‘I dine hænder’
Den franskfødte københavner Samanou A. Sahlstrøms ’I dine hænder’ føles som en mindre rystelse i dansk film.
Det skyldes spillefilmdebutantens, nå ja, dødærlige insisteren på at berette om noget så dræbende trist som assisteret selvmord uden at forfalde til overforklarende melodrama. Og det endda helt uden brug af vor tids allestedsnærværende ironi, der fortynder alting med et distancerende glimt i øjet.
Sygeplejersken Maria (Carlehed) skal eskortere den uhelbredeligt syge Niels (Plaugborg) til Schweiz, hvor lægeligt assisteret selvmord er tilladt, og ’I dine hænder’ bliver en slags dybfølt dødsmesse af en roadmovie, der leder tankerne hen mod Bergmans mesterværk ’Ved vejs ende’. Her var rejsen også det, der tilførte en tragisk livsskæbne en sidste og altafgørende betydning.
Sahlstrøms eget manuskript forfalder aldrig til en propagandistisk for eller imod-diskussion om assisteret selvmord og aktiv dødshjælp. Vi befinder os nemlig i helt andre luftlag, hvilket allerede blev antydet i instruktørens afgangsfilm fra Filmskolen, den lige lovligt stilbeviste ’Les amours perdues’. Franskdanskeren er ligesom sit erklærede idol, mentoren Lars von Trier, mere interesseret i poesi end politik.
Selvom vi bruger det meste af livet på at fornægte, at vores tid er begrænset, så er det desværre et naturvidenskabeligt faktum. Forskellen for Niels er, at han ved præcis, hvornår den slipper op. Det vilkår forløser instruktøren intelligent ved at spalte flere scener og blande dem ukronologisk sammen. Det giver en vægtløs tidfornemmelse, der opnår poetisk tyngde i samspil med Brian Curt Petersens umådeligt velkomponerede fotografering af dalende snefnug.
Filmen er dybest set et kammerspil med to mennesker i et kemignistrende epicenter og står og falder derfor med sine hovedrollepræstationer. Peter Plaugborgs statelige fysik er slet og ret ved at falde fra hinanden, og hans portræt af Niels’ vekslen mellem bitterhed og angst er hjerteskærende. Den superaktuelle dansker leverer en karrieredefinerende præstation.
Lige så opsigtsvækkende er svenske Lisa Carleheds Maria, hvis følsomhed afslører et lige så hæmmet menneske som den handicappede Niels. Men i de få øjeblikke hun slipper sig selv fri, som da hun elsker med en tysk musiker i en historisk kraftfuld sexscene, eksploderer hendes ansigt i uforfalsket lykke. Her drister Sahlstrøm sig endda til at slukke totalt for lyden, hvilket paradoksalt nok får scenen til at brage.
’I dine hænder’ er gjort af det stof, der får én til at tro på unge, glødende filmskabere, støttesystemet New Danish Screen og dansk films fremtid i det hele taget.
Kort sagt:
Samanou A. Sahlstrøm har begået årets indtil videre bedste og vigtigste danske film. ’I dine hænder’ handler om assisteret selvmord, men belærer aldrig tilskueren om rigtigt og forkert. Det gør den til en knugende og umanerligt stilbevidst film om tid, død og ikke mindst ægte kærlighed. En ny filmkunstner er født!
Læs også: ‘I dine hænder’-instruktør: Døden er det mest intime øjeblik, man kan opleve med et andet menneske
Læs også: Peter Plaugborg: Her er filmene, der har defineret mig