‘I Was a Stranger’: Brutal flygtningefilm kvæles i patos
FILM. ‘I Was a Stranger’ er en svær film at se. Helt umulig faktisk, uden at få ondt i maven og en klump i halsen.
Amerikanske Brandt Andersens debutspillefilm foregår nemlig under de mest frygtelige omstændigheder: Aleppo i 2015, hvor borgerkrigen hærger, hospitalerne er overrendt af krigens ofre, og civile bliver skudt på åben gade.
Filmen er opdelt i fem kapitler med hver sin hovedperson, som alle er påvirket af krigen:
Lægen Amira (Yasmine Al Massri), soldaten Mustafa (Yahya Mahayni), menneskesmugleren Marwan (Omar Sy), poeten Fathi (Ziad Bakri) og den græske kystvagt Stavros (Constantine Markoulakis).
Hvert kapitel binder de forskellige skæbner sammen, og det ene er nærmest mere brutalt end det næste. For Andersen er tydeligt gået til ‘I Was a Stranger’ med et aktivistisk mål for øje: at give et råt indblik i borgerkrigens frygtelige realiteter.
Han lykkes da også med at skabe en uafrystelig filmoplevelse. Missilstøj, skud, barnegråd og skrig fylder lydbilledet, til man er ør i hovedet.
Som Amiras fødselsdagsfejring, som først føles som et tiltrængt lys i mørket. Men droneangreb holder aldrig pause, og på få sekunder reduceres det trygge hjem til murbrokker og aske.
De mange brutale sekvenser – om det er en redningsaktion med de hvide hjelme eller en flugt over grænsen i en bils mørke bagagerum – er instrueret med sikker hånd. De er ulidelige og rystende at overvære, og samtidigt helt umulige at vende blikket fra.
Men elendighederne kammer dog ofte over i overdreven dramatik, hvor det er svært at se den humanistiske katastrofe for bare patos.
Det er særligt svært at ignorere, at Andersen bruger det ældste trick i bogen: nuttede børn.
Fathis datter vil ikke forlade flygtningelejren, fordi hendes hundehvalp ikke må komme med. Amiras datter venter i timevis på hende på hospitalet, fordi hendes mor har fødselsdag.
Ikke engang menneskesmugleren Marwan kan nøjes med at være en kynisk hustler i et skummelt erhverv. Han har naturligvis også en nuttet (og syg) søn, som siger nuttede ting og venter dagen lang på, at far kommer hjem og putter ham.
Manuskriptet føles som første udkast til et ellers udmærket drama. Man savner kompleksitet.
Kender man lidt til den amerikanske distributør og streamingtjeneste bag, er det måske ikke overraskende, at filmen tilsyneladende vægter budskabet over alt andet.
Den kristent-funderede virksomhed Angel Studios (titlen ‘I Was a Stranger’ er en reference til en passage i Matthæusevangeliet) er herhjemme nok bedst kendt for trafficking-dramaet ‘Sound of Freedom’. En film, som her på Soundvenue blev kaldt »direkte usmagelig« og et »filmisk overgreb« på de børn, den skildrer.
Helt så grelt står det ikke til med ‘I Was a Stranger’. Alligevel er der nogle ærgerlige lighedspunkter.
For det første har begge film tydeligvis hjertet på rette sted, men mangler egentlig indsigt: Borgerkrigen i Syrien og trafficking af børn er uden tvivl vigtige problemstillinger, men man forlader begge filmoplevelser uden følelsen af at have opnået en særlig viden om emnet.
For det andet fik ‘Sound of Freedom’ stor opmærksomhed gennem sit pay it forward-program, hvor biografgæster kunne købe billetter til andre gæster, som dermed kunne se filmen gratis. En ordning, som gjorde filmen til et af 2023’s helt store biografhit.
På samme måde får man under rulleteksterne til ‘I Was a Stranger’ en skriftlig hilsen fra Brandt Andersen.
Han fortæller blandt andet, at filmen er hans hyldest til de syriske flygtninge, han har mødt gennem sit arbejde. En hyldest, der er så vigtig at få ud i verden, at man jo ved filmens visning i USA lige har kunnet scanne qr-koden, inden man forlader salen, og deltage i et lignende pay it forward-program.
Dette amerikanske billetkøbssystem overføres ikke til danske biografer, selvom der givetvis er mange mennesker (og nyvalgte folketingsmedlemmer) her til lands, som ville have godt af at bruge 100 minutter i selskab med syriske flygtninge.
Alligevel føles Andersens opfordring mest som et uønsket besøg fra Jehovas Vidner. Jeg så hellere, at de lod filmen tale for sig selv snarere end at forfalde til regulær guilt tripping.
Kort sagt:
Den femdelte ‘I Was a Stranger’ har næsten for gode intentioner i sin skildring af borgerkrigen i Syrien og de horrible menneskelige konsekvenser. Et ellers medrivende og uafrysteligt drama kammer over i patos og undermineres til sidst af skabernes ønske om billetsalg.