CPH PIX: ‘Manglehorn’
De små irriterende ting. En pære, der springer, en blyant, der knækker. Alt irriterer den indebrændte låsesmed Manglehorn (Pacino) i David Gordon Greens film af samme navn. »Når min toaster brænder brødet på, så ryger den ud«.
Så præcist beskriver han sig selv.
Det er heldigvis ikke hele sandheden om den sammensatte hovedperson, der ligesom filmens instruktør er svær at blive klog på. I den ene ende af spektret har Gordon Green instrueret de tågede og fjollede komedier ’Pineapple Express’ og ’The Sitter’, i den anden ende seriøse meritter som den Malick-lignende ’George Washington’ og sidste års ’Joe’ med Nicolas Cage.
’Manglehorn’ hører til sidstnævnte kategori. Her følger vi titelkarakteren gennem en dagligdag fyldt med hverdagsproblemer, svære familieforhold og eksistentiel lede. Selv om titelkarakteren er en Pacino-classic, brændende af maskulin vrede, så er en af verdens fem bedste mandlige skuespillere over 70 (de andre: Robert De Niro, Morgan Freeman, Jack Nicholson og Michael Caine) dybest set så eminent på grund af kontrasterne til det rå.
Vi oplever nemlig også de små fantastiske ting. Når han krænger sin længselsfulde sjæl ud i breve til sin store kærlighed Claire, der forlod ham. Når han ringer til sin frastødte søn for at fortælle, at han elsker ham. Når han fortæller fantasifulde historier til sit barnebarn. Når han sarkastisk, men også drønende usikkert flirter med den gyldenhårede bankdame, Dawn (Hunter).
Dawn er Manglehorns modstykke. Hun elsker livet, og det bekendtgør hun på en date, hvor han svarer hende med en upassende diarré-kommentar. Som skuespiller er Holly Hunter dog Pacinos kreative sidestykke, da hun har en tilsvarende sårbarhed, der kun lige akkurat holder sig skjult og derfor afsløres så eklatant.
’Manglehorn’ suger langsomt sin tilskuer ind i et overordentligt uventet univers og bliver som sådan den debuterende manuskriptforfatter Paul Logans eget lille oprør mod de skabelonfilm, der handler om en ældre mand, som er endt som et surt røvhul.
Dertil lader Gordon Green filmen stritte i et væld af opfindsomme og originale retninger, sådan at den momentvis antager en næsten Lynch’sk fornemmelse. Som i scenen, hvor Manglehorn tåger gennem et harmonikasammenstød med smadrede biler og vandmeloner over det hele (hvor i alverden kom den scene fra?!). Eller de helt syreklippede, dobbelteksponerede scener med vennen Gary (Harmony Korine), der ligner noget fra Korines eget syretrip, ’Spring Breakers’.
’Manglehorn’ er en af de mest skarpe ’glasset halvt fyldt/glasset halvt tomt’-diskussioner på film i årevis.
Læs også: CPH PIX – Amerikansk indie-film, når det er bedst
Læs også: CPH PIX – Fem små perler med store stjerner, du skal se under festivalen