Dagens dope
Jeg har ventet utålmodigt på filmen, der a la ’Whiplash’ sidste år går i kroppen som et adrenalin-skud, så man forlader biografen med et dunkende varmt hjerte og stort smil på læben.
Den kom med ’Dope’. Vi har allerede flere gange her på sitet hypet filmen, ikke mindst fordi ASAP Rocky har sin første filmrolle som gangsterrapper i det socialt belastede The Bottoms-kvarter i Inglewood, Los Angeles. ASAP tiggede og bad selv om at komme til casting på filmen, efter han havde læst manuskriptet gennem sin daværende kæreste, Chanel Iman, der har en rolle i filmen. Og rapperen overbeviste instruktør Rick Famuyiwa så meget, at han landede rollen.
Han spiller karismatisk glimrende og helt uden grills den henslængte og veltalende drug dealer, der fatter interesse for vores unge hovedperson, den søde, sorte highschool-studerende Malcolm (Shameik Moore). Malcolm er en outsider af en helt anden type, end vi er vant til. Han og hans to venner, den lesbiske Diggy (Kiersey Clemons) og den petit Jib (Tony Revolori fra ’The Grand Budapest Hotel’) kører bmx, får gode karakterer, spiller sammen i et punkband, kan lide Donald Glover og er inkarnerede fans af 90’er-hiphop bortset fra MC Hammer og The Fresh Prince. De er med andre de hvideste niggas i miles omkreds.
Omstændighederne – og et crush på den forførende Nakia (Zoë Kravitz) – vil, at Malcolm og vennerne ender med et par kilo heroin og en pistol i skoletasken, hvilket naturligvis truer både deres liv og deres fremtid på et godt college.
Det danner grundlag for et drønenergisk komediedrama, fortalt med sprudlende fortælleglæde og stor forståelse for de racemæssige hierarkier og fordomme i L.A.’s barske forstæder, der her er filmet varmt og indbydende. Historien og humoren er beslægtet med en anden ’sort’ highschool-film, ’Dear White People’, men ’Dope’ er mere straight og fokuseret, med større rytmisk sans og et forrygende soundtrack kreeret af ingen ringere end Pharrell.
ASAP Rocky gør klar til fotosession i Cannes. Fotoet er taget af vores udsendte.
Det er en slags ’The Breakfast Club’ møder ’Do the Right Thing’, en røvcharmerende perle, der tilmed ender rørende og som et markant politisk statement. Instruktør Rick Famuyiwa er fuldt ud klar over, at det ikke bare er sjov og ballade, når en sort teenager fra the hood drømmer om Harvard og en succesfuld fremtid, og selvom hans film er uimodståelig underholdning, tør den også stå ved sit politiske statement. Dope!
Jeg havde i dag fornøjelsen af at interviewe Famuyiwa, en veltalende og velreflekteret herre. Det vil man kunne læse i et kommende Soundvenue. ASAP Rocky og resten af castet dukkede op lige bagefter for at lave fotoseance, og de var i højt humør. Jeg fik et snapshot af ASAP foran spejlet – lidt forfængelig er man vel altid.
Dagens franske fis i en hornlygte
Cannes-festivalen har i årevis været under kritik for overtallet af franske film i hovedkonkurrencen. Ledelsen har forsvaret sig med, at amerikansk film er endnu mere talstærkt repræsenteret, og at Frankrig er et stort filmland. I år har vi set fem franske film i kamp om Guldpalmen, og med undtagelse af Jacques Audiards ’Dheepan’ har den ene været dårligere end den anden.
’The Measure of a Man’ var den bedste, et intimt naturalistisk portræt af en midaldrende mand på desperat jobjagt – men også en lovlig langstrakt Dardenne light uden de dobbelt guldpalmevindende belgiske brødres poesi og intensitet. ’Marguerite & Julien’ var et pinligt eventyrdrama om et incestuøst kærlighedsforhold. ’Mon Roi’ var et også et kærlighedsdrama, denne gang i nutiden med tonstung symbolik. Og ’The Valley of Love’ har to af fransk films største stjerner, Gerard Depardieu og Isabelle Huppert, i de bærende hovedroller om et fraskilt ægtepar, der rejser til Death Valley efter ønske fra deres søn, som har begået selvmord – en letbenet snakkefilm med halvbagt metafysik.
I tilgift kommer årets middelmådige åbningsfilm, ’Standing Tall’, der blev vist uden for konkurrence, og vi har i hvert fald fire film, som aldrig burde være indlemmet i verdens fineste filmselskab. Man kan kun trække overbærende på smilebåndet, når programcheferne påstår, at der ikke er noget, der hedder hjemmebanefordel.
Dagens lille prins
Fransk åndsliv er også repræsenteret i en amerikansk film på festivalen. Filmatiseringen af Antoine de Saint-Exupérys fantastiske klassiker ’Den lille prins’ blev i dag vist uden for konkurrence. Den er lavet af ’Kung Fu Panda’-instruktør Mark Osborne og har en åndssvagt stærk besætning på stemmerollelisten: Rachel McAdams, Paul Rudd, James Franco, Marion Cotillard, Jeff Bridges, Benicio Del Toro, Paul Giamatti, Albert Brooks, Ricky Gervais…
Selve den klassiske fortælling om en pilots møde med en lille dreng i Sahara-ørkenen er fortalt i flot stop-motion, mens vi uden om den velkendte historie får en rammefortælling om en pige, der paces frem af en kærlig, men overstruktureret curling-mor, som planlægger hendes liv i de mindste detaljer, skitseret på en tavle med tidsstyring for hvert eneste minut.
Filmen er sød og sjov, når de to planer holdes adskilt (fortællingen om den lille prins får vi gennem pigens mærkelige nabo, en ældre udgave af piloten fra bogen), men siden bliver de integreret, og pigen møder selv figurerne fra bogen, nu i et metropolisk storbymiljø. Herfra bliver filmen et standardiseret animationseventyr, og man mister interessen. Ikke engang med ’The Little Prince’ kunne fransk kultur altså få oprejsning ad omveje.
Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.
Guldpalmefavorit lige nu: ’Youth’
Læs også: Cannes dag 9 – årets mest kontroversielle film får premiere med cumshot i 3D
Læs også: Alt om Cannes Film Festival