Cumshots, dadbods og selfie-forbud: De største mærkværdigheder under Cannes-festivalen

Den sydfranske festival er meget andet end højpandet filmkunst. I år satte høje hæle, Colin Farrells cheeseburgerdiæt og Paris Hiltons lovovertrædelse deres præg på herlighederne.

The Lobster
1. Colin Farrell importerer dadbod til Cannes

Colin Farrell spiller en lidt ynkelig gennemsnitsmand i ’The Lobster’ om en verden, hvor singler har 40 dage til at finde en partner, hvis de ikke skal blive forvandlet til et dyr efter eget ønske og sat fri i skoven.

Farrell, der ellers flekser flot form i den kommende ’True Detective’, måtte på en heftig opfedningskur for at ramme formen som mildt overvægtig, midaldrende mand. Skuespilleren tog 18 kilo på i løbet af otte uger – og hvad lød diæten så på?

»Jeg puttede is i mikrobølgeovnen for at smelte og drikke det. To cheeseburgere, pommes frittes, cola og to stykker chokoladekage klokken 10 om formiddagen er ikke så sjovt – og jeg elsker endda cheeseburgere«, fortalte han The Hollywood Reporter.

Da han så sig selv ved premieren i Cannes, blev han dog stadig overrasket over at se sig selv med en udpræget dad bod:

»Jeg gispede. Jeg havde glemt, hvordan det så ud«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Paris Hilton forbryder sig mod selfie-forbud

Festivalleder Thierry Fremaux havde inden årets festivitas bekendtgjort et forbud mod selfies på den røde løber. Det er nemlig »latterligt og grotesk«, sagde han, når de velpåklædte celebs tager grimme billeder af sig selv og forsinker det hele på den røde løber, forstod man.

Men flere sked højt og flot på forbuddet. Paris Hilton og skuespillerinden Sun Zu Yang gik i selfie-mode forud for verdenspremieren på Pixar-filmen ’Inside Out’, og hun var ikke den eneste, der var ligeglad med franskmændenes stay classy-forsøg.

Selv folk som Woody Allen og Tom Hardy faldt i selfie-fælden. Det samme gjorde Salma Hayek, men hun undskyldte dog efterfølgende.

Love

Danske Klara Kristin til højre med lyst hår.

3. Cumshot i 3D med dansker i stor rolle

Gaspar Noés stærkt pornografiske ’Love’ var allerede før festivalen et af de store samtaleemner. Den er da også spækket med eksplicitte sexscener, og modsat Lars von Triers ’Nymphomaniac’ er det skuespillerne selv, der lægger underkrop til. Særligt én indstilling vil få enhver til at spærre øjnene op – eller måske gøre alt for at undvige: Da en penis ejakulerer i 3D med spermen flyvende ud mod publikum.

Filmen handler om et ungt par, amerikanske Murphy og franske Electra, som indleder et trekantsforhold med blondinen Omi. Og det viser sig, fandt Ekstra Bladet ud af under festivalen, at skuespilleren bag Omi er pæredansk. Hun hedder Klara Kristin og blev opdaget af instruktøren på en natklub.

»Som ung havde jeg mange komplekser i forhold til at vise min krop frem. Jeg var også bange for at vise min krop over for min mor. Og så tænkte jeg senere: Hvorfor? Vi er alle sammen mennesker. Vi er alle sammen smukke. Hvorfor skal vi skamme os over vores krop?«, sagde hun under pressekonferencen i Cannes.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Pædofili-skandale truer Hollywood

Årets anden store skandalefilm var Amy Bergs dokumentar ’An Open Secret’ om pædofili i filmbranchen med undertitlen ’The movie Hollywood doesn’t want you to see’. Den var ikke indlemmet i det officielle program, men blev til gengæld vist ved højprofilerede markedsvisninger, som der selvsagt var stor interesse for. Hvad ville blive afsløret?

Filmen er blevet afvist af flere festivaler og har haft svært ved at finde finansiering, hvilket selvfølgelig vækker mistanke om en større konspiration og frygt for at pisse Hollywood-studierne af.

Desværre meddelte de, der så filmen, at der er en grund til, at den ikke havde fået større anerkendelse. Dens kildemateriale er svagt og udførslen amatørisk. Filmskaberne sagde, at de sager, der bliver trukket frem i filmen, kun er toppen af isbjerget, og måske gemmer der sig virkelig et grim bagside af overgreb og misbrug i Hollywood. ’An Open Secret’ er tilsyneladende bare ikke filmen, der får det frem.

Cannes overblik

5. Sko-gate

Ingen havde kunnet forudse før festivalen, at det største samtaleemne – kun med konkurrence fra de mest hypede konkurrencefilm – ville blive høje hæle.

Men i et år, hvor ledelsen virkelig havde lagt sig i selen for at kompensere for en stærk underrepræsentation af kvinder på festivalen, skabte det voldsom furore, da en større gruppe kvinder blev afvist af vagterne til en gallapremiere, fordi de ikke havde høje – eller høje nok – hæle på.

Blandt de afviste var ældre mennesker, der var dårligt gående, og den danske producer Valerie Richter, som har fået bortopereret noget af den ene fod efter en sygdom. Cannes-festivalen afviste først, at der var noget om snakken, og meddelte siden, at der var tale om en enkelt sikkerhedsvagts fejltrin.

Den var der ikke for alvor, nogen der hoppede på, og festivalen kom til at se temmelig hyklerisk ud. Var det reaktionær fransk mandschauvinisme, der stak sit grimme ansigt frem bag den politisk korrekte facade?

DiCaprio

6. DiCaprio sælger Banksy-billede for en million dollars

Der er penge i Cannes. Masser af penge. Heldigvis går de ikke kun til luksuschampagne og dyre biler – en enkelt aften under festivalen samles stjernerne også om et godt formål.

I år blev der samlet ind til kampen mod AIDS, og Leonardo DiCaprio var blandt dem, der lagde sig i selen for at skrabe sammen. Han donerede et originalt Banksy-billede fra sin kunstsamling, som endte med at blive solgt for den nette sum af en million dollars.

Der blev i alt indsamlet 33,4 millioner dollars, og ’Desperate Housewives’-skuespiller Eva Longoria var én af dem, der virkelig havde spenderebuksen på. Hun købte et Elizabeth Taylor-portræt lavet af Andy Warhol for 550.000 dollars. Vi havde ellers ikke taget hende for en kunstelsker.
Arabian Nights

7. Sweater-hund vinder prestigefyldt pris

Der var hård kamp om årets Palm Dog, prisen for bedste hundepræstation i alle de film, som er blevet vist i Cannes. En rottweiler leverer et nuanceret karakterstudie som først bidsk dræberhund og siden kær menneskets bedste ven i den gory ’Green Room’, og i Yorgos Lanthimos’ ’The Lobster’ spiller en border collier med stor troværdighed et menneske forvandlet til en hund.

Sidstnævnte fik andenpræmien, mens årets guldmedalje gik til en hund fra Miguel Gomes’ ’Arabian Nights’. Juryen fremhævede blandt andet, at de 10 forskellige hundesweatere, den har på i løbet af filmen, gjorde en afgørende forskel.

Hunden, et kryds mellem en malteser og en puddel, gøede flere bemærkninger i sin vindertale.
The Sea of Trees

8. The McConaissaince bues ud

Bedst som man troede, at Matthew McConaughey ikke kunne sætte en fod forkert, har han hovedrollen i den film, der blev festivalens helt store prygelknabe.

I Gus Van Sants ’The Sea of Trees’ spiller han en mand, der rejser til Japan for at begå selvmord. De fleste kritikere var imidlertid enige i, at filmen er noget forblommet møg. »En fantastisk irriterende og uærlig tåreperser«, lød overskriften på The Guardians ét-stjernede anmeldelse, og i salen efter pressevisningen blev der buet inderligt.

McConaughey fik derfor næppe det møde med pressen, han havde håbet på, da mange af spørgsmålene selvfølgelig handlede om den lammende modtagelse. Texaneren tog det dog heldigvis cool: »Enhver har lige så meget ret til at bue, som de har til at klappe«, sagde han.

Debussy

9. Harvey vs. Raoul

Cannes-festivalen har sine faste traditioner. Én af de mest populære er, at der i den næststørste sal, Debussy, umiddelbart før en pressevisning går i gang, bliver råbt: »Raouuuuul!« Efterfulgt af anerkendende latter fra de øvrige journalister.

Der er flere teorier om, hvordan traditionen startede, men den mest pålidelige er, at det henviser til, at en kvindelig kritiker altid lige før filmstart råbte efter sin ven Raoul, som hun havde spærret et sæde til. Raoul kom åbenbart altid i sidste øjeblik, da sekunder før filmen gik i gang, og det var selvfølgelig magtpålæggende for hende, at han fik sin plads ved siden af hende: »Raouuuuul!«

I år har vi så set ansatsen til en ny Cannes-tradition. Harvey Weinsteins magtfulde The Weinstein Company sidder altid på distributionsrettighederne til en pæn portion af filmene i programmet, og når Weinstein-logoet toner frem på lærredet, er der én, der udbryder »Haaarviiiiy« med en fantastisk, latinamerikansk telenovela-agtig accent, lige dele smægtende og desperat.

Det er altid risky at gøre sig selv bemærket på den måde, men de ellers så kræsne kritikere har taget godt imod tiltaget, som udløser behørige grin.
Mos Def Cannes

10. Celebs uden for indhegningen

Jeg orker hverken at spise glosuppe på den røde løber eller kæmpe mig ind til pressekonferencerne for at spotte stjerner. Det går bare ikke at være for starstrucked, når man er i Cannes som journalist, og når det hele alligevel er så kontrolleret, er der alligevel ikke så meget sjov ved det.

Noget helt andet er det dog at spotte celebs uden for indhegningen. Så valsede John C. Relly lige forbi i aristokratisk hat og hvid blazer i restaurantkvarteret. Der kom Mos Def danderende ned ad Croisetten med sit entourage, mens han prøvede at få et par paparazzier til at holde igen (lidt efter legede jeg selv paparazzi og fik ovenstående billede). Og der stod Frances McDormand med sin mand, Joel Coen, på et marked blandt helt almindelige døde.

Okay, det var ikke mig selv, der oplevede det sidste, men én, jeg snakkede med, gjorde, og er det ikke vildt? Når man ser giraffen uden for buret i zoologisk have, er det pludselig en oplevelse, der er værd at skrive hjem om. Også selvom det er på andenhånd.

Læs også: Vores 10 yndlingsfilm på Cannes Film Festival

Læs også: Alt om Cannes Film Festival

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af