En hjerneskadet fan giver Jonatan Spang en gave til en mindre formue. Efter sin invaliderende ulykke ønsker hun sig, finder vi ud af, intet højere end at knalde sit store idol. Så hvad gør Jonatan? Han knalder hende.
Med den ‘Louie’-inspirerede TV 2 Zulu-serie ‘Lillemand’ stryger komikeren ikke den småborgerlige dansker med hårene. Hans mål er at komme i kontakt med sin egen ambivalente moral, så vi kan komme i kontakt med vores.
‘Lillemand’ er en melankolsk komedieserie – halvt fiktion, halvt standup – om det moderne menneskes ensomhed, pakket ind i pinlige optrin, der ikke umiddelbart lader ‘Klovn’ noget tilbage at ønske.
Spang spiller en fiktionaliseret udgave af sig selv, der først dummer sig i virkelighedens rammer, dernæst udpensler dumhederne på scenen – som var det et kryds mellem et refugium og en skriftestol.
I seriens første afsnit om den mentalt handicappede fan lægger du op til en opbyggelig fortælling, men tager i sidste ende røven på os. Hvorfor havde du en trang til at prøve den slags grænser af?
»Der er så meget andet, der bliver så korrekt. Jeg er godt klar over, at det afsnit går til kanten, og jeg har ved gud også fået mange klager efterfølgende, men det er et forsøg på at gøre op med den forargelseskultur, som de sociale medier har været med til at skabe. Det, at nogen får en dårlig følelse indeni, bliver til noget, der slet ikke må findes. Og det er ikke en særlig opbyggelig måde at se verden på«.
Fik du helt frie hænder af Zulu?
»Ja, det er det gode ved at arbejde på en lille kanal. Der har ikke været det pres, som der var, da jeg tidligere var med til at udvikle en serie til TV 2’s hovedkanal. Det var en noget lang og stenet vej«.
Hvordan rammer man balancen mellem det provokerende og det menneskeligt engagerende?
»Det kan godt være, at jeg i serien roder mig ud i noget værre skidt og tager nogle beslutninger, der er baseret mere på nogle spontane indskydelser end noget, der er tænkt vildt godt igennem. Men der er ikke noget ondt i karakteren som sådan. Det er en figur, der forsøger at gøre det rigtige. Sådan er det med de fleste mennesker. Selv om der er så meget konflikt, idioti og ufred i verden, så synes vi alle, at vi gør det rigtige hele tiden. Så på den måde er det et billede på, hvordan verden er. Man prøver og fucker op«.
Du dyrker en realistisk komediestil, hvor hver replik ikke behøver at ende i en punchline. Måtte du kæmpe med dig selv for at skære ned på antallet af jokes?
»I filmbranchen kæler man ofte for meget for manus, så i stedet for at man lader en scene starte med, at nogle kommer ind af en dør og siger, nå hej, der sidder du, så klipper man ind lige der, hvor scenen peaker, og der er en, der råber, mor er død! Og så skal man ligesom tage den derfra. Vi har gjort det på en mere åben og legende måde uden et færdigt manuskript, og det betyder også, at man ikke kan lave de der deciderede punchlines«.
På den måde indgår ‘Lillemand’ vel også i en amerikansk tendens blandt komedieserierne?
»Ja, komikken i USA i dag er mindre punchet. Nu læner den sig mere op ad det tragiske, nogle steder med enormt meget ydmygelse. Det er der selvfølgelig også noget af i ‘Lillemand’, men ambitionen har været at gå efter ensomheden mere end den totale ydmygelse«.
Apropos amerikanske serier bruger du samme ramme som ‘Seinfeld’ og især ‘Louie’. Har du været bekymret for beskyldninger om plagiat?
»Jeg har jo selv skrevet, at serien er inspireret af ‘Seinfeld’ og ‘Louie’, som også tager udgangspunkt i en komikers liv på og uden for scenen. Hvis der så er nogen, der synes, det er plagiat, det er ikke rigtigt. Så kan man også sige, at ‘Girls’ er et plagiat af ‘Sex and the City’, fordi den handler om fire kvinder i New York, der har problemer med datinglivet. Der er hverken nogen storylines eller noget i måden, det er lavet på, der er stjålet, så den tager jeg med rimelig stor sindsro«.
Den største inspiration har vel været dit eget liv? Har det været svært for dig at spille dig selv?
»Det var meget let, fordi jeg samtidig instruerede. Så jeg havde hele tiden mere fokus på, hvad alle andre på settet lavede, end hvad jeg selv gjorde. Jeg blandede mig så meget i deres butik, at jeg ikke havde plads til at tænke over det med at spille mig selv.
Grunden til, at det kan lade sig gøre for mig at udlevere mig selv på den måde, er, at der ikke er nogen, der ved, hvornår det er privat, og hvornår det ikke er. Det minder meget om min standup, og der er ingen tvivl om, at det har været en drøm for mig at forene de to ting, jeg kan: Standup og skuespil«.
’Lillemand’ kan ses på TV 2 Play.
Læs også: 15 skæve til Jonatan Spang
Læs også: ‘Lillemand’ / Anmeldelse