1. Brian De Palma
Det startede så lovende: ’Carrie’, ’Blow Out’, ’Scarface’
Det endte så skidt: ’The Bonfire of the Vanities’, ’Mission to Mars’, ’The Black Dahlia’, ’Passion’
De Palma, der altid har haft en dedikeret fanskare uden for USA (især i Frankrig, hvor hans stiliserede film dyrkes med en vis veneration), er efterhånden blevet 72 år, og hans seneste film fra 2012, ’Passion’, blev en gigantisk fiasko. Filmen, med Rachel McAdams og Noomi Rapace i hovedrollerne, havde et budget på 25 mio. dollars, men tjente godt og vel en tyvendedel af budgettet hjem ved billetlugerne (av!). Det har været symptomatisk for De Palma, at han i de seneste mange år har haft endog meget svært ved at engagere biografpublikummet, og de fleste kritikere har da også set sig sure på ham.
Det startede ellers så lovende med en række roste independent-film i starten af 1970’erne, før han brød markant igennem med Stephen King-filmatiseringen ’Carrie’ (med Sissy Spacek i titelrollen) i 1976. Her demonstrerede han sin mest hyldede kvalitet, evnen til at skabe og opretholde suspense, men også en evne til at leve sig ind i teenagerens følelse af udsathed og den tragikomiske sensibilitet, der knytter sig til de formative år.
Siden malede han med den helt store pensel i ’Scarface’ og viste sit filmhistoriske knowhow i eftergørelsen af den berømte trappescene fra ’Panserkrydseren Potemkin’ i gangstereposset ’The Untouchables’. Det effektjagende, kulørte og nærmest vulgære ved hans stil har dog i sidste ende gjort ham til et let offer for kritikernes spot og spe. Hans brug af tracking shots, splitscreen og slow motion kan have noget nærmest selvparodisk over sig, som det kan være meget svært at værdsætte, hvis materialet ikke matcher ambitionerne.
Få kan som Quentin Tarantino reetablere ryet for nedvurderede film og instruktører. Vi giver derfor de udvalgte på denne liste en mulighed for oprejsning. Vi præsenterer…
’Tarantino-testen’:
Quentin Tarantino har udtalt, at ’Blow Up’ og ’Scarface’ er to af de vigtigste film for udviklingen af Tarantinos eget filmsprog. I et tidligt interview fra 1992 nævner han ligefrem De Palma som en af hans fire yndlingsinstruktører (sammen med Howard Hawks, Sergio Leone og Jean-Luc Godard).
2. Michael Cimino
Det startede så lovende: ’The Deer Hunter’
Det endte så skidt: ’The Year of the Dragon’, ’The Sicilian’, ’Sunchaser’
Michael Cimino er et interessant fænomen i filmhistorien. Der er talrige historier om ham (fra tidligere venner, samarbejdspartnere, filmhistorikere, kritikere etc.), der maler et billede af en fuldstændig uregerlig, selvoptaget lystløgner uden fast jordforbindelse overhovedet (ja, ligefrem en »rendyrket fascist« ifølge filmhistorikeren Peter Biskind).
I det mindste har han afholdt sig fra at lave film i næsten 20 år, så en vis realitetssans har han dog. Til gengæld er listen af ikke-realiserede projekter forbundet med Ciminos navn så lang, at den overmatcher antallet af realiserede projekter nogenlunde i forholdet 5:1.
Det startede ellers så godt med det Oscar-vindende Vietnam-drama ’The Deer Hunter’. Men selv her er der malurt i bægeret: Filmens producer har udtalt, at det eneste, han fortryder i forhold til den Oscar, han vandt for filmen i 1979, er, at Ciminos navn også er indgraveret i statuetten.
Cimino er en meget visuel historiefortæller, der går mindre op i dialog og karaktertegning end i at realisere store, mættede sætstykker. Hvilket blev et uoverstigeligt problem for de fleste i forbindelse med opfølgeren til ’The Deer Hunter’, ’Heaven’s Gate’, der den dag i dag står som en af filmhistoriens mest kostbare fiaskoer. Der findes dem, der hævder, at filmen blev brutalt misforstået og et offer for en negativ sneboldeffekt og i stedet fremhæver den som et mesterværk. Måske et genbesøg værd?
I dag bor Cimino i Frankrig og afskyr amerikanske medier: Han er – med Robert Altmans ord – en mand, der brænder sine broer og svømmer rundt i asken derfra. Eller sagt på en lidt anden måde: Når Mickey Rourke er den eneste ven, der forsvarer ens ry og rygte, behøver man ingen fjender…
’Tarantino-testen’:
Quentin Tarantino fremhæver ’russisk roulette’-scenen i ’The Deer Hunter’ som en af filmhistoriens bedste.
3. John Woo
Det startede så lovende: ’The Killer’, ’Hard Boiled’, ’Face/Off’
Det endte så skidt: ’Windtalkers’, ’Paycheck’
John Woo er ikke som sådan en færdig mand, faktisk slet ikke. Hans seneste to film, ’Red Cliff’ og ’Red Cliff II’, har været enorme succeser i Kina, et filmmarked, som Hollywood i stigende grad ikke har råd til at ignorere.
På den måde kan han tillade sig at tage rygterne om sin kreative deroute med en vis sindsro. Men om han nogensinde får chancen igen i USA? Det er nok tvivlsomt oven på fiaskoer som ’Windtalkers’ og ’Paycheck’, der fulgte op på hans succesrige trio af Hollywood-produktioner sidst i 1990’erne: ’Broken Arrow’, ’Face/Off’ (hans klart bedste amerikanske produktion) og ’Mission Impossible II’.
Nu har han så pakket kufferten og er vendt tilbage til Asien, og Hollywood græder nok tørre tårer over tabet. Men Woo har – uanset om han er dømt ude som en has-been – sat sine spor i det populære filmlandskab. En lang række mainstream-instruktører har lært et trick eller to af Woo i forhold til afviklingen af actionscener og dyrkelsen af cool heltefigurer. Koreografien af action-sekvenserne i ’The Matrix’ skylder for eksempel Woos arbejde en hel del.
I Woos film aner man en vis glorificering af døden, som kan udlægges som moralsk lemfældig eller som udtryk for en kristen frelserlære, alt efter temperament. Under alle omstændigheder er der en dødspatos i hans film uden helt så mange ironiske anførselstegn som hos de fleste efterlignere.
’Tarantino-testen’:
Quentin Tarantino har mere end skelet til Woos signaturstil med den overdrevne, slowmotion-drevne brug af vold, hvor cool, formummede helte og skurke skyder løs på hinanden i en byge af glas og træsplinter.
4. M Night Shyamalan
Det startede så lovende: ’The Sixth Sense’, ’Unbreakable’
Det endte så skidt: ’The Village’, ’Lady in the Water’, ’The Happening’, ’The Last Airbender’, ’After Earth’
Den gode Shyamalan er nok det mest eklatante eksempel på, hvor drastisk en filmskabers stjerne kan dale fra det hotteste navn i filmbyen til at blive genstand for latterliggørelse (eller værre endnu: total indifferens) i løbet af ret få år.
’The Sixth Sense’ var et friskt pust i blockbuster-land i 1999, da den skabte sensation med et plottwist, der i internet-kulturens spæde opstart fik et gysende, langt efterliv, som det nok ville være svært at eftergøre i dag. Shyamalan lavede herefter de forholdsvis velmodtagne ’Unbreakable’ og ’Signs’, før det begyndte at gå ned ad bakke.
Det er svært ikke at se ham som en lidt for selvsikker ’one trick pony’, der især burde overveje at få andre til at skrive sine film. Hans manuskripter er præget af så gennemført en mangel på logik, at det faktum, at han selv synes at tage dem alvorligt, næsten er kært.
Shyamalan er den stolte indehaver af hele to Razzie Awards for værste instruktør (for ’The Lady in the Water’ og ’The Last Airbender’).
’Tarantino-testen’: Så sent som i 2010 udtalte Tarantino, at han anser Shyamalans anden spillefilm, ’Unbreakable’ (fra 2002), for at være et moderne mesterværk. Han inkluderede desuden samme film på sin 2013-liste over de 20 bedste film siden sin egen spillefilmdebut.
5. Richard Kelly
Det startede så lovende: ’Donnie Darko’
Det endte så skidt: ’Southland Tales’, ’The Box’
Richard Kelly fik sig et massivt gennembrud med den uafhængigt producerede ’Donnie Darko’ (2001), en apokalyptisk sci-fi-psyko-teen-horror-film (!) med Jake Gyllenhaal som en mut, men karismatisk vred ung mand med et forstyrret forhold til spejle og andet godt.
Filmen har – ikke mindst takket være en director’s cut-dvd-udgave fra 2004, der blev en stor succes – opnået status af moderne kultklassiker. Kellys film er velfortalt og disciplineret, hvilket er imponerende al den stund, at den balancerer på en knivsvæg mellem teenage-b-film-kitsch og ambitiøs kunstfilm. Det er netop den fornemmelse for en samlende vision, der er fraværende fra Kellys efterfølgende produktioner.
På grund af det kult-ry, der havde samlet sig om hans navn, blev Kelly ligefrem udtaget til Cannes-festivalens hovedkonkurrence i 2006, hvor ’Southland Tales’ til gengæld blev buhet ud. Det er da også en på alle måder hovedrystende film. Hvor ’Donnie Darko’ er køligt visionær, synes ’Southland Tales’ overophedet og fjollet. Og så indeholder filmen den ene lattervækkende ringe skuespilpræstation efter den anden (Kelly vil sikkert forsvare sig med, at filmen er tænkt som en satire, men who cares?).
Med ’The Box’ fra 2009 fortsatte han i et lignende spor med en forvrøvlet omgang tidsrejse-spiritualitet-eksistentialisme-psyko-horror-spekulation.
Det er svært at se en fremtid for Richard Kelly her og nu. Men med sit talent for at bøje tidens kronologi kan han da drømme sig tilbage til årene 2001-2004, hvor han var hot property.
’Tarantino-testen’:
Tarantino var stor fan af Tony Scott (som han skrev ’True Romance’ til) og deler dermed status som leverandør til den nu afdøde instruktørs filmografi med Kelly, som skrev manuskriptet til Scotts 2005-film ’Domino’. Kelly og Tarantino deltog sammen i et mindearrangement i Los Angeles for Scott efter hans død i 2012.
6. Atom Egoyan
Det startede så lovende: ’Exotica’, ’The Sweet Hereafter’
Det endte så skidt: ’Where the Truth Lies’, ’Chloe’, ’The Devil’s Knot’, ’The Captive’
Egoyan er en af grundene til, at jeg forelskede mig dybt i filmkunsten i mine formative år. ’Exotica’ og – især – ’The Sweet Hereafter’ er nænsomme mesterværker, hvor allegori og ufravendt realisme gensidigt befrugter, ophøjer og intensiverer hinanden. Men har man set nogle af den armensk-canadiske filmskabers film fra de seneste 10-12 år, må man spørge sig selv undrende: Er det virkelig den samme mand, som lavede så pragtfulde film for en halv menneskealder siden?
Hvis der er noget, Egoyan er god til, så er det at bytte rundt på kronologien i sine film, så det virker fuldstændigt naturligt. Ved at tilbagehold information kontrollerer han vores oplevelse af filmen, så vi ikke helt kan få det, vi rent faktisk ser, til at stemme med det, vi forventer.
Problemet er bare, at det trick ikke virker friskt længere, og det er ikke kun, fordi materialet, Egoyan arbejder med, er blevet værre (rød lampe blinker: erotiske thrillers), men også fordi han synes mere udspekuleret end autentisk i sin instruktion. Non-lineariteten er et røgslør for en ikkeeksisterende emotionel kerne.
Skyld, sorg og voyeurisme er temaer, der går igen hos Egoyan, men prøv at sammenligne, hvad han får ud af de temaer i ’The Sweet Hereafter’, med hans seneste, ’The Captive’. Der er en verden til forskel – fra det finfølte til det smagløse.
’Tarantino-testen’:
Her består Egoyan ikke!
Det tætteste, vi kommer på, er, at Egoyan har skrevet en bog, ’The Event Horizon’, sammen med en fyr ved navn Michael Tarantino. Men det tæller altså ikke rigtigt.
7. John Singleton
Det startede så lovende: ’Boyz n the Hood’
Det endte så skidt: ’Higher Learning’, ’Baby Boy’, ’Shaft’, ’Four Brothers’, ’Abduction’
I 2011 lavede John Singleton filmen ’Abduction’, som jeg gerne vil udfordre læseren til at opstøve en positiv anmeldelse for. Taylor Lautner, hvis talentløshed overtrumfes af hans mangel på karisma, spiller hovedrollen i et fuldstændig firkantet og blodløst spionage-drama.
Det er altså her, vi er endt med John Singleton, manden, der som den første sorte mand nogensinde modtog en Oscar-nominering som bedste instruktør i 1991 for gennembrudsfilmen ’Boyz n the Hood’ (bemærk 1990’er-stavemåden!). Og så kun et hurtigt pip om, at Spike Lee naturligvis burde have fået en tilsvarende få år forinden for mesterværket ’Do the Right Thing’, men da var Hollywood endnu støbt fast i ’Driving Miss Daisy’-stereotyper om sorte på det store lærred.
’Boyz n the Hood’ er en fin fremstilling af livet i en sort ghetto, der gav den da blot 24-årige Singleton et fortjent gennembrud (samt fremtrædende roller til Cuba Gooding Jr., Angela Bassett, Laurence Fishburne og Ice Cube). Det er ikke nogen stor film, men en meget lovende af slagsen.
Ikke alle løfter er dog til for at blive holdt, og siden har Singleton excelleret i hjernedøde underholdningsfilm og bovlamme dramaer. Senest har han oplevet en lille oprejsning som en del af instruktørholdet bag den meget succesfulde, Lee Daniels-producerede tv-serie ’Empire’. Måske det kan tænde noget af den gamle gnist i den nu 48-årige brancheveteran?
’Tarantino-testen’:
En ung Quentin Tarantino prøvede, ifølge Singleton, at få ham til at kigge nærmere på manuskriptet til ’True Romance’, før det til sidst endte i hænderne på Tony Scott. Det var herefter planen, at Tarantino skulle skrive en anden film til Singleton, men så kom der gang i Tarantinos egen karriere, og projektet faldt til jorden. Singleton bærer ikke nag: Han roste – modsat en stærkt kritisk Spike Lee – QT’s ’Django Unchained’ med ordene: »Hvis sorte instruktører ser sig sure på den, er det, fordi de ved, at de aldrig ville få 100 mio. dollars til at lave den type film!«.
8. The Wachowskis
Det startede så lovende: ’The Matrix’
Det endte så skidt: ’The Matrix Reloaded’, The Matrix Revolutions’, ’Cloud Atlas’, ’Speed Racer’, ’Jupiter Ascending’
Lana (født Larry) og Andy Wachowski har udviklet sig fra en status som feterede wunderkinds til box office poison. Deres seneste højbudget-spektakel er sci-fi-makværket ’Jupiter Ascending’, der – dens ringe økonomiske udbytte taget i betragtning – godt kunne ligne parrets sidste budgettunge film i Hollywood-regi: Hvem vil dog lægge penge og prestige til en næsten sikker fiasko?
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Mon ikke makkerparret vil have godt af at vende tilbage til skrivebordsskuffen og finde en ide frem, der kan realiseres for færre penge, baseret på én god ide snarere en muligheden for at kaste penge efter mange halvbagte? Måske kommer det med deres kommende Netflix-serie ’Sense 8’.
The Wachowskis har i meget ringe udstrækning formået at anvende deres indlysende tekniske flair i den ukomplicerede, gode histories tjeneste. Deres universer er visuelt stimulerende, men det er som oftest lige fedt, når ideerne står linet op som slagtekvæg og behandles med nogenlunde samme respekt. Det, der fungerede så godt ved ’The Matrix’ – udover dens tekniske landvindinger – var den i grunden simple appel ved historien: En almindelig mand, der finder ud af, at han er ’den udvalgte’.
Filmen forvarslede desuden den ’big brother’-paranoia, som kun har vokset sig større i den kollektive bevidsthed siden 1999.
’Tarantino-testen’:
Tarantino er en erklæret fan af ’The Matrix’, som han i 2013 inkluderede på sin liste over de 20 bedste film siden sin egen spillefilmdebut.
9. Joe Dante
Det startede så lovende: ’The Howling’, ’Gremlins’
Det endte så skidt: ’The ’Burbs’, ’Gremlins 2’, ’Small Soldiers’, ’The Hole3D’
Joe Dante var the shit i de tidlige 1980’ere, hvor han instruerede ’The Howling’ (baseret på fremragende John Sayles’ manuskript) og ’Gremlins’ – film, der syder af kreativt overskud og en befriende humor og stilbevidsthed, som ofte mangler inden for underholdningsfilm. De tidlige film bærer vidnesbyrd om en unik evne til at sammenplante humor, special effects og et hav af referencer til både b-film og kunstfilm (blandt andet en forkærlighed for den franske filmskaber og forfatter Jean Cocteau), der på charmerende og begavet vis formår at overskride det indforståede.
Desværre gik luften af ballonen i slutningen af 1980’erne (ikke ulig den ligesindede Harold Ramis, manden bag ’Ghostbusters’), hvor han leverede en forholdsvis sløj opfølger til ’Gremlins’ og den decideret skuffende ’The ’Burbs’. Siden har han mestendels arbejdet inden for tv med det sigte – må man formode – igen at få lov til at vise sit værd på det store lærred. Når han har fået chancen har det dog ikke resulteret i film, der når hans tidlige værker til sokkeholderne.
Løbet er nok kørt for Dante, men det er altid umagen værd at minde filmelskere om, hvor opfindsomme og sjove hans glansstunder er.
’Tarantino-testen’:
I et tidligt interview (fra 1992) fortalte Tarantino, at han elsker respektløse genreinstruktører som John Dante, om hvem han endda overvejede at skrive en bog, før filmkarrieren for alvor tog fart.
10. Sofia Coppola
Det startede så lovende: ’The Virgin Suicides’, ’Lost in Translation’
Det endte så skidt: ’Marie Antoinette’, ’The Bling Ring’
Alt er relativt, og det er måske lidt frækt at medtage Sofia Coppola på en liste som denne, al den stund at der fortsat hersker ganske meget bevågenhed omkring hendes film. Desuden ’mangler’ hun endnu at levere en decideret stinker.
Men med tanke på den hype, der omgav hende i forbindelse med den Oscar-nominerede ’Lost in Translation’ (der fulgte op på den både rystende og sødmefulde ’The Virgin Suicides’), er det ikke unfair at hævde, at hun har underpræsteret siden.
’Marie Antoinette’ var en forvirrende opfølger til de fint registrerende forgængere med dens postmoderne take på solkongens sidste dage. På en måde var sammenstillingen af moderne techno med fortidens dekadence frisk nok, men filmen er hverken fugl eller fisk: Den siger ikke så meget om fortiden, og den siger ikke så meget om nutiden. Den siger mest ingenting på en ret lækker måde.
’Somewhere’ er en smallere indie-artfilm, der byder på nogle vellykkede enkeltscener, men har det store problem, at karaktererne er flade og svære at holde af. ’The Bling Ring’, Coppolas seneste film, følger en gruppe privilegerede unges uansvarlige handlinger. Den moralske fordømmelse, der ligger lige for, er banal og ikke specielt befordrende for at formulere en interessant eller udfordrende vision.
Coppola er måske nok den filmskaber på listen her, der endnu har den største chance for at skabe relevant filmkunst i fremtiden (hun er blot 43 år), men hendes formkurve er dalende.
’Tarantino-testen’:
Tarantino og Coppola datede en overgang i 00’erne, så de har et intimt kendskab til hinanden. Derudover var Tarantino præsident for juryen, da Coppolas fjerde film, ’Somewhere’, vandt den gyldne løve (hovedprisen) ved Venedig-festivalen i 2010, hvilket skabte ivrig mumlen om habilitetsproblemer i krogene.
Læs også: Trailer – M. Night Shyamalan vender tilbage til gyset med ‘The Visit’
Læs også:De bedste biljagter i det nye årtusinde