‘Fast & Furious 7’

‘Fast & Furious 7’

En bus vælter ud over en klippeafsats. En af vores helte, Brian (Walker), sponser i sidste øjeblik langs bussens tag, hopper, og i selvsamme sidste øjeblik når Letty (Rodriguez) frem og redder sin ven med en imponerende præcis og ganske heldigt timet håndbremsevending.

Den slags nonsens er hverdagskost i ‘Fast & Furious’-universet, og i denne syvende film, der gentagende gange sigter efter at få publikum til at tro på, at biler kan flyve, er alt generelt fuldkommen, som det plejer at være. De svedige biler og de (snarere) smarte (end kvikke) bemærkninger er atter lige så talrige og drengerøvsleflende som de letpåklædte, hoftevrikkende damer, der hepper til Race Wars.

Denne gang er Dom Toretto (Diesel) og hans racerfamilieteam oppe imod den hardcore og meget vrede skurk Deckard Shaw (Statham), der – som hævn for, at de uskadeliggjorde hans bror – har myrdet deres nære ven Han. Den lyssky Mr. Nobody (Russell), gruppens nu faste allierede Agent Hobbs (The Rock) og hackerinden Ramsey (Emmanuel fra ‘Game of Thrones’) assisterer i menneskejagten, og for at få fingre i en ”God’s Eye”-dingenot, der kan nedspore hvem som helst hvor som helst, må Roman og Tej (Tyrese og Ludacris) planlægge et dumdristigt kup i Abu Dhabi.

Man mærker ikke, at ‘Fast & Furious 7’ er gysereksperten James Wans (‘Saw’, ‘Insidious’ og ‘The Conjuring’) første blockbuster. De vanvittige actionsekvenser er overskuelige og velklippede, og han benytter i flere nærkampe nogle interessante indlevelsesfremmende kamerabevægelser. Også kampteknikken er, med modstandere som Tony Jaa (‘Ong-bak’-filmene) og Ronda Rousey (‘The Expendables 3’), mere end kompetent.

Bag seriens effektivt strømlinede underholdning har altid banket et småsentimentalt hjerte. Det er muligt, at Dom smadrer hovedkulds ind i sine fjender, både i og ude af diverse pansrede køretøjer, men hans moralkodeks foreskriver, at hans nærmeste altid kommer i første række. Det bøvede drama med kæresten Letty, der har mistet sin hukommelse, er dog stadigvæk mere end en tand for corny, men Walker og Brewsters sidehistorie om Brians abstinenser efter det vilde liv i sin nye, ufarlige tilværelse som familiefar fungerer.

Rob Cohens oprindelige film, ‘The Fast and the Furious’ fra 2001, havde et relativt beskedent budget på $38 mio., ‘Fast Five’ kostede $125 mio. at lave, og ‘Fast & Furious 6’ hævede udgifterne til $160 millioner. Og nu forlyder det, at Wan har brugt i omegnen af hele $250 mio., et beløb kun ‘John Carter’, tredje og fjerde ‘Pirates of the Caribbean’, ‘Spider-Man 3’ og ‘Tangled’ har overgået.

Denne voldsomme eskalering skyldes delvist den dyre, ekstra postproduktion medført af Paul Walkers død, og Peter Jacksons effektstudie Weta har efter sigende måttet gøre brug af arkivoptagelser i det udfordrende (og potentielt revolutionerende) arbejde med at få Walkers stand-in-agerende brødre til at ligne ham på en prik. Det heldigvis ikke-distraherende resultat er vellykket, og det lykkes desuden for filmen på rigtig fin og smagfuld vis at få sagt ordentligt farvel til hovedkarakteren.


Kort sagt:
Franchisens klart dyreste produktion, James Wans ‘Fast & Furious 7’, leverer velsmurt smæk for skillingen og vil næppe skuffe de mange fans. Og vi andre må jo så forsøge at acceptere eller ignorere den fortsat styrtdykkende grad af realisme. Alternativt måske endda ligefrem more os kosteligt over den.

Læs også: Trailer: Første kig på James Bond-filmen ‘Spectre’ med hårdt medtaget Jesper Christensen

Spillefilm. Instruktør: James Wan. Medvirkende: Vin Diesel, Paul Walker, Jason Statham, Kurt Russell, Michelle Rodriguez, Jordana Brewster, Tyrese Gibson, Chris 'Ludacris' Bridges, Dwayne 'The Rock' Johnson, Nathalie Emmanuel, Tony Jaa, Ronda Rousey, Djimon Hounsou, Lucas Black. Spilletid: 137 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af