CPH PIX: ’Virgin Mountain’
’The 40 Year Old Virgin’ i Island. Sådan ser Dagur Káris ’Virgin Mountain’ (originaltitel: ’Fusi’) ud på overfladen.
Káris fjerde spillefilm handler om Fusi, en 43-årig kæmpemand, der stadig bor hjemme hos mor. Han er mildest talt sagtmodig og genert, har aldrig haft en kæreste, og kollegerne mobber ham ustandseligt.
Men skind kan bedrage, og trods fællesnævnerne kunne ’Virgin Mountain’ dårligt være mere forskellig fra Judd Apatows komedie. Til gengæld minder den en hel del om Søren Balles ’Klumpfisken’ fra sidste år – en lavmælt og indtagende film med stille tristesse og blik for det store i det små.
Káris film (hvoraf ’Nói Albinói’ og ’Voksne mennesker’ er højdepunkterne) har alle været præget af en ubrydelig solidaritet med outsideren. Han giver dem den plads, de ellers aldrig får: Ved højbordet. Her bliver de set og forstået og skildret med en vens ømhed.
Bag sit plumpe ydre er Fusi kun en lille dreng. Hans to største hobbyer er at køre med fjernstyrede biler og at lege krig med miniaturefigurer, han drikker mælk i stedet for te og kaffe, og han forstår slet ikke, hvorfor han skal ind på politistationen og forklare sig, bare fordi han har leget med pigen fra underetagen. Faktisk begriber han ikke den eksistentielle krise, han befinder sig i, men det begynder at dæmre, efterhånden som ’Virgin Mountain’ udarter sig til en aparte romcom med indlejret comic-of-age.
Det sker, da Fusi tager til linedance på moderens opfordring/forlangende og møder Sjöfn, en spruttende livlig, men desværre også svært vankelmodig og humørsyg kvinde, som langsomt graver sig igennem Fusis betonskal. Kári slår dog et sving væk fra Hollywoods fladtrådte hovedvej og når ad omveje frem til en slutning, der godt nok er håbefuld, men også kompliceret, som livet nu har det med at være.
Som Fusi er Gunnar Jónsson helt perfekt. Et kolossalt menneske med fuldskæg, fedtet hår i hestehale og hængende træk, der ligner resultatet af en ansigtssænkning. Umiddelbart frastødende, men gestaltet med en så stilfærdig og enfoldig blidhed, at man på ingen tid føler med ham. Og så har han en sublim fornemmelse for de små, næsten umærkelige pauser, der skaber filmens komik, hvad enten det er en tænkepause før en replik eller en tøven før en handling.
»Tak fordi du ikke slog mig ihjel«, siger Sjöfn, efter at den på det tidspunkt vildfremmede Fusi har kørt hende hjem. Den skal Fusi lige vende i hovedet. »Det var så lidt«, siger han så.
Deres samspil er både sødt og sjovt og fyldt med underfundige lakoniske replikker. Derimod er scenerne på Fusis arbejdsplads skuffende grovkornede. Vi er helt nede på skolegårdsniveau, hvor man stjæler hørebøffer og giver buksevand, og det er egentlig lidt forbløffende at se Kári forfalde til den slags, når nu resten er så fint og følsomt fortalt.
Ikke desto mindre har islændingen, der til daglig står i spidsen for instruktørlinjen på Den Danske Filmskole, skruet endnu en charmerende og bittersød crowdpleaser sammen.
Kort sagt
Dagur Kári vender hjem til Island efter to film på dansk og engelsk med en af sine bedste film. ’Virgin Mountain’ er en lille film om en meget stor mand, et ømt, morsomt og melankolsk portræt af en ensom dreng fanget i en kæmpes krop.
Læs også: Opsigtsvækkende europæiske favoritter, du skal tjekke ud
Læs også: Alt om CPH PIX