1. Gwyneth Paltrow
Paltrow har ligesom Halle Berry lidt under Oscar-forbandelsen. Det er ikke meget, der er gået hendes vej, siden hun hjemtog den gyldne statuette for’Shakespeare in Love’, hvor hun rammer en fin balance mellem indlevelse og uskyld på den ene side og så den komiske timing og kultiverede belevenhed, rollen også kræver.
Hun slog igennem tre år tidligere i David Finchers banebrydende ’Se7en’, men hun etablerede sig for alvor i jubelåret 1998, hvor hun udover ’Shakespeare in Love’ var med i hits som ’A Perfect Murder’ og ’Sliding Doors’. Der er således solide grunde for at kalde hende den største kvindelige filmstjerne på tærsklen til det 21. århundrede.
Hun fulgte op med klogt valgte og godt sete roller i ’The Talented Mr. Ripley’ og ’The Royal Tenenbaums’, men så var festen også ved at være slut for Paltrow. Bevares, hun havde et komediehit med ’Shallow Hal’ i 2005, men det skyldtes nok mest Jack Black, 00’ernes foretrukne goofball, og hun har fået lov til at medvirke i ’Iron Man’-franchisen, men ellers er der ikke meget kød på karrieren.
Hendes hvad-du-spiser-og-hvordan-du-passer-på-din-krop-siger-alt-om-dit-spirituelle-velvære-og-dit-ambitionsniveau-trip som livsstilsguru har mødt megen modstand og latterliggørelse, ligesom hendes ’conscious uncoupling’ (fra Coldplays Chris Martin, for dem der måtte være lykkeligt uvidende) er den måske mest omtalte og latterliggjorte eufemisme i nyere tid.
Paltrow er fortid som seriøs filmskuespillerinde, men helt sikkert ikke som kendis, der deler vandene.
2. Halle Berry
Ok, en indrømmelse: Jeg har faktisk aldrig rigtig brudt mig om Halle Berry som skuespiller. Hendes Oscar-vindende hovedrolle i ’Monster’s Ball’ (2001) hører til blandt Akademiets mest tvivlsomme beslutninger i nyere tid. Den meget udvendige, smertesvælgende portrættering af sorg, som Berry gør sig i her, har nogenlunde lige så mange nuancer som en Eva Agnete Selsing-klumme om huspriser og hjemmerøverier i Nivå og Kokkedal.
Der hviler lidt af en forbandelse over unge skuespillerinder, der vinder en Oscar, og siden Berry hev statuetten hjem, har hun lidt en krank karriereskæbne.
Men first things first: Berry slog faktisk igennem helt tilbage i 1992 i Eddie Murphy-filmen ’Boomerang’, hvor hun er den kønne, naturlige love interest, der får Murphys hotshot-mandschauvinist Marcus Graham til at indse, at livet er andet end magt og penge. Berry er sød, men også ret enstrenget i rollen, hvilket dog er lige så meget manuskriptets skyld.
Siden det seriøse gennembrud og Oscaren har hun forsøgt sig i forskellige franchises, men er aldrig rigtig lykkedes med at overbevise på den helt store blockbuster-skala. Hun var en intetsigende Bond-babe i ’Die Another Day og meget lidt interessant som Storm i ’X-Men’, mens hendes Cat Woman var en all time turkey. At filmen forsøger at inkorporere faktisk katte-adfærd i måden, Berry spiller rollen på (hun spinder, mjaver og slikker poterne) er ufrivillig komik på højt plan. ’Cat Woman’ dræbte vitterligt Berrys karriere, hvilket hendes medvirken i fejlkalkulerede film som ’Cloud Atlas’, ’Movie 43’ og den hæslige ’New Years’ Eve’ kun har understreget med eftertryk.
3. Kate Hudson
Åh, Kate Hudson…! Goldie Hawns datter (og Kurt Russells steddatter) startede rørende fint ud som groupiedronningen Penny Lane i Cameron Crowes lige så rørende fine coming-of-age-fortælling ’Almost Famous’, baseret på instruktørens egne oplevelser som meget ung musikreporter for Rolling Stone Magazine i 1970’erne.
Det resulterede i en Oscar-nominering til Hudson, der filmen igennem udstråler en vibe, der ligger ganske tæt opad hendes mors i dennes helt unge år, en både sart, determineret, drømmende, sarkastisk og sødmefuld personlighed, som det er meget svært ikke at falde pladask for.
Men efter at have været vidne til Hudsons efterfølgende karriere i primært ideforladte romantiske komedier, har det været endog meget svært at undgå at bemærke, hvor begrænset en skuespillerinde hun er. Måske var Crowe bare usædvanligt god til at få Hudson til at ramme den tone, han var ude efter? Eller usædvanligt dygtig til at finde de bedste stumper i klipperummet og sætte det sammen til en brugbar helhed? Who knows?
Hudson synes i dag reduceret til sin mors datter, hvilket nok også er forklaringen på, hvorfor hun fik en karriere i første omgang. Det er en hård, men ikke uretfærdig dom.
4. Bridget Fonda
Hvis man nogensinde har set den batshit crazy venindefilm-der-gemmer-en-grum-gyser-i-maven, ’Single White Female’ (’Enlig pige søger’, 1992), har man nok et forhold til Bridget Fonda. For det er godt nok noget skidt, hun roder sig ud i, da hun – efter at have smidt sin utro kæreste på porten – allierer sig med Jennifer Jason Leighs psykopat af en roomie.
Samme år var Fonda – Peters datter, Henrys barnebarn og Janes niece, hvis det skulle knibe med at holde styr på klanen – på den rigtige side af tidsånden i kraft af sin medvirken som Matt Dillons kæreste i Cameron Crowes grunge-epos ’Singles’. I de næste år havde hun markante roller i ’Point of No Return’ og ’It Could Happen to You’ og toppede sådan indie-cred-mæssigt med sine roller i Noah Baumbachs ’Mr. Jealousy’, Sam Raimis ’A Simple Plan’ og – ikke mindst – som Melanie i Tarantinos ’Jackie Brown’, hvor hun dør på grusom she-had-it-coming-manér midt på en indkøbscenterparkeringsplads. Bang.
Kunne andre end Tarantino slippe af sted med sådan en scene? Sikkert ikke. Den er frydefuld i al sin afskyvækkende afstumpethed, fordi Fonda virkelig driver De Niros karakter helt derud, hvor hans reaktion virker næsten rationel.
Fondas sidste filmrolle var over for Jet Li i ’Kiss of the Dragon’ fra 2001. I 2002 var hun ude for en alvorlig trafikulykke, der satte en stopper for lysten til at være i mediesøgelyset. Hun blev gift året efter med Tim Burtons hofkomponist, Danny Elfman, fik en søn med ham og har holdt sig ude af rampelyset siden.
Fondas ’fra guld-til-grumt’-historie er altså snarere en ’fra guld-til-glemsel’-historie baseret på et frivilligt valg, som man dybest set kun kan have respekt for.
5. Melanie Griffith
Melanie Griffith kan stadig skabe overskrifter, men af alle de forkerte grunde, som da hun på den røde løber ved årets Oscar-uddeling foran rullende kameraer tydeligt irriterede sin datter, Dakota Johnson, ved at gøre opmærksom på, at hun bestemt ikke havde tænkt sig at se ’Fifty Shades of Grey’, datterens rygende aktuelle premierefilm (vi bebrejder hende ikke).
Johnson følger i fodsporene på Griffith, som Griffith selv fulgte i fodsporene på sin mor, Tippi Hedren (bedst kendt fra Hitchcocks ’Fuglene’). Ligesom sin mor har Griffith også haft ovenud vanskeligt ved at fastholde sit tidlige karrieremomentum: Som ung pige lagde hun grunden i ’New Hollywood’-film som ’Night Moves’, mens hun i 80’erne så rigtigt ved at medvirke i kultfilm som ’Body Double’ og Jonathan Demmes ’Something Wild’, hvor hun er fremragende – mørk, farlig, sensuel og uudgrundelig.
Bredere opmærksomhed fik hun i Mike Nichols’ ’Working Girl’ om proletarpigen, der arbejder sig op i graderne. Hun modtog en Oscar-nominering for rollen, der blev begyndelsen til mere typecastede roller som naboens pæne, men ikke alt for kløgtige pige.
Siden har det været en ødemark af spildte muligheder og underlødige projekter for Griffith, hvis bemærkelsesværdigt uheldige plastikoperationer heller ikke har hjulpet på hverken karrieren eller renommeet.
6. Tatum O’Neal
Peter Bogdanovich hører til blandt de mere markante New Hollywood-instruktører, der brød frem først i 1970’erne ført an af Coppola, Friedkin og Scorsese. Han præsterede hits som ’The Last Picture Show’, ’What’s Up, Doc?’ og ’Paper Moon’. Ryan O’Neal medvirkede første gang i en Bogdanovich-film i ’What’s Up, Doc?’ og fik overtalt instruktøren til at bruge sin niårige datter, Tatum, til en central birolle i instruktørens næste film ’Paper Moon’ (1973).
Peter og Tatum spiller far og datter i filmen, der foregår under Depressionen først i 1930’erne, og den særlige indforståethed mellem de to ramte et eller andet rigtigt. Filmen blev i hvert fald Bogdanovich’ største succes, og Tatum vandt som 10-årig en birolleoscar som den yngste i historien.
Det var selvsagt en fantastisk karrierestart, og Bogdanovich brugte hende da også igen i sin mindre succesfulde 1976-film ’Nickelodeon’. Men i et interview udtalte instruktøren, at det havde været en ren vennetjeneste at arbejde med den unge Tatum, og at hendes Oscar alene skyldtes hans arbejde med at finde bare nogenlunde brugbare scener i klipperummet. Det var ikke så pænt sagt, og måske derfor led O’Neals karriere efterfølgende skibbrud.
Tatum O’Neal har aldrig genvundet omverdenens professionelle respekt, men til gengæld været lidt af en tilbagevendende genstand for sladder, først med sit stormfulde ægteskab til tennisspilleren John McEnroe 1986-94 og siden for en selvbiografi, hvor hun langer kraftigt ud efter farmand Ryan, der angiveligt slog hende, da hun var barn.
I 2008 blev hun anholdt og sigtet for at købe heroin, og senest har hun været i søgelyset for sin medvirken i en Oprah-orkestreret tv-special fra 2012 om den smertefulde, men gradvise forsoning med faren.
Tatum O’Neal ligner et emblematisk tilfælde på den sørgelige tilbagevendende historie om barnestjernens fald fra tinderne.
7. Bo Derek
I tilfældet Bo Derek (født Cathleen Collins) er det så som så med talentet. Måske er der snarere tale om en ’fra grum-til-glemsel’-historie?
Hun fik et meget omtalt gennembrud i 1979 for sin birolle i filmen ’10’. Derek blev Hollywoods største sexsymbol overnight. Hendes rastafari-fletninger og bikini var stildannende. Derek har kun én længere scene i ’10’ (der hedder sådan, fordi Dereks karakter er en vaskeægte 10’er på en skala fra 1-10, get it?), og den nailer hun, måske fordi hun ret nemt kunne falde ind i rollen som smuk, overfladisk model…?
Derek blev sin tids mest efterspurgte foldeudpige og satte sig tungt på Playboy og lignende magasinforsider. Det afspejledes hurtigt i hendes filmvalg: Titler som ’Tarzan’, ’The Ape Man’ og ’Bolero’ (alle fra første halvdel af 80’erne) siger vist alt om, hvilken retning karrieren tog. Det var softcore-film, der syntes designet med den bagtanke at fodre mænds og teenagedrenges fantasier samt forlene Playboy med brugbare skud af en letpåklædt starlet. Men sexsymbol er man kun, så længe man er interessant for offentligheden, og Derek blev snart glemt, eftersom hun ikke kunne få gang i karrieren på anden vis end som model (og de har jo en i reglen tidlig udløbsdato).
Derek, der i dag er 58 år, ernærer sig fortsat med mellemrum som tv- og filmskuespiller af den mindre lødige slags og er ellers politisk aktiv som republikaner.
Hun blev i 2000 tildelt den særlige hæder som ’det 20. århundredes værste skuespillerinde’ af Razzie Awards-komiteen, hvilket var en naturlig følge af, at hun vandt prisen for værste kvindelige hovedrolle hele tre gange i sine ’glansår’ (1982, 1985 og 1991).
8. Mira Sorvino
Mira Sorvino er født ind i branchen, og hendes far er skuespilleren Paul Sorvino (Paul Vario i ’Goodfellas’).
Hun havde en mindre rolle i Robert Redfords prestigedrama ’Quiz Show’ i 1994, men fik for alvor chancen som den ukueligt optimistiske prostituerede Linda Ash i Woody Allens ’Mighty Aphrodite’ (1995), der indbragte hende en Oscar for bedste kvindelige birolle. Der er en fyrig energi, men også rørende ømhed over Sorvinos præstation, selvom hendes helium-stemme er mildt distraherende.
Dette gennembrud burde have sikret Sorvino en gangbar og indbringende karriere, men selvom hun i resten af årtiet prøvede sig af i et væld af forskellige genrer, var hun uheldig. Filmene hun medvirkede i blev ikke til hits, og dermed formåede hun aldrig rigtig at smede, mens jernet var varmt. Ved indgangen til det nye årtusinde var Sorvino derfor reduceret til tv-film- og tv-serie-skuespillerinde. Hun fik pæn succes med tv-miniserien ’Human Trafficking’ i 2005, der indbragte hende en Golden Globe-nominering, men ellers har der været stille om hende i det sidste tiår, selvom hun stadig arbejder i mindre produktioner.
Mira Sorvino havde charmen og talentet, men hun er et godt eksempel på, at hvis den rigtige roller ikke dukker op, er der ikke så meget, du kan stille op. I karriereetableringsfasen er man afhængig af, at de rigtige tilbud kommer på de rigtige tidspunkter.
9. Annabella Sciorra
Sciorra var et varmt navn først i 90’erne, hvor hun medvirkede i en del større film, men ulig fx Marisa Tomei, som hun på mange måder kan sammenlignes med (udseende, alder, udstråling, spillestil samt italienske rødder), formåede hun ikke at fastholde sin plads i den øvre del af filmfødekæden.
Hun slog for alvor igennem i Spike Lees ’Jungle Fever’ fra 1991, hvor hun er storartet som den kvindelige hovedrolle, Angie. Det førte til gode roller i film som ’The Hands that Rock the Cradle’, ’Reversal of Fortune’, ’Romeo is Bleeding’ og ’Mr. Wonderful’. Hun havde en af sine sidste større roller i James Mangolds ’Cop Land’ fra 1997, men herefter gik det ned af bakke med filmkarrieren.
Rygter taler om et heroinmisbrug i årene omkring 2000, men det kan også bare være, at Sciorra led under, at hun primært blev castet i de her fyrige italiensk-amerikanske kvinderoller, der satte hende i bås, samt at man som kvinde i Hollywood risikerer at ryge ud, når man nærmer sig ’last fuckable day’-alderen (jævnfør Amy Schumers aktuelle sketch).
Sciorra har siden 2000 primært gjort sig i tv-serie-land, blandt andet med succes i et par sæsoner af ’The Sopranos’, hvor hun var rigtig god i rollen som den selvmordstruede bilsælger Gloria Trillo, som Tony har en affære med. Hendes tilbagevendende catchphrase – »poor you« – minder Tony om hans forgiftede forhold til moren, så på den led er Sciorras karakter med til at sætte smertefulde refleksioner i svingninger hos hovedkarakteren.
Desværre har Sciorra ikke formået at følge op på denne kort opblussende ’second coming’.
10. Laura San Giacomo
San Giacomos karriereforløb spejler godt og vel Annabella Sciorras. De er næsten jævnaldrende, har italienske rødder, blev typecastet som mørkhårede hellraisers med iltert blod i årerne og havde begge gode karriereudsigter i første halvdel af 90’erne.
San Giacomo slog meget stærkt igennem i Steven Soderberghs Cannes-vinder ’Sex, Lies, and Videotapes’, en film, der mere end nogen anden var med til at sætte en ny dagsorden for uafhængig filmproduktion i USA. San Giacomo modtog en Golden Globe-nominering for sin birolle som den bornerte Anns (Andie MacDowell) søster, Cynthia, som har en affære med hendes mand. Cynthia er Anns diametrale modsætning: Fræk, konfronterende og med en kæft som en havnearbejder. Giacomo er en veritabel åbenbaring i rollen.
Succesen førte til rollen som Julia Roberts’ åbenmundede veninde Kit i ’Pretty Woman’, en rolle, der lå til højrebenet for San Giacomo. Hun strør veloplagte wisecracks om sig med udsøgt timing, og med endnu et rollemæssig home run skulle man tro, den ged var barberet. Men herefter kneb det for San Giacomo at finde de gode roller: Hendes filmkarriere kuldsejlede forholdsvis hurtigt, og hun genfandt først balancen i tv-regi med rollen som Maya Gallo i tv-serien ’Just Shoot Me’, der løb fra 1997-2003. Her spiller hun en kvindelig journalist med et kompliceret kærlighedsliv, temperament og hang til smarte bemærkninger. Det nye ved rollen for San Giacomo er, at hun her er rykket op fra arbejderklasse til kultiveret middelklasse.
Siden har det været småt med synligheden for San Giacomo, der dog fra 2007-2010 havde en fast gig i tv-serien ’Saving Grace’.
Læs også: Hypede filminstruktører, der gik fra guld til grumt
Læs også: Skuespillere, der takkede nej til ikoniske roller