1. ’The Descendants’
For nogle kan døden være verdens undergang – for andre bliver det et wake-up call. Det sidste er tilfældet for Matt King (George Clooney) i Alexander Paynes ’The Descendants’, der, efter at hans kone ender i koma, bliver indhentet af virkeligheden.
For ikke nok med at den travle Hawaii-forretningsmand for første gang i flere år pludselig skal tage sig af sine to uvorne døtre, han opdager også, at hans kone har haft en affære. Arbejdsnarkomanen King forstår pludselig, at livet handler om andet og mere end tal på bundlinjen – nemlig om menneskelige relationer og værdier.
Samtidig skildrer Payne også en ukontrolleret sorgproces. For kan Matt tilgive sin kone på dødslejet?
’The Descendants’ er et stærkt hverdagsdrama, der blev belønnet med både en Oscar for bedste manuskript og to Golden Globes i 2012.
Kan ses på Blockbuster, Plejmo og Viaplay.
2. ’Six Feet Under’
Den enes død, den andens brød.
Familien Fischer i HBO’s prisbelønnede ’Six Feet Under’ erhverver sig som bedemænd og konfronterer således både døden professionelt og privat. I første afsnit dør patriarken nemlig og efterlader sine to sønner om at føre forretningen videre.
’Six Feet Under’ tør se døden i øjnene i en verden, hvor livet forgængelighed stadig er et tabu, og den gør det både med følsomhed og respektløshed. Hovedforfatter Alan Ball (’American Beauty’) dyrker en morbid og sort bedemandshumor, og hvert afsnit starter med et nyt dødsfald, der bliver til smør på brødet for The Fischers.
Serien høstede i dens levetid fra 2001-2005 et utal af nomineringer og priser. Og dens slutning er en af de bedste afslutninger, man nogensinde har set på tv. Man mærker sit eget livs endelighed lige i hjertekulen, og ’Six Feet Under’ formår således at føre sit tema hele vejen til dørs. Et must på en dødsliste som denne.
Kan ses på HBO Nordic.
3. ‘The Fountain’
Kan man leve for evigt? Findes der en kur mod døden? Eller er døden kuren i sig selv? Det er de helt store spørgsmål, der er omdrejningspunkt for Darren Aronofskys filosofiske ’The Fountain’, der trækker på alt fra kristendommens skabelsesmyte til buddhismens tanker om reinkarnation og det evige liv.
Hugh Jackman spiller den desperate professor Tom, der kæmper en både indre og ydre kamp for at finde en kur mod sin kones hjernetumor – og en mystiske træsort ser måske ud til at virke. Livets træ er også omdrejningspunktet i filmens anden fortælling om en middelalderlig ridder (Jackman) på jagt efter evigt liv til sin dronning. I et fremtidsscenarie ser vi en mand (også Jackman), der prøver at finde fred og omfavne sin skæbne.
Aronofsky kæmpede en brav kamp for at realisere sit hjertebarn, der af flere anmeldere blev stemplet som prætentiøst New Age-pladder. Det er også nemt at afskrive ’The Fountain’, der er en svær nød at knække. Men hvem har også sagt, det skal være let at forstå meningen med det hele?
Kan ses på Plejmo.
4. ’Stille hjerte’
En dag tilbage. Det blev heldigvis ikke titlen på Bille Augusts imponerende comeback, ’Stille Hjerte’, selvom det egentlig havde været meget rammende.
I filmen samler den uhelbredeligt syge Esther (Ghita Nørby) nemlig sin nærmeste familie til et sidste farvel inden et assisteret selvmord. Men hvad siger man, når man ved, at ens mor snart ikke er her mere? Tvivlen og frustrationen spirer i krogene – for som den yngste datter Sanne (Danica Curcic) siger: »Hvorfor kan vi ikke bare få én dag mere sammen?«.
’Stille hjerte’ går tæt på et kontroversielt emne, aktiv dødshjælp, som i disse år diskuteres flittigt både i folkemunde og politisk. Ghita Nørby leverer en kraftpræstation som familiens matriark, hvis fordoms styrke smuldrer mellem fingrene på hende, og filmen formår samtidig at skildre den hjertegribende afsked fra tre generationers perspektiv, fra barnebarnets befriende naivitet over de voksne børns tvivl og til mandens trofaste støtte.
Kan ses på Blockbuster, Plejmo, Viaplay og Youbio.
5. ‘Big Fish’
»A man tells his stories so many times that he becomes the stories. They live on after him. And in that way he becomes immortal«, lyder det i Tim Burtons ’Big Fish’, der udforsker forholdet mellem virkelighed og fantasi – og viser, hvordan en hel sandhed kan opstå ud fra to halve.
På dødslejet konfronterer sønnen Will sin far, Edward. Hele livet igennem har Edward nemlig været en historiefortæller og en ganske fantasifuld en af slagsen. Men hvem er han egentlig? Will prøver at få brikkerne til at falde på plads.
Selv i en fortælling om en døende mand formår Tim Burtons krøllede hjerne både at lege med pastelfarver, kaste med magi og byde på hekse og kæmper. Det bliver til et fortryllende eventyr, ikke bare om et rørende far-søn forhold, men om livet som ens egen fortælling. En mand kan dø, men hans eftermæle kan gøre ham udødelig.
Kan ses på den danske Netflix og Youbio.
6. ’Never Let Me Go’
Tænk, hvis det eneste formål med din eksistens var at give liv til andre. Den betingelse må Kathy, Tommy og Ruth leve med i den britiske filmatisering af Kazuo Ishiguros mesterlige sci-fi roman ’Never Let Me Go’, hvor menneskeliv er blevet materialiseret.
I en alternativ virkelighed, hvor den gennemsnitlige levealder er blevet betydeligt højere, er de tre venner nemlig en del af et kuld kloner, som opfostres som organdonorer. Trekløveret sander, at deres skæbner er forudbestemte, og at de er dømt til at dø i en ung alder. Men er der overhovedet noget, de kan stille op?
Mark Romaneks film stiller flere væsentlige etiske spørgsmål, men den er også et interessant studie i menneskets skrøbelige tilværelse, hvor hvert minut tæller – og hvor man aldrig har tid nok. Titlen ’Never Let Me Go’ referer ikke kun til Jane Monheits kærlighedssang, men også til det at give slip – på sin elskede og på sin egen eksistens.
Kan ses på Blockbuster, Plejmo og Youbio.
7. ’Den tid vi har’
I folkekirken siger ægtepar ja til hinanden med løftet om evig troskab, indtil døden dem skiller. Over halvdelen af alle ægtepar bliver dog skilt før tid, bare ikke Arne og Ruth, der har været sammen i 67 år, så tilsagnet i kirken står som et hjertevarmt ekko, til det bliver hjerteskærende alvor.
I Mira Jargils prisbelønnede afgangsfilm fra Den Danske Filmskole følger vi instruktørens egen bedstemor, Ruth, der efter at have fået sin dødsdom kommer hjem til sin kærlige mand, der passer og plejer hende til det sidste. Men til trods for de mange oplevelser og alle de gode år, de to elskende har haft sammen, er det alligevel svært at acceptere døden.
Mennesker dør, men det gør kærligheden ikke. I hvert fald ikke i Arne og Ruths tilfælde. Deres barnebarn har skabt en hjertegribende dokumentar, hvor hun med ydmyghed og uden ynk hylder livets bedste eliksir, kærligheden.
Uden alt for mange ord, men med nærvær og varme siger Arne farvel. I en rørende scene siger den på en gang fattede, men aldrig opgivende Arne til Ruth, der efterhånden er sunket helt sammen: »Kan du mærke, at jeg her? Sover du? Du svæver måske?«.
Se kortfilmen ovenfor.
8. ’Det syvende segl’
Kan man finde livets mening over et spil skak? Måske, hvis din modstander er Døden i egen høje person.
Det ikoniske billede af den bleghvide Død, der spiller skak med den gudsforladte ridder Antonius Block (Max von Sydow) i Ingmar Bergmans eksistentialistiske ’Det syvende segl’ er for længst gået over i filmhistorien. Det er tunge temaer om Gud, livet og døden, der dominerer hos den svenske filmmager, men ’Det syvende segl’ er også både humoristisk og kærlig.
Efter et udmattende og blodigt korstog vender ridderen Block (Max von Sydow) hjem til et Sverige plaget af pest. Blocks tro på Gud er forsvundet, og han søger svar på de store spørgsmål om liv og død. Han møder blandt andet kunstnerparret Jof, Mia og baby-sønnen Mikael, der har en langt større appetit på tilværelsen og dets herligheder.
’Det syvende segl’ udforsker frygten og kærligheden for livet. Bergman stiller spørgsmålstegn ved menneskehedens åndelige eksistensgrundlag – religionen – og måden, den sanktionerer verdens ondskab og grusomheder.
Bergman har udtalt, at ’Det Syvende Segl’ er inspireret af hans egen frygt for døden, og at han betragtede den som en af sine egne favoritfilm.
Kan ses på Filmstriben
9. ’The Savages’
Vi gemmer vores ældre væk på plejehjem, men den pæne facade er en vildledning for det enkelte, men ofte usagte faktum, at det er endestationen. Det er her, vi dør.
Tarama Jenkins’ ’The Savages’ tør vise os alderdommen og døden fra den beskidte side. For som Philip Seymour Hoffmanns Jon siger: »Death is gaseous and gruesome and it’s filled with shit and piss and rotten stink!«.
I ’The Savages’ er skriften på væggen skrevet med lort – bogstavelig talt. Lenny (Philip Bosco) har ingen kontakt til sine børn efter en hård opvækst, men da han rammes af demens, må datteren og sønnen, Wendy og Jon (Laura Linney & Hoffmann), træde til.
Den dysfunktionelle familie må pludselig samarbejde. Deres far bliver aldrig den samme, men kan søskendeparret blive normale igen?Skal vi trække stikket, hvis du ender i koma? Vil du kremeres eller begraves? De to børn må spørge deres forstyrrede far om de ubehagelige, men nødvendige kendsgerninger. Men selvom Jenkins trykker der, hvor det gør ondt, opblødes klumpen i halsen alligevel med flere smil. ’The Savages’ er nok en realistisk fortælling om alderdommen, men den er fortalt i en human og humoristisk tone.
Tamara Jenkins og Laura Linney modtog begge Oscar-nomineringer, for henholdsvis bedste manuskript og bedste kvindelige hovedrolle, mens Hoffmann blev nomineret til bedste mandlige hovedrolle ved Golden Globe.
Kan ses på Filmstriben, Youbio og Plejmo.
10. ’Amour’
Den nådesløse død og den kompromisløse kærlighed går hånd i hånd i Michael Hanekes alderdomsepos ’Amour’. Uden sentimentalitet og ganske nøgternt skildrer den østrigske auteur livets efterår, når de sidste solskinstimer er sluppet op og bladene visne.
Det ældre ægtepar, Georges og Anne (de franske skuespillerikoner Jean-Louis Trintigrant og Emmanuelle Riva), får vendt op og ned på deres stille tilværelse, da Anne rammes af et slagtilfælde. Georges ønsker at skåne sit livs kærlighed mest muligt og påtager sig rollen som sygepasser. Men i takt med at Anne bliver mere og mere dement og selvdestruktiv, bliver opgaven sværere end som så
Michael Haneke er kendt for ikke at skåne sit publikum, og det gør han absolut heller ikke i Guldpalme-vinderen ’Amour’. Billedsiden domineres af livets og kroppens forfald, og med sit nærmest statiske kamera nægter Haneke at kigge væk. Selv i de mest tærende øjeblikke.
’Amour’ er en bevægende oplevelse, der trods sin nådesløse fremstilling af livets deroute også rummer håb.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Youbio, Viaplay og Plejmo.
Læs også: Philip Seymour Hoffman fortæller om lykke i rørende animeret interview
Læs også: 10 europæiske filmauteurs, du bør kende