Fra top til flop: 10 mandlige skuespilstjerner, der undergik vores store forventninger

Vi slutter vores artikelserie om filmfolk, der ikke indfriede de store forventninger, med en flok Hollywood-skuespillere, som engang var på alles læber, men nu er gået i glemslen.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Chris O’Donnell

Det startede så lovende. Chris O’Donnell blev nomineret til en Golden Globe for sin rolle i ’Scent of a Woman’, hvor han dybest set fungerer som en køn, men neutralmarineret boksepude for Al Pacinos overspil. Han scorede dernæst rollen som Robin i Joel Schumachers uskønne viderebearbejdning af Tim Burtons ’Batman’-film, i ’Batman Forever’, hvor Burtons gotiske univers blev erstattet med et ufarligt, 90’er-skinnende high camp-helvede.

Men O’Donnell var med på holdet igen til opfølgeren ’Batman & Robin’, der blev sablet ned af kritikerne. Filmen betød omtrent afslutningen på Joel Schumachers karriere, men O’Donnells led også ubodelig skade. Han var egentlig udset til rollerne som Jack Dawson i ’Titanic’ og som den ny Spiderman, men det massive flop med den fjerde Batman-film fik producenterne til at satse på andre kort, henholdsvis Leonardo DiCaprio og Tobey Maguire.

Sidenhen har O’Donnell kæmpet en forgæves kamp for at genfinde fodfæstet, men trods adskillige gæsteoptrædender i tv-serier (bl.a. ni afsnit af ’Grey’s Anatomy’ i 2007 foruden en fast rolle i ’NCIS: Los Angeles’ fra 2009 og frem), lever han efter Hollywood-målestok fortsat i skyggen af en fiasko. Han kan så og undre sig over, hvorfor selvsamme film ikke betød enden på Uma Thurmans og George Clooneys karrierer. Men måske Chris O’Donnells talent alligevel var til at overse?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 2. Mark Hamill

Mark Hamill havde så godt som ingen skuespillererfaring, da han blev udvalgt til hovedrollen i ’Star Wars’, og det vil ikke være unfair at sige, at han aldrig kom sig over den franchise, der skabte hans navn.

Hamill hverken var eller ser ud som en selvbevidst stjerne i den første ’Star Wars’-film, hvor det også er hans opgave at gestalte en ung, uerfaren og temmelig naiv, intergalaktisk ’bonderøv’, der langsomt finder sig til rette i rollen som frihedskæmpende helt. På den vis gav signingen af den ikke just superkarismatiske Hamill til rollen som Luke Skywalker god mening.

Problemet er bare, at han aldrig rigtig er selvberoende cool og/eller sexet i rollen. Han Solo (Harrison Ford) løb med den del af opmærksomheden, og Ford etablerede sig som stor stjerne med ’Blade Runner’ og den første ’Indiana Jones’-film, mens Hamill ikke blev tilbudt samme slags attraktive roller. Måske er årsagen til, at Hamills karriere ikke overlevede post-’Star Wars’, at franchisen strakte sig over tre film på syv års afstand, uden at Hamill fik/greb muligheden for at lave andre projekter, der kunne have fået filmpublikum til at opfatte ham som andet og mere end Luke.

Da først ’Return of the Jedi’ var sendt i omløb, var det for sent for Hamill. Han var Luke, men intet andet.

Det skal dog nævnes, at Hamill siden hen har skabt sig en fornuftig karriere inden for voice acting, hvor han blandt andet har givet den som Jokeren i ’Batman’-regi – på både film, animeret tv-serie og computerspil. Men selvom hans stemme for mange fans af ’Batman’-universet er en lige så uadskillelig del af Joker-mytologien som Heath Ledger eller Jack Nicholson, så er han jo ingenlunde en profil i klasse med Harrison Ford.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 3. Hayden Christensen

Navnet Hayden Christensen vil for langt de fleste uundgåeligt rime på George Lucas’ mindre heldige ’Star Wars’-franchise reboot. Problemet for Christensen er, at han blev introduceret som hovedrolle (Anakin Skywalker som ung mand) i ’Attack of the Clones’ (2002) og ’Revenge of the Sith’ (2005) oven på den skuffende ’Phantom Menace’. Fans og kritikere var ude med kniven, før nogen havde set, om Christensen rent faktisk havde noget at byde på.

Problemet med toeren i det genoptagne ’Star Wars’-projekt er, at der er så mange plothuller, der skal fyldes ud og så mange løse ender, der skal bindes sammen i forhold til de præmisser, etteren var baseret på, at filmen(e) aldrig overvinder fornemmelsen af at være en lettere forpustet omgang ’problemløsning’ snarere end levende historiefortælling i egen ret. Christensens præstation skal ses i det lys. Det er med andre ord ikke udelukkende hans skyld, hvis treerens konklusion – at Anakin vælger ’the dark side’ og dermed bliver til Darth Vader – fremstår en kende ynkelig. Lucas bærer hovedansvaret.

Christensen har haft meget svært ved at genoplive sin karriere post-’Star Wars’, hvilket dog ikke skal få os til at overse, at Christensen var en rost ung skuespiller, inden han blev inviteret inden for i Lucas’ prequel-univers. Han blev nomineret til en Golden Globe (samt SAG) for sin birolle i det lidt ferske familiedrama ’Life as a House’ (2001) og fik ros for sin præstation som den unge stjernejournalist-som-fupmager Stephen Glass i ’Shattered Glass’ (2003), selvom det trods alt var Peter Sarsgaards birolle, der løb med hovedparten af kritikeropmærksomheden (samt en Golden Globe-nominering).

Spørgsmålet er, om Christensen ikke havde haft gang i en fornuftig karriere med forholdsvis vægtige karakterroller, hvis han havde modstået ’the dark side’ (læs: Hollywoods franchise-besættelse)?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 4. Mike Myers

Hvis de ni andre på denne liste primært bevæger sig inden for tidlig-optur-efterfulgt-af-længerevarende-nedtur-typen, er Myers’ skæbne mere kendetegnet ved en forholdsvis lang optur efterfulgt af en drastisk nedtur.

Myers har nydt stor succes som frontfigur i tre succesfulde komedie-franchises: ’Wayne’s World’, ’Shrek’ og ’Austin Powers’. Derudover er der virkelig ikke meget godt at sige om Myers’ filmkarriere, og da den seneste ’Austin Powers’-film er fra 2002, den seneste ’Wayne’s World’ fra 1997 og den seneste ’Shrek’ fra 2010, er der ikke noget godt at sige om tiden efter, inklusive en pointeløs cameo som engelsk general i ’Inglourious Basterds’ (2009).

Rendyrkede fiaskoer som ’The Cat in The Hat’ (2003) og ’The Love Guru’ (2008) har nærmest begravet Myers. Især sidstnævnte har sværtet hans gode navn til, eftersom han må tage hele skylden for blamagen: Han både skrev, producerede og spillede titelrollen i filmen, der er en pragtdemonstration ud i lamme jokes og (alt for) billige grin. Myers hev en bemærkelsesværdig tredobbelt Razzie i land for filmen: For værste hovedrolle, værste manuskript og værste film. Sådan!

Oven på ’Shrek’-franchisens endegyldige død og med tanke på, at hans to andre franchises toppede i 1990’erne, synes det, som om Hollywood endelig har indset en ret indlysende lektie: Mike Myers som succesfuld (for ikke at tale om grænsesøgende) komiker er fortid.

Problemet med Myers’ franchises er dybest set, at de er så tidsbundne, som tilfældet er, og derfor næppe kan vækkes til live igen – i hvert fald ikke med tilnærmelsesvis samme succes.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Emilio Estevez

Estevez hører til Hollywood-aristokratiet i kraft af sin far, Martin Sheen, og sin bror, Charlie Sheen. Hans bedste venner som barn var Sean Penn og Rob Lowe. Lowe og Estevez blev en del af det slæng, der i 80’erne – med henvisning til Frank Sinatras og hans showbiz-kumpaners ’Rat Pack’ – blev kendt som ’The Brat Pack’ og dominerede årtiets ungdomsfilm.

Estevez medvirkede i en hel perlerække af de bedre: ’The Breakfast Club’, ’The Outsiders’ og ’St. Elmo’s Fire’. Hvis disse coming-of-age-film havde evnen til at indfange en form for generationssensibilitet, så gjorde filmene også Estevez samt Lowe og Molly Ringwald til stjerner, som Hollywood forsøgte at kapitalisere på (med blandet held). Estevez spillede med i ’Young Guns’ (1988) og opfølgeren ’Young Guns II’ (1990), en kommercialisering – western-forklædt-som-moderne-actionfilm – der ikke klædte ham synderligt godt. Han var bedre klædt med den outsider-aroma, der knyttede sig til ungdomsårenes kantede roller.

I 90’erne gik det fortsat nedad bakke med film som ’Freejack’ og ’Loaded Weapon’, der indbragte Estevez penge til bankkontoen snarere end karriere-cred. Manden lignede en lidt slidt joke, der havde udtjent sig selv. I takt med at hans film end ikke kunne tjene sig selv ind, forsvandt Estevez mere og mere fra radaren. Han forsøgte at gøre comeback i 2006 som seriøs filmskaber med flettefilmen ’Bobby’, der foregår i det døgn og ved den lokalitet (et hotel), hvor Bobby Kennedy blev myrdet i 1968.

Trods blandede anmeldelser tog mange hatten af for Estevez’ ambitionsniveau, og Golden Globes-komiteen kvitterede med en overraskende nominering for bedste drama. Siden da har Estevez dog været meget lidt synlig. Han har stort set trukket sig tilbage som skuespiller og kun vovet pelsen med yderligere en instruktøropgave på filmen ’The Way’ (om pilgrimsfærd langs den spanske camino) fra 2010, der ikke ligefrem gav genlyd i en bredere offentlighed, selvom den fik nogenlunde kritik. Det var i øvrigt med farmand Martin Sheen foran kameraet, en positiv drejning på en ellers omtumlet far/søn-relation.

Kort sagt: Estevez har taget konsekvensen af sit svigtende held som skuespiller og forsøgt sig bag kameraet. Det fortjener han respekt for, selvom det er tvivlsomt, om han har potentiale til at blive et brandvarmt navn på det felt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Rick Moranis

Rick Moranis havde den ægte nørds udstråling, noget, der fik ham til at skille sig ud fra de fleste andre komikere af Steve Martin/Bill Murray/Dan Aykroyd-generationen, der erobrede amerikansk populærkultur fra slutningen af 1970’erne og frem med udgangspunkt i NBC’s ’Saturday Night Live’-koncept.

Han skabte ret uforglemmelige karakterer – Louis Tully, Seymour Krellborn og Wayne Szalinski – i de pragtfulde 1980’er-film ’Ghostbusters’, ’Little Shop of Horrors’ og ’Honey, I Shrunk the Kids’. Roller, der ikke mindst var defineret ved Moranis’ evne til at improvisere.

Moranis formøblede ikke som sådan sit talent. Hans forsvinden fra populærkulturen hænger sammen med et personligt valg. Han mistede sin kone i 1991 (hun døde af brystkræft), og tilværelsen som alenefar fik ham til langsomt at trække sig fra showbusiness. Han lavede to sequels til ’Honey, I Shrunk the Kids’ i 1990’erne (foruden at medvirke ’The Flintstones’), men der blev længere mellem de oprigtige grin. Han forlod endegyldigt spillefilmuniverset i 1997 og har kun lavet sporadiske voice-over-roller i animationsfilm siden da.

Moranis har antydet, at et godt ’Ghostbusters’-manuskript er det eneste, der kan lokke ham tilbage i rampelyset. Hvis det projekt – der har været rygtet siden 2012 – bliver til noget, knytter meget af forventningen sig til, om Moranis er med eller ej, blandt andet fordi det kan ses som en kvalitetsmæssig forhånds-blåstempling, hvis en mand, der ellers har sagt nej til filmroller i 20 år, kan stå inde for det. Men selv hvis det ikke bliver til en sidste omgang med kliken, har Moranis sat sit præg på en række film, der formentlig vil overleve ham og stå som pejlemærker for inspireret, kompromisløs, langt-ude-filmkomedie også længere ude i fremtiden.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Timothy Hutton

Hutton fik en flyvende karrierestart: Han vandt som den yngste mandlige skuespiller nogensinde en Oscar for sin birolle i Robert Redfords Oscar-basker ’Ordinary People’ (1980), der i dag – lidt ufortjent – mest er husket, fordi den slog Scorseses ’Raging Bull’ i kampen om bedste film-hæderen det år.

Hutton fulgte i fodsporene på sin far, Jim Hutton, der var en etableret skuespiller, men som døde i 1979, samtidig med at Timothy stod over for sit store gennembrud i ’Ordinary People’. Her spiller han en ung mand, der bliver stærkt påvirket af sin storebrors død, og som midt i sin egen sorg skal forholde sig til sin iskolde mor (spillet af tv-komedie-kæledæggen Mary Tyler Moore). Der er ikke meget birolle over Huttons rolle, men det er et typisk Oscar-kampagnetrick, at nye, ukendte navne relegeres til birollestatus, så de ’rigtige’ voksne kan kæmpe om hovedrollehæder.

Det store problem for Hutton på længere sigt var måske, at han ikke var specielt smuk endsige karismatisk eller specielt egnet til at påtage sig andre roller end den bekymrede naboens dreng, som han inkarnerer så rørende og naturligt i Redfords film. Hans næste hovedrolle i ’Taps’ blev en pæn succes, men Sidney Lumets ’Daniel’, hvor han spiller titelrollen, blev en fiasko, og herfra gik det kun ned af bakke for Hutton, der dog stædigt har holdt fast i tv- og filmkarrieren, selvom han de sidste 25 år kun har optrådt i titler med beskeden bevågenhed – lige med undtagelse af begrænsede biroller i film som ’Kinsey’, ’The Ghost Writer’ og ’French Kiss’.

Man må tage hatten af for, at Hutton klør ufortrødent på, men man må samtidig bare sige, at talentet kunne ikke bære. Begynderheld skal man dog ikke kimse af…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

 8. Eliott Gould

Eliott Gould var udskreget som det helt store naturtalent i kraft af sine teateroptrædener på Broadway i 1950’erne, blandt andet i hittet ’I Can Get It For You Wholesale’, hvor han mødte Barbra Streisand, som han forelskede sig i og blev gift med. Det var måske ikke det bedste valg set i et større karriereperspektiv, for det reducerede ham til andenviolin, til ’Mr. Streisand’, i folks bevidsthed, i takt med Barbras opstigning til amerikansk ikonstatus post-’Funny Girl’.

Bevares, Gould opnåede en Oscar-nominering i 1969 (for sin birolle i ’Bob & Carol & Ted & Alice’) og medvirkede i en række kritikersucceser i årene herefter, især som fast del af Robert Altmans ensembler: ’M.A.S.H.’ (som også var et stort publikumshit), ’The Long Goodbye’ og ’Nashville’ – og senere også i Altmans Hollywood-satire ’The Player’ fra 1992.

Gould følte nok, at han skulle kapitalisere på succesen med ’M.A.S.H.’, så han sagde generøst ja til roller i selv de mest håbløse film og var dermed selv ansvarlig for at kuldsejle sit ry som et ekstremt lovende talent.

Han fik et comeback of sorts i 90’erne og 00’erne, men det var ikke som sin generations store karakterskuespiller, nej, det var for væsentlig mere pjankede roller såsom den tilbagevendende optræden som Jack Geller, Monicas og Ross’ far, i ’Friends’, der førte til rollen som Reuben Tishkoff i ’Ocean’s 11’-serien og fornylig rollen som Ezra Goldman i tv-serien ’Ray Donovan’.

Eliott Gould har perfektioneret en særlig jødisk-amerikansk variant over den kun på overfladen høflige, men i virkeligheden snobbede, midaldrende newyorker med et irriterende skævt smil, der altid tror, han ved bedst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Macaulay Culkin

Nogle barneskuespillere bliver så store stjerner, at navnet alene kan vække nostalgi og/eller bekymring på årtiers afstand: For hvor er de mon henne nu? Culkin hører til denne forbandede kategori. Alle Gen X’ere (og sikkert mange af deres babyboomer-forældre, som blev slæbt med i biffen?) kan huske ham ved navn. Og der er med års mellemrum nye hårrejsende billeder af den nu nogle-og-30-årige eks-stjerne, der angiveligt er gået i hundene. Det er i hvert fald de billeder, tabloiderne finder frem til at fodre vores nyfigenhed med.

Culkin stammer fra en showbiz-gal familie (brødrene Kieran og Rory blev også forsøgt kørt i stilling). Faren var en forsmået skuespiller, der aldrig selv fik det gennembrud, han drømte om. Den ambition forsøgte han i stedet at udleve gennem sine børn.

Culkin debuterede i ’Uncle Buck’ med John Candy, men slog stort igennem i ’Home Alone’ (1990), hvor hans falske, tandløse smil, lyse hår og store øjne var et aktiv. Han havde en forunderlig evne til at virke uartig og sød på samme tid. Der er sådan en smågiftig dobbelttydighed på spil i karakteren Kevin, som gør Culkins overspil – som når han fingerer overraskelse eller chok – charmerende selvbevidst. Culkin-industrien plantede ham i de kommende år i den ene mere udspekulerede film efter den anden (inklusive den obligatoriske sequel), men magien forduftede hurtigt.

Culkin var allestedsnærværende i en to-tre år i en grad, så det var svært at glemme ham, selv da karrieren var kuldsejlet, hvilket rockgruppen Sonic Youth udnyttede i videoen til nummeret ’Sunday’ (1998), hvor en dengang 17-18-årig, stadig køn, men nu også tvær-cool Culkin poserer. Skulle han nu være poster boy for den alternative modkultur? Her havde der måske været en sprække af håb for Culkin-fans, men den blev hurtigt lukket igen.

Culkin hverken formåede eller nærede noget ønske om at slå bredt igennem på ny. Hans private partnerskab med Mila Kunis (de var kærester fra 2002-2010) var medvirkende til at holde ham i ilden som tabloid-kanonføde. Nu om dage er han reduceret til førnævnte skrækhistorier a la ’Culkin er ved at dø’-varianten, hvis/når paparazzier fanger ham på en dårlig dag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Damon Wayans

Eddie Murphys næsten overjordiske gennemslagskraft og utrolige popularitet i 1980’erne skabte flere knapt så bragende gennembrud i sit kølvand, ikke mindst i skikkelse af unge, sorte komikere/skuespillere, der erobrede tv- og filmverdenen med fornyet energi og vovemod.

Damon Wayans startede således på ’Saturday Night Live’, det mest prominente udklækningssted for komisk talent i Guds eget land, hvor han huserede fra 1985-86. Før det havde han gjort sig bemærket i en lille rolle i Murphys ’Beverly Hills Cop’.

Resten af 80’erne stod karrieren lidt i stampe, inden Wayans bragede igennem med sketch-showet ’In Living Color’ (1990-94), der i den grad var med til at søsætte en ny form for ’sort’ selvbevidsthed på amerikansk tv og præsenterede en tidssvarende komik med udgangspunkt i Wayans’ oplevelse af ghettoen (en malende kontrast til fx ’The Cosby Show’).

Showet, der blev udtænkt, skrevet og produceret af Wayans og hans bror Keenen, udgjorde desuden en slagkraftig platform for unge talenter som Jamie Foxx og Jim Carrey, der brød igennem her.  Succesen med ’In Living Color’ fik Hollywood til at bemærke Wayans, der derfor hurtigt outsourcede sit talent til film som ’The Last Boy Scout’, ’The Last Action Hero’, ’Major Payne’ og ’The Great White Hype’, meget 90’er-agtige titler med en noget letkøbt postmoderne (meta)ironi.

Heldet slap dog op for Wayans, og Hollywood rykkede videre. Han satte endvidere arbejdstempoet ned, og det har indimellem virket, som om han har hvilet (fortjent) på laurbærrene for sin pioneragtige indsats med ’In Living Color’. Mest opmærksomhed har han fået for rollen som alternativt familieoverhoved på den tilforladelige sitcom ’My Wife and Kids’, der løb over skærmen på ABC fra 2001-05.

Når man tænker på den friskhed, hvormed den yngre Wayans angreb komediemetieren, har han dog ikke fået nær nok ud af sin efterfølgende karriere. Til gengæld har han fire børn – Damon Jr, Michael, Cara Mia og Kyla – der alle sammen gør sig som skuespillere/komikere med vekslende held.

Læs også: 10 skuespillerinder, der røg fra top til flop

Læs også: 10 filmhåb, der gik fra guld til grumt

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af