab avler ondskab i anden potens.

Dumont stiller generelt flere spørgsmål, end han giver svar, og netop derfor er effekten uudslettelig, når han her sætter årsagsvirkningen på spidsen – og så i en tid, hvor Charlie Hebdo-traumet fortsat nager det franske samfund.

Den ’fremmedes’ fundamentalistiske udvej skyldes ikke så lidt Quinquin og hans kumpaners evindelige hån af ham, hans hudfarve og oprindelsesland, og heri ligger filmens ambivalente kompleksitet: Børnene er på den ene side et produkt af samfundets nedrige væsen, på den anden selve inkarnationen af håb. Quinquins romance med nabopigen Eve funkler af en smittende uskyldig, der er helt uforenelig med møgungens orkestrering af racemotiveret bøllebank.

Sådan er ’Li’l Quinquin’; skizofrent splittet mellem Dumonts signaturnihilisme og nye, vibrerende legelyst. Den er sjov og modbydelig, stilfærdig og larmende, smuk og grim, rørende og rivende gal. Og den efterlader én delt i to, sært opløftet og melankolsk til mode.

Og måske i sidste ende lidt skuffet. For kulminationen på mordgåden er provokerende parentetisk, en fuckfinger til genrens forskrifter. Men når den første frustration har lagt sig, fremstår det bevidste antiklimaks som mere end en arthouse-enspænders selvsmagende provokation, fordi ondskaben står stærkere som abstrakt, allestedsnærværende fænomen.

Den største skuffelse er, at filmen overhovedet slutter, for efter tre timer i ondskabens hjerte, vil man gerne bare blive der.

Læs også: Alt om CPH PIX

Miniserie. Instruktion: Bruno Dumont. Medvirkende: Alane Delhaye, Lucy Caron, Bernard Pruvost, Philippe Jurore. Spilletid: 200 min. Premiere: Vises under CPH PIX 18. april (Cinemateket)
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af