Vi kender alle sammen det rislende sus ved at opleve en filmslutning, der virkelig får os til at spærre øjnene op – eller lukke dem på klem: Som i ’Star Wars V: The Empire Strikes Back’, da Darth Vader afslører, at han er Luke Skywalkers far, den afbrudte bryllupsscene i ’The Graduate’, ’Seven’, ’Den sjette sans’, ’The Shining’, ’Primal Fear’, ’Fight Club’, ’Inception – the list goes on…
Her har vi undgået disses klassiske slutninger og zoomet i stedet ind på finaler, som virkelig har delt vandene og bragt pisset i kog, lidt som Ridley Scotts ’Blade Runner’, der på torsdag igen kan ses i de danske biografer, og som velsagtens har filmhistoriens mest omdiskuterede slutning.
Vi behøver vel næppe skrive det, men: Spoiler alert!
1. ’Oldboy’ (2003)
Hvorfor er den kontroversiel?
Incest kan altid bringe sindene i kog. Det har vi set talrige gange på film, og et potent nyere eksempel er anden del af sydkoreanske Park Chan-wooks ’hævn’-trilogi, ’Oldboy’.
Efter at have siddet indespærret i 15 år i et aflåst værelse uden at kende årsagen sættes forretningsmanden Oh Dae-su fri og indleder jagten på sandheden om sin skæbne.
Dae-su forelsker sig i en ung, kvindelig kok, der til sidst viser sig at være hans datter. Det hele er et forprogrammeret set-up udtænkt af Dae-sus kidnapper. For at gøre en indviklet historie kort: Takket være en hypnotisørs hjælp kan Dae-su fortrænge, at hans elskede er hans egen datter, og i slutscenen ser man ham omfavne hende i et snelandskab.
Han smiler, men er det ikke, som om smilet stivner en anelse, som om der gemmer sig en undertrykt smerte i hans grimasse? Er Dae-su bevidst om, hvad han gør, og vælger han bevidst at ignorere den incestuøse skam til fordel for et ulige kærlighedsforhold baseret på en grum fortielse?
Fungerer den?
Uanset om Dae-su i den sidste scene ved, at hans elskede er hans datter, eller ej, så står hans moralske valg uforandret: Han bad hypnotisøren om at fremtvinge en fortrængning i sit sind og har dermed allerede aktivt truffet sit valg. Han ræsonnerer desuden, at det er i orden, hvis hun ikke kender sandheden.
Filmen stiller nogle stærke moralske spørgsmål, og Dae-su udfører et eklatant normbrud. Han handler forkert, men er han klar over det i sidste ende? Måske er det hele tilmed en del af hans nu døde kidnappers plan: At drive gæk med ham fra graven…?
En del af Chan-wooks overvejelser om scenen må have knyttet sig til publikums reaktion på den: For uanset hvad de to overlevende hovedpersoner ved eller ikke ved, kender vi sandheden. Kan vi – som medvidende – bifalde grænseoverskridelsen? Det er måske i sidste ende publikums egen moralske konflikt, slutningen snedigt fremprovokerer.
![Breaking the Waves]()
2. ’Breaking the Waves’ (1996)
Hvorfor er den kontroversiel?
Lars von Triers ’Breaking the Waves’, der vandt Juryens Pris på Cannes-festivalen, følger den utilpassede Bess (en fremragende Emily Watson i sin gennembrudsrolle) fra et stærkt religiøst, skotsk småbysamfund, der skal giftes med boreplatformsarbejderen Jan (Stellan Skarsgaard). Kort tid efter brylluppet kommer Jan ud for en arbejdsulykke, der gør ham invalid. Det er nu Jans ønske, at Bess skal udleve hans seksuelle fantasier med fremmede mænd. Fremmedgørelse og deroute følger…
I filmens sidste scene ser vi nogle enorme kirkeklokker hænge ned fra himlen. De klinger løs, mens man akkurat kan ane konturerne af en boreplatform langt, langt nede i havet under den. Hvad vil Trier sige med denne slutning? Melodramatisk gimmick eller tro og poesi i smuk samklang? Diskussionen raser fortsat…
Fungerer den?
I grunden handler ’Breaking the Waves’ om, hvordan et fundamentalt godt og godtroende (eller mere positivt formuleret, uskyldsrent) menneske bliver udfordret af to af de samfundsinstitutioner, der præger menneskelivet: Kirke og ægteskab. Hendes passion og hendes tro smelter sammen, og det samme gør hendes styrke og sårbarhed.
Med sin iøjnefaldende slutning forsøger Von Trier måske at omfavne Bess’ egen tro på det mirakuløse?
Der findes ingen klokker i den lillebykirke, hvor Jan og Bess bliver gift. Den slags hører, ifølge de lokale, ind under samme djævelskab som de 1970’er-rockhits, der spiller, hver gang filmens kapitelinddelingstableauer toner frem. Senere fortæller en af de lokale ældre, at kirkeklokker er ’menneskets værk’ og derfor ikke har noget med Gud at gøre.
Man må tro, at Lars von Trier i overført forstand ringer med klokkerne for den afdøde (og udstødte) Bess? De klokker, som et strikt og (ifølge Trier) misforstået moralkodeks nægtede hende på bryllupsdagen. Han formår på den måde både at sympatisere sig med Bess og hendes livssyn, samtidig med at han tilslutter sig en æstetisk frem for moraliserende religiøsitet.
Trier har utvivlsomt sat stor pris på selve provokationen i at bryde den realisme, resten af filmen abonnerer på, så markant, at folk tabte næse og mund ved premieren. Og slutningen er da også den mest opsigtsvækkende i en dansk film, siden Dreyer lod en mand stå op fra de døde i ’Ordet’ fra 1955.
3. ’2001: A Space Odyssey’ (1968)
Hvorfor er den kontroversiel?
Slutningen på Stanley Kubricks visionære sci-fi-fabel vil efterlade enhver, der har stamina til at sidde filmen til ende, med en uundgåelig reaktion: Hvad pokker skal det hele betyde?
Det, der står nogenlunde klart, er, at filmens hovedperson Dave flyver gennem en form for portal og kommer ud på den anden side og stirrer på en (formentlig) ældre version af sig selv i et rum, der må beskrives som temmelig aparte!
Men hvad betyder det? Og hvad skete der lige? Vi ved, at Dave har besejret den truende computer HAL 9000, der er om bord på rumskibet. Men hvor ender han henne? Ved tidens begyndelse eller slutning – eller dybt inde i sit eget tankespind? I filmens sidste, uforglemmelige skud ser vi et menneskefoster glide gennem rummet, et motiv, der er mere uudgrundeligt end opklarende.
Fungerer den?
Den del af publikum, der forventer/kræver en traditionel slutning, vil blive slemt skuffede over ’2001’. Der er ikke nogen forløsning eller forklaring. Har man intet problem med det, vil man få en sjældent dyb oplevelse.
Det enestående ved filmen er, i hvor høj grad Kubrick stoler på sit publikums intelligens. Han går ikke på kompromis med sin form (der er fx meget få forklarende dialogbidder undervejs). Han giver os plads til at blive betaget, en effekt, der især skabes ved de mageløse, dvælende billeder og den klassiske musik på lydsporet.
Kubrick fortæller ikke en stringent historie med et klart budskab, han lader vores fantasi tage over, så vi tør digte med og – derigennem – får vækket vores ærefrygt over for livets gave og gåde.
4. ’The Mist’ (2007)
Hvorfor er den kontroversiel?
Frank Darabonts Stephen King-filmatisering ’The Mist’ er på mange måder en gennemsnitlig gyser. Setuppet er et supermarked, hvor nogle af beboerne i et lille samfund er samlet, efter en dræbende tåge har indhyllet byen. Vi ser dog monstrene næsten med det samme, og vi ved derfor, at truslen er særdeles konkret. Det dræner fortællingen for enhver fornemmelse for suspense.
MEN: Da vi forlader supermarkedet og følger vores helte på en skæbnesvanger biltur, sker der noget. Køreturen ledsages af Dead Can Dances ’Host of Seraphim’ på lydsiden, et umanerligt effektfuldt, stemningsgribende valg. Lige inden tågen letter – og vi ser hæren rykke ind (de har åbenbart besejret truslen fra det ydre rum) – skyder filmens hovedperson, familiefaren David, alle sine medpassagerer, inklusive sin egen søn, fordi situationen synes håbløs.
En far når altså at skyde sin søn, sekunder inden han indser, at menneskeheden har vundet slaget.
Fungerer den?
Ja, for pokker! ’The Mist’ havde været ordinær uden sin slutning. Optakten med Dead Can Dance på lydsiden er intenst foregribende i al sin makabert-elegiske gru/skønhed, og selve slutningen er ikke alene modig og godt eksekveret, den udgør en så uhørt (for ikke at sige, traumatiserende) drejning, at man knapt tror sine egne øjne. Det er stærkt på så konkret vis at stille en (for menneskeheden) lykkelig slutning op imod den mest tragisk mulige finale for den enkelte (tilmed vores hovedperson).
Interessant nok var twistet ikke en del af Kings forlæg, så manuskriptforfatterne skal have pluspoint på kontoen for det inspirerede valg – og producenterne for at give grønt lys til det!. Det redder næsten filmen fra den tåge (sorry!) af forglemmelighed, der præger resten af historien.
5. ’Easy Rider’ (1969)
Hvorfor er den kontroversiel?
Dennis Hoppers instruktørdebut blev en kæmpesucces, fordi den smeltede sammen med den tid, den blev lavet på. Den blev et sindbillede på både den drøm og det mareridt, der lå på lur i formuleringen af 1960’ernes utopi om frigørelse fra snærende normer og konventioner.
I slutningen lider vores to motorcykelkørende antihelte (spillet af Peter Fonda og Hopper selv), der indtil da har kørt de amerikanske highways tynde på en cocktail af hippie-frihedstrang, rastløshed, alkohol og stoffer, en voldsom død i mødet med en flok forbipasserende rednecks, der ikke just har den samme ide om frihed som Billy og Wyatt (en ret direkte henvisning til western-mytologiens ’frihedsjægere’, Billy the Kid og Wyatt Earp).
Det er en hård, hvis ikke ligefrem kynisk slutning på en film, der i lange stræk dyrker frihedssuset fra de store veje, en drøm om Amerika som mulighedernes kontinent, hvor man med et åbent sind og i evig bevægelse kan holde den lurende konformitet stangen. Et af filmens budskaber synes at være, at de, der ikke tør være frie, vil hade dem, der godt tør udleve friheden. Det er den ’logik’, der kommer til at koste Billy og Wyatt dyrt.
Fungerer den?
’Easy Rider’ er, set i bakspejlet, meget tidstypisk. Filmen er kompromisløs, idet den kuldsejler den modkulturelle drøm, hovedpersonerne (og, må man formode, Fonda, Hopper og Jack Nicholson, der har en birolle) repræsenterer. På den måde er filmen et wake-up-call til flower-power-generationen om, at de er godtroende fjolser, hvis de tror, at den idealistiske fantasi har sejret.
I den forstand er filmen i øjenhøjde med de slagskygger, 60’er-drømmen kastede, som årtiet ebbede ud: Den fatale Rolling Stones-koncert i Altamont (hvor Hell’s Angels tæskede en ung, sort mand til døde) og Charles Manson-bandens myrderier – begivenheder, der fandt sted i 1969, samme år som filmen udkom.
Men var 60’er-modkulturen så forblændet, at det var enten-eller? På fem årtiers afstand vil man nok synes, at der findes alternativer til det frihedsbegreb, filmen fremstiller. På den måde virker både filmen og dens slutning sært bedaget. Frihed er andet og mere end at flygte fra virkeligheden.
6. ’The Wicker Man’ (1973)
Hvorfor er den kontroversiel?
Kultklassikeren ’The Wicker Man’ er med lidt af en tilsnigelse blevet kaldt for ’folk horror’ på grund af dens særlige affinitet for et mytisk, ligefremt hedensk England uberørt af moderne luner og konventioner.
Filmens kontroversielle slutning spiller på den overraskelseseffekt, der ligger i, at en (særdeles kristen) politimands eftersøgning efter en forsvundet pige på en lille ø ved Hebriderne resulterer i en højtidsfejring, hvor han spærres inde i en kæmpe stråmandsskulptur og ofres til de hedenske afguder af øboerne, mens de afsynger en ældgammel, engelsk folkesang.
Sammenstødet mellem det moderne, bureaukratiske Englands regler og de kristne normer og øboernes dyrkelse af fortidige, keltiske traditioner gør filmen til en sær størrelse i kraft af sin bedrageriske miljøskildring, stille komik og en kun snigende uro, der så til sidst kulminerer i en chokerende finale, hvor uhyggen pibler frem som mus fra en brændende lade: Den forsvundne pige var et snedigt set-up – det er Howie (politimanden) selv, der skal ofres!
Fungerer den?
Uden sin slutning havde ’The Wicker Man’ helt sikkert ikke vundet sit ry som en ægte kultklassiker. Men det ry er fortjent i den forstand, at slutscenen er lige så mesterlig, som resten af filmen er, nå ja, temmelig ordinær.
En af grundene til, at scenen fungerer så godt, er brugen af kontraster: De glade, syngende øboere over for den skræmte, skrigende Howie og det smukke, solmættede landskab over for gruen i menneskeofringen. Det håndholdte kamera giver os en fornemmelse for Howies synsvinkel, hvilket kun øger intensiteten og indlevelsen.
Det afsluttende billede, hvor hovedet på den brændende (titel)figur falder af, og solnedgangen i baggrunden toner frem, er et ikonisk skud, der sidder fast i erindringen.
7. ’The Dark Knight Rises’ (2012)
Hvorfor er den kontroversiel?
Hele filmen var kontroversiel for mange, i og med at den synes konstrueret ud fra den præmis, at det er ok at fylde en film med plothuller og tilfældigheder i en grad, så det virker borderline lattervækkende. Det kan næppe have været Christopher Nolans intention, at plotafviklingen skulle udløse himmelvendte øjne, eftersom hans Batman-trilogi er gennemsyret af et så massivt, uigennemtrængeligt mørke, at det får Zack Snyders ’Man of Steel’ til at virke som et barns besøg i en slikbutik til sammenligning.
I dét dystre lys virkede slutningen på trilogien – i form af den sidste scene i ’The Dark Knight Rises’ – som en rød klud for mange fans. Hvad er nu det? En lykkelig, afslappet (gisp!) Bruce Wayne i samvær med Selina Kyle/Cat Woman på en fortovscafé i Firenze…
Det er Waynes butler, Alfred (Michael Caine), der – igen: ganske tilfældigt – spotter parret. Alfred var ellers af den overbevisning, at hans tidligere arbejdsgiver var røget til de evige flagermushuler i forbindelse med atomulykken i Gotham, der er kulminationen på filmens endelige konfrontation.
Fungerer den?
Der er en smule tvetydighed knyttet til slutningen, idet vi tydeligt oplever scenen fra Alfreds synspunkt. Prøver Nolan at antyde, at scenen foregår i Alfreds fantasi?
Omvendt: Hvis man køber slutningen (og Nolan giver ikke for alvor sit publikum grund til at betvivle, at det rent faktisk er Selina og Bruce, der nyder livet over en god kop cappuccino), så synes den halvbagt. Nolans trilogi er generelt så demonstrativt deprimerende, at man forventer en slutning, der fortsætter den nihilistisk-sadistiske leg med publikum.
Så selvom man under mørkemanden Wayne en lykkelig udgang på et ret rædderligt liv i Gotham, så virker det for nemt, at netop han – det mest besatte og humorforladte menneske på jorden – er i stand til at opgive kappen til fordel for livet som kosmopolitisk dagdriver i Old Europe.
8. ’The Planet of the Apes’ (1968)
Hvorfor er den kontroversiel?
Den overrumplende slutning på originalversionen af ’The Planet of the Apes’ er en af filmhistoriens mest berømte, i hvert fald hvis vi tænker i den mere kulørte ende af skalaen.
Filmen, der også med rette er blevet fremhævet for sit imponerende make-up-arbejde og Jerry Goldsmiths score, handler om en gruppe astronauter, der ankommer til en planet efter at have været nedfrosset i to tusind år. Planeten styres af aber, mens nogle menneskelignende væsener fungerer som en underlegen slaverace.
I slutscenen undslipper vores helt, Taylor (Charlton Heston), abernes onde leder, Dr. Zaius, og bevæger sig langs kysten, da han støder på Frihedsgudinden, delvist nedsunket i sandet. Han indser, at planeten er Jorden, og at mennesket må have ødelagt alt for sig selv i en omfattende atomkatastrofe for længe siden.
Fungerer den?
Det er nok ikke mange, der ser ’Planet of the Apes’ for første gang uden at kende til slutningen på forhånd, og der er en grund til, at den er så legendarisk, som tilfældet er.
Scenen bliver kun bedre af, at Taylor ikke bare indser, at han befinder sig på Jorden, men i næste nu synker sammen i sandet, mens han fortvivlet råber: »Goddamn you all to hell! « På den måde går han fra chok til fortvivlelse til en fordømmelse af menneskeracens ødelæggende dumhed i løbet af ganske få øjeblikke. I den fordømmelse ligger også filmens budskab: En advarsel til samtidens biografpublikum om, hvor galt det kunne gå, hvis den herskende koldkrigsparanoia tog overhånd: Et markant, presserende budskab i filmens udgivelsesår (1968).
9. ’Sunshine’ (2007)
Hvorfor er den kontroversiel?
Danny Boyles knudrede sci-fi-fortælling om en gruppe astronauter på rumskibet ’Icarus II’ (en tidligere mission, ’Icarus I’, er forsvundet sporløst syv år tidligere), der forsøger at reaktivere solen ved at kaste en medbragt brintbombe i dens midte, er bygget op som en tænksom, eksistentiel og moralsk fabel, der dybest set beskæftiger sig med et ældgammelt tema om mennesket som dets egen værste fjende.
De mange uheldssvangre og tankeprovokerende udviklinger undervejs er med til at sætte dette grundtema i skarpt relief. Den balance bliver der rykket ved i slutningen, hvor den overlevende besætning konfronteres med Icarus I og dens overlevende kaptajn Pinbacker, der i en sindsoprivende finale forsøger at gøre det af med besætningen på ’Icarus II’, da han anser det for Guds vilje, at mennesket skal uddø.
Vi bliver aldrig helt kloge på, hvorvidt missionen lykkes (at kickstarte solen, altså), men slutbilledet antyder, at vi – mod alle odds – oplever en lykkelig udgang på mareridtet, da den sidste overlevende astronaut detonerer bomben. Tilbage på Jorden iagttager hans søster nemlig solen, der i samme nu synes at flamme op…
Fungerer den?
Lad os lige opholde os ved det idiotiske ved rumskibenes navne: Ville nogen i ramme alvor opkalde to rumskibe med kurs mod solen efter en uheldssvanger sagnskikkelse, der netop brændte sine vinger og styrtede ned i mødet med solen? Næppe.
Angående selve slutningen: Filmens oplæg som en meditation over moralske dilemmaer og eksistentiel trøstesløshed er dårligt tjent med at kaste sig ud i en vild, actionmættet finale. Hermed kommer filmen til at handle om det noget mindre besnærende ved at se en kulret og solbranket religiøs galning jage medmennesker på begrænset plads i solens umiddelbare nærhed. Den slutning harmonerer ikke særlig godt med den første time af filmen, som er væsentlig mere engagerende end bøhmandens amokløb til sidst.
10. ’Bonnie & Clyde’ (1967)
Hvorfor er den kontroversiel?
Sammen med Mike Nichols’ samtidige ’The Graduate’ (hvis berømte slutning lige så godt kunne have været taget med i dette selskab) var Arthur Penns ’Bonnie & Clyde’ med til at revolutionere Hollywood. Ind med et nyt, friskt, ungt, voldeligt og sexet filmsprog, der ikke var bange for at gå imod tidens bornerte normer og filmcensurens puritanske standarder. Ud med stive, værdikonservative og forudsigelige studieproduktioner.
Slutningen på sagaen om forbryderparret Bonnie & Clyde (Warren Beatty og Faye Dunaway, hvis chikke 1930’er-kluns også var med til at danne mode, ikke mindst Dunaways skråt siddende baret) var ret epokegørende og derfor indlysende kontroversiel for det mere traditionelt orienterede publikum: Vores to hovedpersoner møder deres endeligt fanget i en brutal maskingeværsalveregn, der nærmest flår deres kroppe op som usynlige kroge: En uhørt voldsom død for to personer, som har engageret publikum i to timer.
Fungerer den?
Når man ser slutningen, indser man med grumættet tilfredshed, hvor forløjet en udgang det ville have været, hvis vi blevet serveret en hvilken som helst anden slutning. Og det er jo i hvert fald en af de centrale definitioner på en vellykket finale.
Rent filmisk er den endvidere mageløst godt skruet sammen med krydsklipningen mellem ansigter, kroppe, landskabet, en modkørende bil og de ansigtsløse angribere gemt i en busk på den anden side af vejen.
Selve geværsalven er chokerende voldsom, som en slow-motion-symfoni, hvor vi tydeligt ser de to kroppe blive revet rundt og gennemhullet, mens chokket står malet i deres forkrampede ansigter.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år