CPH PIX: ’The Humbling’
Enhver der har set ’Birdman’ (eller bare årets Oscar-show), vil blive ramt af deja-vu få sekunder inde i ’The Humbling’.
En hasbeen-skuespiller sidder foran et spejl og sminker sit furede ansigt. Han snøvler nogle replikker, har en småskizofren dialog med sig selv og rejser sig så for at gå på teaterscenen med det håndholdte kamera i nakken. Da han går udenfor, smækker bagdøren bag ham, så han må spæne rundt til hovedindgangen for at komme ind på scenen.
Lyder det bekendt? I det mindste har han andet end underdrenge på!
Nu kan Barry Levinson (’Good Morning Vietnam’, ’Rain Main’, ’Sleepers’) jo ikke gøre for, at der udkom så ligesindet en film få måneder før hans. Men det gør ’The Humbling’ svær at anbefale, for ’Birdman’ gør bare det hele langt bedre.
Teknisk kan ’The Humbling’ af gode grunde ikke være med. Den er lavet for en ottendedel af ’Birdmans’ budget og er filmet i og omkring Levinsons eget hjem med et håndholdt kamera, som giver dokumentarisk autenticitet, men er lige lovlig rundtosset til min balancenerve. Underlægningsmusikken er insisterende uden at være inciterende som ’Birdmans’ trommer, og de lyriske bevidsthedsstrømme har ikke samme nerve og virtuositet som i kongeniale ’Black Swan’, men er snarere symptomer på en film, der forsøger at virke klogere, end den er.
Men filmens værste skavanker er af dramaturgisk karakter – den er halvkedelig, retningsløs, usammenhængende og formår på én og samme tid at virke både overlæsset med sidehistorier og nærmest begivenhedsløs.
Det starter ellers så fint. Al Pacino er skuespilleren Simon Axler, som med begyndende demens og vrangforestillinger mærker sit talent forvitre, og som kaster sig næsegrus ned fra scenen, da han endelig kommer derop. Metalaget er ikke helt så tykt som med Michael Keatons Birdman, men da Axler holder en elegisk monolog om smerten ved at miste både evnen og lysten til at bruge sit talent, er det svært ikke at tænke tilbage på Pacinos mange råbende automatpilotroller over de sidste 20 år.
Og guess what: Han er i stødet her, nærværende, søvnig og troværdig i en af sine bedre roller i dette årtusinde. Filmen har da også været et personligt projekt for Pacino, som selv købte rettighederne til Philip Roths roman af samme titel, som filmen er baseret på.
Jeg skal ikke kunne sige, om Roths roman slet og ret er uoversættelig til film – ’The Humbling’ er ikke den første fade Roth-filmatisering – men det er i al fald ikke lykkedes Levinson at finde en hovedstrøm og en samlende idé. Da Greta Gerwig dukker op og føjer syre til sin sædvanlige sødme som selvisk lesbisk love interest, bliver filmen noget flaksende – og lettere homofobisk, sågar.
Der er fine og sjove momenter og rammende observationer i Axlers sammenstød med Gerwig, Charles Grodin som hans agent, Dianne West som Gerwigs filmmor og Nina Arianda som en forstyrret kvinde, der vil have Axler til at slå sin mand ihjel, men de bratte spring i toneleje og plottråde gør filmen til en kaotisk oplevelse.
Først i sidste akt, hvor Axler vender tilbage til teaterscenen, rammer Levinson igen rent med en symbolsk slutning, der faktisk står stærkere end ’Birdmans’ flyven fra reden. Bare en skam, at han fór vild på vejen.
Kort sagt:
Al Pacino holder gravtale over sit tabte talent i ’Birdman’-agtig metarolle. Han er mere på, end han har været længe, men Barry Levinson gaber over for meget og taber tråden i en kakofoni af sidehistorier og humørsvingninger, som mudrer den højere mening. Gense hellere ’Birdman’.
Læs også: CPH PIX-filmen ‘Manglehorn’ / Anmeldelse
Læs også: Alt om CPH PIX