I kølvandet på Bille Augusts kritikerroste ’Stille hjerte’ kommer nu en ny dansk film om assisteret selvmord.
’I dine hænder’ er den første spillefilm fra den danskuddannede, franskfødte instruktør Samanou Acheche Sahlstrøm og handler om sygeplejersken Maria (Lisa Carlehed), der støtter en uhelbredeligt syg patient (Peter Plaugborg) på rejsen til en klinik i Schweiz, som skal hjælpe ham med at begå selvmord.
’I dine hænder’ vandt prisen for bedste nordiske film på Gøteborg Film Festival og belønnes med fem flotte stjerner af vores anmelder, der konkluderer, at den får én til at tro på dansk films fremtid.
Samanou, assisteret selvmord er et tungt emne for en debuterende instruktør. Hvorfor lige det emne?
»Udgangspunktet var min egen frygt for døden og fascination af, hvordan mennesker kan komme så langt ud, at man vælger livet fra. Det har dog aldrig været en film om en person, der vil dø, men en historie om en person, der ledsager en person, der vil dø. Når man som Niels allerede er af sted på den rejse, tror jeg ikke, man skifter mening. Tvivlen ligger hos Maria«.
Ja, hun gennemlever en voldsom udvikling. Værdsætter vi typisk først livet, når vi konfronteres med døden?
»Det er det, filmen undersøger. For mig handler den om to mennesker, der gerne vil være fri. Niels vil være fri af sine lidelser, sin sygdom, sin kørestol og sin dårlige samvittighed over den måde, han straffer sine omgivelser på. Og Maria er bundet til livet på sin egen måde og har ikke fundet ud af, hvordan hun skal leve. På den måde hjælper de hinanden«.
Du har lavet meget research til filmen. Hvad overraskede dig mest?
»Det mest øjenåbnende var, at processen med at opgive livet handler om kontrol. Når man vil begå assistereret selvmord, får man en midlertidig godkendelse, hvis man lever op til nogle kriterier. 70 procent af de mennesker, der får godkendelsen, vælger aldrig at gennemføre assistereret selvmord, alene af den grund at de nu har kontrol over deres eget liv«.
Men hvorfor skal man gå ind og se en film om døden?
»Jeg kommer fra Frankrig og opfatter Danmark som et land, der altid har kæmpet for frihed: Til pornografi, homoseksuelle rettigheder, ytringsfrihed… Men Danmark virker tøvende, når det kommer til spørgsmålet om døden. Hvad med den frihed?
Jeg var også interesseret i intimitetsbegrebet. Vi er opdraget med, at døden er tabu, og sex er intimt. Men døden er det mest intime øjeblik, man kan opleve med et menneske. Jeg tror, mødet med døden får os til at slippe hæmninger, parader og fordomme og derfor bringer os tættere på livet.
Filmen udviklede sig også til en kærlighedshistorie undervejs – ikke en kærlighed, der redder ham fra døden, men en kærlighed betinget af, at døden venter. Den dødsdømte kærlighed kan være lige så stærk som langvarig kærlighed«.
Hvordan opstod den kærlighedshistorie undervejs?
»Jeg havde en forestilling om, at de ville komme derhen, men det gav først mening at arbejde med intimitetsbegrebet, da jeg begyndte at arbejde med skuespillerne. Filmen løftede sig fra manuskriptet i kraft af den kemi, der opstod mellem Peter Plaugborg og Lisa Carlehed. Vi fandt en sandhed i deres tilnærmelser.
Det hænger også sammen med den frihed, jeg giver skuespillerne under optagelserne. Replikkerne er skrevet på forhånd, men vi arbejder uden prøver. I de første par takes instruerer jeg dem ikke. Derefter prøver vi forskellige ting af. Udgangspunktet er, at vi ikke går efter det perfekt take. Selvom det ikke fungerer fra start til slut, opstår der måske et enkelt blik eller en berøring, der løfter scenen til noget andet, end jeg havde regnet med.
Vi arbejder håndholdt og går ud fra, at alt kan klippes sammen. Takket være dogmefilmene er vi ikke bange for at overskride de traditionelle regler for kontinuitet«.
Er du inspireret af de danske dogme-film?
»Jeg er inspireret af nødvendigheden af at sætte faste rammer op for min film. Folk er villige til at acceptere de fleste dogmer eller konventioner, så længe der er klare linjer. Det gælder også i forhold til tid og økonomi. Filmen kostede fem millioner kroner, og vi filmede i tre forskellige lande. Det krævede, at vi fandt på nogle spilleregler, hvor det kunne lade sig gøre, uden at vi hele tiden ærgrede os over det, vi ikke kunne få.
Per Fly har engang citeret Dronningen for at sige, at man skal lære at ville det, man skal. Det arbejder jeg også efter. Jeg synes for eksempel, at håndholdt kamera skaber dynamik, fordi fotografen har mulighed for at reagere uden at tænke for meget. Og så fortæller jeg for eksempel lysmesteren, at det lys, han kan nå at sætte på en halv time, er det, jeg gerne vil have – i modsætning til at bede ham sætte lys, der normalt tager tre timer, på en halv time.
Filmen bliver bedre af, at alle føler, de gør deres bedste inden for den givne ramme«.
Til gengæld er du langt fra dogme og realisme på andre punkter – for eksempel med den nærmest svulstige musik?
»Ja, jeg prøvede at finde sprækker, hvor vi kunne bryde realismen med poetiske og lyriske passager og med musikken, der nogle steder er på kanten af den gode smag. Når Nick Cave for eksempel synger ’Into My Arms’, ser vi to arme. Det er meget én til én, nærmest som en musical. Normalt er man så forsigtig med musik – tilskueren skal helst ikke lægge mærke til den. Jeg synes, det er sjovt at være lidt mere respektløs omkring det«.
Her til sidst: Rygtet siger, at du kom til Danmark, fordi du var fan af Lars von Trier. Passer det?
»Ikke helt. Jeg kom til Danmark, fordi jeg fulgte en kæreste. Men jeg vidste også, at jeg ville lave film og så op til Lars von Trier. Så før jeg flyttede, havde jeg lagt en plan om, hvordan jeg kunne komme til at lave film her. Nummer ét var at lære dansk. Nummer to var at blive elev på Zentropa. Og nummer tre var at komme ind på Filmskolen«.
Det lyder som en rimelig vild plan.
»Måske, men den føltes realiserbar. Og så har jeg selvfølgelig været heldig«.
Læs også: Hold øje med – Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år
Læs også: ‘I dine hænder’ / Anmeldelse