Vores rapport fra Cannes dag 3: Woody Allen skuffer med patetisk kvindeskildring – Colin Farrell glimrer i fænomenal hummersatire

The Lobster
Dagens fænomenale hummer

Man håber på et mesterværk. Hver gang man sætter sig til rette i Grand Théâtre Lumière i Cannes, er det med forhåbningen om at være blandt de første i verden, der ser en film, som rykker fordringsløst ved filmkunstens grænser.

Græske Yorgos Lanthimos’ engelsksprogede ’The Lobster’ var blandt de film, jeg knyttede de mest brændende håb til inden festivalen. For hvordan kan man andet med følgende præmis: Colin Farrell med snegl på overlæben (og i sin bedste rolle siden ’In Bruges’) spiller en mand, der bliver forladt af sin kone.

Han bliver sendt på et dødsygt hotel, hvor han i selskab med andre sølle singler har 45 dage til at finde en passende mage. Lykkes det ikke, bliver han forvandlet til et dyr efter eget ønske og sendt ud i skoven. Forbliver han partnerløs, vil han gerne være en hummer. De lever længe og er frugtbare i mange år, ræsonnerer han. Han får ros for sit valg.

Filmen er fænomenal! Tindrende original og forbløffende opfindsom fra start til slut. Som i sit gennembrud, mesterværket ’Dogtooth’, opbygger Lanthimos et mikrokosmos af regler og relationer, der ligger fjernt fra den verden, vi kender. Et bedragerisk greb, fordi alt ellers ligner sig selv, eller i hvert fald en brun-beige 90’er-version af verden. Filmen er måske nok en slags fremtidsvision, men renset for hightech-utopier.

I denne verden kan mænd og kvinder kun finde sammen, hvis de har ét håndgribeligt fællestræk, fx at de begge er nærsynede eller får hyppigt næseblod. På hotellet bliver singlerne belært om de fordele, der er ved at være to: Hvis en kvinde går tur med en mand, slipper hun for at blive voldtaget. Hvis en mand får sin mad galt i halsen under en middag, kan kvinden komme til undsætning.

Ude i skoven bor The Loners, folk, der nægter at leve under samfundets spilleregler, og som hver dag jages til døden af singlerne. The Loners danser kun til elektronisk musik i hver deres høretelefoner, for så er der ikke nogen risiko for, at de bliver forelskede i hinanden (da Colin Farrells mand møder Rachel Weisz’ kvinde i skoven, er det dog netop, hvad der sker).

Har man nogensinde set noget lignende? Tonemæssigt er det Wes Anderson møder Lars von Trier, et kulsort absurdteater om kærlighedens grænser, parforholds indre struktur og samfundets blik på folk, der lever alene. En overrumplende film spækket med gode idéer, hvoraf langt de fleste forløses, og som tilmed kulminerer i en fortrinligt tvetydig slutning. Festivalens foreløbige højdepunkt!

Dagens dialogudveksling

Fra ’The Lobster’:
Colin Farrell ankommer til hotellet og receptionisten udspørger ham passionsløst ud fra et standardiseret spørgeskema.

Receptionist: »Hvad er din seksuelle præference?«

Farrell: »Kvinder… (pause)… Om end jeg havde en homoseksuel oplevelse i gymnasiet… (pause)… Kan man vælge ’biseksuel’?«

Receptionist: »Nej, den mulighed er der desværre ikke mere. Det røg ved den seneste opdatering af systemet. Så… hvad vælger du?«

Farrell (tænker meget grundigt og længe): »Okay. Det må blive kvinder«.

Irrational Man
Dagens kønsklichéfulde Woody

Jeg har set mig sur på Woody Allen, så læs følgende tvære opstød med et vist forbehold. Mesterens seneste film var den – selv for ham – urimeligt letbenede og lovlig gammelmandspikkede ’Magic in the Moonlight’, hvor Emma Stone bliver forgabt i den 28 år ældre Colin Firth, en ensidig romance, der skamred kønsklicheerne.

I dag fik hans opfølger, ’Irrational Man’, premiere i Cannes uden for konkurrence, og det er en mild forbedring, men også kun på decimalerne. Her forelsker Stone sig i den denne gang kun 14 år ældre Joaquin Phoenix (det går den rigtige vej), en fordrukken filosofiprofessor ved navn Abe Lucas, der ifølge Stones anstrengende voice-over er både brillant og charmerende. Kun det sidste tror man på, for Phoenix er karismatisk, mens hans banale overvejelser om held, skæbne og moral kun med nød og næppe ville bestå filosofi på højniveau i gymnasiet.

Emma Stones kønne Jill er en intetsigende karakter, hvis identitet består 100 procent i hendes forelskelser – hun er splittet mellem det erfarne, enigmatiske geni og sin jævnaldrende dengse af en kæreste. Filmen får bedre fat, da Abe som en anden Raskolnikov i Dostojevskijs ‘Forbrydelse og straf’ beslutter sig for at dræbe en moralsk depraveret dommer. Hans perfekte mordplan indgyder den vitalitet i ham, han ellers har mistet.

Her bevæger Woody Allen sig ud i det territorium, han har excelleret i med de sublime ’Crimes and Misdemeanors’ og ’Match Point’, men filmen føles som en light-udgave af begge, og trods visse humoristiske pletskud er dialog og konflikt slapt skrevet med de fleste pointer hamret ud i ekspositions-voice-over.

Filmen foregår som sædvanligt i et kridhvidt elitemiljø, der føles fjernt fra virkeligheden. Nogle vil nok finde hele affæren hyggelig og besnærende. I min bog føles Woody Allen med sine to seneste film håbløst bedaget, mere irriterende end charmerende.

Rams
Dagens druktur

I den lille, fine islandske film ’Rams’ finder en gammel fåreavler sin velvoksne, fordrukne bror i sneen efter en voldsom vodkabrandert. Han henter sin traktor, samler ham op i traktorskovlen og læsser ham af foran hospitalet og kører væk igen.

Det Danske Filminstitut har penge i filmen, og i aften holder instituttet fest for alle danskere i Cannes. Nu har de da fået inspiration til, hvordan de håndterer folk, der tager lige vel godt fra sig af den frie bar. Op i skovlen, ned på stranden med dem (os).

Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.

Guldpalmefavorit lige nu: ’The Lobster’

Læs også: Cannes Dag 2 – Mad Max-mania indtager festivalen med det mest overraskende feministikon i nyere tid

Læs også: Alt om Cannes Film Festival

Læs også: Her er filmene, vi slet ikke kan vente med at se

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af