I 2011 blev det franske instruktørpar, Eric Toledano og Olivier Nakache, til verdenseje, da deres biografiske komedie, ’De urørlige’, blev en gigantsucces.
Filmen portrætterede en lam mangemillionærs voksende venskab med sin nye handicaphjælper. Nu er parret tilbage med en ny socialrealistisk feel-good-komedie, ’Samba’. Her spiller Omar Sy, der forførte en del kvindehjerter med sine forbudte dansetrin i ’De urørlige’, over for Lars von Triers muse, Charlotte Gainsbourg.
Vi har fanget den ene part af instruktørduoen, Eric Toledano, til en snak om at skulle følge op på en verdenssucces og om, hvad filmmediet kan bidrage med.
Hvordan var det at skulle følge op på en så massiv succes som ’De urørlige’?
»Der var mere opmærksomhed på os end nogensinde før, så der var selvfølgelig et stort pres. Men Olivier og jeg besluttede at lades som om, ’De urørlige’ ikke eksisterede, så vi kunne være så sande som muligt over for os selv. ’De urørlige’ gav os dog friheden til at lave lige den film, vi ønskede«.
Hvorfor tror du, filmen fik så meget succes?
»Jeg tror, at filmen kom på det helt rigtige tidspunkt. Samfundet, politik, uddannelse og religion adskiller befolkningen hver dag, og med ’De urørlige’ gav vi en meget simpel fortælling om dette. Én er sort, én er hvid. Én er fattig, en anden rig. Alt var i virkeligheden meget banalt, men gjorde den sande historie mere identificerbar.
Og så tror jeg, at vi alle – måske ubevidst – tænker over, hvad vi frygter. Lammelse og mennesker, der er anderledes end os selv. Vi gav folk mulighed for at elske noget, man ellers kan frygte«.
Du nævner, I havde frie hænder efter ’De urørlige’. Hvordan var processen, der førte til ’Samba’?
»’Samba’ er baseret på en roman af samme navn, skrevet af Delphine Coulin, som vi længe har drømt om at realisere. Den handler om immigranter, der drømmer om paradis, når de forlader deres land, men opdager, at de langsomt mister deres identitet, når de kommer til eksempelvis Frankrig eller Danmark, fordi de er nødt til at skifte navn og tøjstil. Vi har i mange år haft problemer med at finansiere filmen, men da det endelig blev muligt, tog vi chancen«.
Fik I mange tilbud efter successen?
»Vi fik en del tilbud fra forskellige filmstudier, ja, men vi har aldrig instrueret en film, som vi ikke selv har skrevet. Og så havde studierne allerede en fastlåst forestilling om, hvilke type instruktører vi er, så de manuskripter de sendte til os, lignede mere eller mindre handlingen i ’De urørlige’ – bare ikke nær så god, haha!«.
Du og Olivier har lavet alle jeres film sammen – er I nogensinde uenige om, hvordan en scene skal instrueres?
»Ikke endnu, ikke endnu, haha! Vi er opvokset sammen, så vores venskab rækker langt tilbage. Vi er meget forskellige – han har nogle kvaliteter, jeg ikke har, og omvendt, så vi forstår altid at komplementere hinanden på en positiv måde«.
Både ’De urørlige’ og ’Samba’ sætter nogle meget seriøse temaer under lup. Hvordan håndterer I balancen mellem det alvorlige og det sjove?
»Balancen opstår af sig selv, fordi vi tør tillade os alt, når vi er på optagelserne. Vi skaber et intimt rum, hvor vi kan foreslå hvad som helst til skuespillerne, og så kan vi jo altid beslutte i klipperummet, om vi går over grænsen. Olivier og jeg kender hinanden så godt, at vi kan lave jokes om alt – en god joke er altid velkommen!«.
Hvor vigtig er det samfundskritiske aspekt for jer?
»Film kan stille spørgsmål til og om samfundet. Film kan få folk til at vågne op. Omar Sy er lige for tiden en af de mest anerkendte skuespillere i Frankrig, og jeg synes, der ligger noget interessant i at tage landets mest likable fyr og få ham til at portrættere landets største samfundsproblem: Illegal indvandring.
Det, tror jeg, kan få befolkningen til at se problemet i et nyt perspektiv. Jeg tror ikke, film kan ændre noget i sig selv, men jeg tror, det kan bidrage til ændringer«.
Der er i ’Samba’ mange udførelige scener set fra illegale indvandreres point of view. Hvordan researchede I til de scener?
»Vi lavede en del research. Olivier og jeg boede to uger på et asylcenter. Vi besøgte også fængsler, der kun er til illegale indvandrere, hvor vi kunne få deres historier.
De fortale om, hvordan de skiftede navne, lånte hinandens identiteter og så videre. Der var en, der fortalte om, hvordan han i Frankrig altid klædte sig som en diplomat med arbejdskuffert. Kufferten var ganske vist tom, men politiet tror ikke, han er illegal, når han går klædt i jakkesæt«.
Hvordan var castingprocessen – hvordan endte Charlotte Gainsbourg i hovedrollen?
»Jeg har været fan af Charlotte, siden jeg var barn. Hun blev jo berømt med sin far, Serge Gainsbourg, i en ung alder. Med successen fra ’De urørlige’ blev jeg spurgt, hvilken skuespiller jeg allerhelst ville arbejde med. Mit svar: Charlotte Gainsbourg. Så jeg ringede til hende og inviterede på kaffe. På det tidspunkt var hun i gang med optagelserne til ’Nymphomaniac’ og sagde: ’En komedie er god afveksling fra Lars von Trier’, haha!«.
Både Omar Sy og Charlotte Gainsbourg er fantastiske, men også meget forskellige skuespillere. Hvordan håndterede I det under instruktionen?
»Omar er teknisk set ikke skuespiller – han er i hvert fald ikke uddannet. Så for ham sker alting instinktivt. Han er som et barn, der lever sig helt ind i en leg. Han gør, som han føler. Derfor bliver han også meget påvirket af, hvem han spiller overfor.
Han var meget nervøs, da han skulle over for en verdensstjerne som Charlotte. Hver gang han skulle røre eller forføre hende, blev han helt genert og lamslået. Men jeg tænkte, at hans nervøsitet kun var god og naturlig, så vi brugte det i filmen«.
Er I i gang med næste projekt?
»Olivier og jeg er i fuld gang med at skrive næste manuskript. Men vi har brug for en pause fra de sociale samfundsproblemer. Vi vil gerne lave en ren komedie med masser af kærlighed. Jeg vil gerne høre publikum grine i biografen, fordi det er en svær tid for alle i forhold til økonomien«.
Læs også: »Interview med Jon Stewart – Jeg er Hollywood, baby«