‘Samba’
»Hold afstand. Undgå at blive følelsesmæssigt involveret«.
Dét er regel nr. 1 i asylcenteret, hvor den psykisk ustabile Alice (Gainsbourg) har meldt sig frivilligt til at arbejde, efter hun er gået ned med stress på sit prestigefyldte fødevareindustrijob. Men allerede da hun sidder over for sin første ansøger, senegaleseren Samba (Sy), bryder Alice kodekset. Hun giver ham sit telefonnummer, deler ud af sin sovemedicin og, som om det ikke var nok, stjæler et barndomsbillede af ham fra hans sagsmappe, som hun stiller på sit sengebord…
Og ja, så er der ligesom lagt i ovnen til en romance mellem det umage par.
Ligesom instruktørduoen Olivier Nakache og Eric Toledanos ‘De urørlige’ handler ‘Samba’ om, hvad to mennesker, der tilsyneladende er et lige så naturligt match som en symaskine og en paraply på et dissekeringsbord, kan tilbyde hinanden.
Men hvor førstnævnte var en udelt fornøjelse takket være Sy og Cluzets uforlignelige kemi, er ‘Samba’ så blottet for vedkommende karakterer og ægte gnister mellem dem – og så slem til at underminere al alvor enten med et tykt lag sugar coating eller til fordel for et billigt grin – at den med tilbagevirkende kraft kaster et dårligt lys over forgængeren.
Pludselig fremstår ‘Samba’ nemlig som film nr. 2 i en serie, der (for at sætte tingene lidt på spidsen) kunne kaldes ’hvad privilegerede hvide mennesker kan bruge sorte flygtninge til’. Dybt problematisk.
For hvorfor tage helt til Afrika for lidt romance tourism, når man kan finde en dejlig mand desperat efter menneskelig kontakt (og opholdstilladelse) på det lokale modtagelsescenter? I deres forsøg på at gøre Frankrigs store immigrationsproblemer letfordøjelige sætter den folkekære instruktørduo ikke et øjeblik spørgsmålstegn ved Alices usædvanlige dating-strategi eller Sambas eventuelle forbehold.
De insisterer i stedet på at overbevise os om parrets kærlighed gennem ’dybe’ øjeblikke, som da Samba fortæller Alice, at han (på grund af alle de falske identiteter, han har påtaget sig for at få arbejde) er bange for, han vil glemme, hvem han er, hvortil hun trøstende siger: »Du vil aldrig glemme dit navn. For når du siger det, giver du folk omkring dig lyst til at danse«. Av, av, av.
‘Samba’ er dog ikke kun en usmagelig romantisering af en grim virkelighed, den er også spild af talent. Og det er ikke, fordi Charlotte Gainsbourg absolut skal spille skingrende sindssyg og/eller sexafhængig, hun har for eksempel før gjort det godt i uhøjtidelige dramedies som ’Ma femme est une actrice’.
Men hér har hun intet at arbejde med, og det samme gælder for Tahar Rahim (’Fortiden’, ’Profeten’), der spises af med en åndssvag rolle som Sambas sjove sidekick. I små glimt lykkes det Nakache og Toledano at udstille skyggesiderne ved det kafkaske bureaukrati, som Europas mange flygtninge er fanget i, men det rokker ikke ved, at den mestendels er ganske rædselsfuld.
Kort sagt:
Makkerparret bag gigantsuccesen ’De urørlige’ er tilbage med endnu en værdig film om sorte immigranters strabadser i xenofobiske Frankrig, der følger feel good-opskriften fra sin forgænger. Men ‘Samba’ (bare navnet…) tangerer ikke bare kvalmegrænsen – den kilder drøblen.