10 ting, du skal vide om ’Mad Max’, inden du ser den

Hvem er Mad Max, hvorfor kommer filmen først nu, hvad har vaginamonologerne med det hele at gøre, og kommer der flere?

tom hardy

 

1. Hvem er Mad Max?

Max Rockatansky er navnet på hovedrollen i alle fire ’Mad Max’-film. Han introduceres i ‘Mad Max’ fra 1979 som politimand på de australske landeveje i en fjern fremtid. Han bliver dog først en rigtig mad ørken-enspænder, da en sindssyg motorcykelbande slår hans kone og barn ihjel. Man får ikke meget mere at vide om Max, end at han er sindssygt god til at køre bil, at han kan slå på tæven og, vigtigst af alt, at han kan overleve imod alle odds. Således er det op til publikum at danne deres eget indtryk af den læderbeklædte enspænder, og på mange måder er han mere en katalysator for udfoldelsen af et righoldigt univers end en multifacetteret figur i sig selv.

Se flere ting, du skal vide om ‘Mad Max’, på de næste sider.

theron1

 

2. Hvor befinder vi os egentlig?

Alle ’Mad Max’-filmene foregår i en postapokalyptisk ørkenverden, hvor mad, vand og især olie er eftertragtede råvarer, men lidt som med selve karakteren Mad Max får filmenes fremtidsunivers ikke synderligt meget baggrundshistorie med på vejen. Af en eller anden årsag har der været global atomkrig. Stat og civilisation er brudt sammen og erstattet af stammelignende bander, hvor dem med de største biler og det meste benzin (og de mest outrerede læder-outifts) hersker over alle andre. Grundlæggende handler livet om en ting: Overlevelse.

george miller

 

3. Hvem er instruktøren bag?

George Miller har instrueret alle ’Mad Max’-filmene. Han er australier og uddannet som læge, men hans interesse for film fik ham hurtigt til at etablere en karriere som instruktør, producer og manusforfatter.

Miller havde en drømmedebut med lavbudgetsfilmen ‘Mad Max’ i 1979. Den blev hurtigt filmhistoriens mest rentable film – ingen anden film (indtil ‘The Blair Witch Project’) havde tjent sig selv ind så mange gange som den. Siden da har han skøjtet rundt i forskellige genrer, med komedier som ‘Heksene fra Eastwick’, dramaer som ‘Lorenzos Olie’ og familiefilm som ‘Babe’ og Oscar-vinderen for bedste animationsfilm, ‘Happy Feet’. Med andre ord en alsidig herre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Hvor kom Millers inspiration fra?

George Miller voksede op på landet i Australien, hvor han ofte så trafikuheld på landevejene. I starten af 70’erne arbejdede han som læge på skadestuen på et hospital i Sydney, hvor han løbende behandlede ofre for trafikuheld. Han har selv udtalt, at al denne eksponering for bilsmadder gav ham idéen til ‘Mad Max’.

Derudover trak forfatteren til den første ’Mad Max’-film, James McCausland, på oliekrisen i 70’erne. Han oplevede, hvor langt australiere vil gå for at at skaffe benzin til deres biler. Ofte kulminerede det i fysisk vold, når benzintørstige bilister dannede lange køer ved benzinstationerne i forsøget på at få nogle værdifulde dråber til deres biler. Miller og McCausland lagde to og to sammen og skabte ‘Mad Max’ på basis af hver deres observationer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Hvorfor er ’Mad Max’-serien blevet kult?

‘Mad Max’ opnåede enorm succes i hjemlandet Australien, og ‘Mad Max 2: The Road Warrior’ tog succesen videre til USA. I dag kan filmene virke bedagede og kitschede, så det kan være svært at forstå deres brede succes, men filmenes historier er så arketypiske, at alle kan være med på dem og forstå dem.

Grundlæggende er det westernfilm, sat i en fjern fremtid, med temaer, der især vakte begejstring hos det amerikanske publikum i landets meget konservative 80’ere. Siden da er Mad Max-trilogien nok mere blevet kult på grund af mængden af gale indfald og detaljer: De absurde SM-agtige læderkostumer, de bizarre karakterer og naturligvis de modificerede motorcykler, biler og trucks, der tørner sammen.

Miller

 

6. Hvorfor kommer ‘Fury Road’ 30 år efter 3’eren?

George Miller begyndte allerede at arbejde på en fjerde ’Mad Max’-film i 1998, men en lang række problemer forhindrede filmens tilblivelse. Først gjorde terrorangrebene på World Trade Center i 2001 økonomien alt for usikker. Så gjorde den tiltagende krig mod religiøse ekstremister det for usikkert at filme i Namibia i 2003, hvilket ellers var planen.

Flere forsøg endte med, at Miller endelig kunne gå i gang med optagelserne i Australien til ‘Fury Road’ i 2011, men midt under optagelserne blev filmens ørkenlandskaber forvandlet til frodige enge takket være en usandsynligt våd årstid. Produktionen måtte stoppes i et år og flyttes tilbage til Namibia, hvor filmen endelig kunne færdiggøres.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Hvorfor ingen Mel Gibson?

George Miller ville oprindeligt have, at Mel Gibson skulle vende tilbage til rollen som Mad Max i ‘Fury Road’. Tilbage i slut-90’erne virkede det sandsynligt, men da Mel Gibson i starten af 00’erne oplevede en meget offentlig nedsmeltning, takket være alkoholproblemer og rabiate politiske udtalelser, gik det skævt.

Årene gik med produktionsforsinkelser, og tiden endte med at løbe fra Mel. I stedet skiftede Miller fokus til den da relativt ukendte Tom Hardy, der endte med at overtage rollen. Det hele er dog foregået i god tone, hvilket senest kunne ses, da Mel Gibson troppede op til verdenspremieren på ‘Fury Road’ arm i arm med Miller og Hardy.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Er effekterne ægte?

I modsætning til mange andre blockbustere er ‘Fury Road’ ikke spækket med computerskabte effekter. I stedet tog George Miller tidligt i produktionen en beslutning om, at så mange af filmens actionscener som muligt skulle være ’ægte’. Således har der mest været gang i computereffekterne i tilblivelsen af filmens øde landskaber.

Selv filmens største eksplosioner er skabt uden hjælp af pixels og processorer, og George Miller har efterfølgende udtalt, at omtrent 80 procent af de visuelle effekter er skabt uden hjælp fra computere.

theron2

 

9. Hvad har ’Vagina-monologerne’ at gøre med Mad Max?

En buldrende, eksplosiv, kaotisk actionfilm er måske ikke lige stedet, man mest forventer at få smækket et meget direkte feministisk budskab lige i fjæset. Men uden at afsløre for meget er det alligevel netop, hvad ‘Mad Max: Fury Road’ leverer, ikke mindst i kraft af Charlize Therons Furiosa, der spiller en stor rolle i filmen.

Af samme årsag blev feministen og forfatteren af ‘The Vagina Monologues’, Eve Ensler, tilknyttet produktionen som konsulent. Hun har rådgivet og undervist en del af skuespillerne i menneskerettigheder og kvindekamp, men præcis hvordan det spiller ind i historien, må du vente med at finde ud af, indtil du ser filmen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Kommer der flere?

Skulle ‘Mad Max: Fury Road’ gå hen og blive den succes, som alle håber på, ligger George Miller inde med indtil flere andre historier i ’Mad Max’-universet, blandt andet et manus med titlen ‘Mad Max: Furiosa’.

Miller har også planer om animerede film og tegneserier, og der er endda et Mad Max-computerspil på vej. Derudover har Tom Hardy skrevet under på en kontrakt, der sikrer ham rollen i op til tre efterfølgende ’Mad Max’-film. Under alle omstændigheder afhænger produktionen af fremtidige ’Mad Max’-sager i høj grad af, hvordan ‘Fury Road’ klarer sig i alverdens biografer.

Læs også: Det skal du se i biografen i maj

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af