Colin Farrells: ‘True Detective’-skuespillerens bedste og værste roller – rangeret

Den irske skuespiller har både store fadæser og glorværdige stjernestunder bag sig. Vi udpeger hans fem bedste og to værste roller.
Colin Farrells: ‘True Detective’-skuespillerens bedste og værste roller – rangeret
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 5 – Danny Witwer i ‘Minority Report’

Farrell var fortsat relativt ukendt, da han krydsede klinger med Tom Cruise i Spielbergs sci-fi-basker ’Minority Report’, men han brændte til fulde igennem som den flabede agent, Danny Witwer, der skjuler et ædelt hjerte bag pansret af arrogance.

Man kan indvende, at Spielbergs nervevridende sci-fi-dystopi snarere er et medrivende effektorgie end et tankevækkende karakterstudie, men Farrell formår ikke desto mindre at løfte sin umiddelbart stereotypiske agent over den papirtynde skitse. Med tilbagestrøget hår og overlegen attitude bevarer han glimtet i øjet i selv de mest halsbrækkende håndgemæng, men hans prætentiøse tendenser overskygger aldrig den retskafne indignation, der er hans drivkraft.

Da Max von Sydows korrupte direktør af PreCrime – politiafdelingen, der ved hjælp af orakler reelt har udryddet mordgerninger – likviderer ham mod filmens slutning, tager man sig næsten i at ønske, at han havde aflivet Cruise i stedet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 4 – Roland Bozz i ‘Tigerland’

Krigsfilm er ofte bedst, før krigen bryder ud. ’Full Metal Jacket’s indledende sekvenser, hvor en brysk sergents fornærmelser fyger om ørerne på senere dræbermaskiner og selvmordskandidater, er et højdepunkt i genrens historie, ’The Deer Hunter’s præludium i Pennsylvanias industrikvarterer står som en uudslettelig, melankolsk kontrast til krigens brutalitet, og Sam Mendes’ Golfkrigsdrama ’Jarhead’ var inciterende og intens på trods af (eller på grund af?) det totale fravær af ildkamp.

Heller ikke i ’Tigerland’, Joel Schumachers krigsfilm fra 2000, når stormen at afløse stilheden. Filmen savner muligvis ovennævnte genistregers nuancerigdom, men den løftes af en enigmatisk, facetteret præstation af Farrell i sin gennembrudsrolle som Roland Bozz, en antiautoritær menig, der forsøges udklækket til krig i diverse træningslejre. Året er 1971, og det står klart, at nederlaget er nært i Vietnam, så Farrells rebel specialiserer sig i at få sine soldaterkammerater undskyldt fra tjeneste.

»Jeg har fået at vide, at hvis du ikke vil til ‘Nam, så skal du enten bede til Jesus eller tale med Roland Bozz«, siger en af dem.

Farrell kanaliserer en rastløs, uvorn energi på grænsen til det enerverende, men ligesom i ’Minority Report’ dækker facaden over et bundsympatisk indre – et altruistisk moralkodeks, der overbevisende stilles til skue i filmens rørende slutning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 3 – Lehiff i ‘Intermission’

Den blændende åbningsscene opsummerer Farrells præstation: I en glat charmeoffensiv som taget ud af scorekunstens ABC gør han kur til en servitrice på en café, som han udråber til sin mulige soul mate – for hvem ved? »Det kan også være, at jeg bare er en tyv«, siger han så, og pludselig skifter hans øjne intensitet. Snart har han stukket servitricen en voksen knytnæve og stjålet kontanterne fra kassen.

Scenen overbeviser, fordi Farrell først fremmaner, så fortrænger sin drengede charme og på et splitsekund erstatter den med rablende galskab. ’Intermission’ er et vidnesbyrd om skuespillerens alsidighed og samtidig et tidligt eksempel på, at han er som en fisk i farvandet mellem drama og komik – og som regel er bedst, når han omfavner sine irske rødder i form af en betontung accent.

Takket være Farrell og hans ligeledes suveræne medskuespillere, Colm Meaney (’Con Air’, ’The Snapper’) og kriminelt undervurderede Cillian Murphy (’Inception’, ’Peaky Blinders’), er ’Intermission’ en charmerende komedie om ucharmerende mennesker.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 2 – Stu Shepard i ‘Phone Booth’

At ’Phone Booth’ er neglebidende intens, vidner i høj grad om Farrells nærvær og intensitet, for det kræver sin skuespiller at bære en film, der udspiller sig i en telefonboks.

Farrell nedbryder sin karakteristiske facade af henslængt arrogance som publicisten, der konfronteres med sit eget forskruede moralkodeks af Kiefer Sutherlands snigskytte. Over telefonrøret tvinger den koldblodige hævner Farrell til at vælge mellem to kvinder: Konen Kelly og Katie Holmes’ Pam, som han har en affære med.

Farrell skræller selvfedmen af sin forretningsmand, idet han ikke kun formår at overbevise om sin frygt, men også sin skam – over at have mistet retningen i tilværelsen og svigtet dem, han har kært. Fra første telefonopkald bærer han den klaustrofobiske thriller på sine skuldre (effektfuldt assisteret af Kiefer Sutherlands myrekrybende hvislen på linjen).

Instruktøren Joel Schumacher er en af Hollywoods mest svingende instruktører med en portefølje af lige dele effektive thrillere (fx ’Falling Down’ med Michael Douglas på rampage) og skrækkelige fadæser (tænk Clooney og bat nipples), men Farrell står i gæld til den rutinerede håndværker. Med ’Tigerland’ og ’Phone Booth’ har Schumacher i høj grad katapulteret Farrell mod skuespillernes stjernehimmel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De bedste nr. 1 – Ray i ‘In Bruges’

Farrell leverer ikke blot karrierens bedste præstation i ’In Bruges’. Martin McDonaghs kulsorte komedie er samtidig den bedste film, han har medvirket i.

Med Brügges aldrende stenbyggerier som tragikomisk kulisse kæmper Farrells lejemorder med skyldfølelsen, efter han har dræbt en purung alterdreng, endda inden for kirkens hellige vægge. Hans surrogatfar, Brendan Gleesons aldrende pistolbøddel, forsøger at overbevise ham om, at livet fortsat er værd at leve, men Farrells tårevædede øjne afslører, at han ikke er enig.

Den irske skuespiller balancerer på en knivsæg mellem sjæleflænsende sorg og sort humor som den sørgende hitman, der det ene øjeblik kalder en håndfuld smælderfede turister for »a bunch of fucking elephants«, det næste lader sig fascinere barnligt af en dværg og det næste igen peger sin pistol mod tindingen for at slippe af med smerten.

Hans samspil med altid fænomenale Gleeson slår gnister i en af 00’ernes bedste komedier.

Se Colin Farrells to største fejlskud på de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 2 – Bullseye i ’Daredevil’

Det er til en vis grad tilladt at give los for det teatralske overdrev, når man boltrer sig i et kulørt tegneserieunivers, men ’Daredevil’ tager et skridt (eller syv) for langt – fra den blinde hævners tætsiddende, røde latexdragt til Farrells ufrivilligt komiske præstation som superskurken Bullseye.

Som kronraget skydegalning med sigtekorn i panden forfalder Farrell til en sand parade af gudsjammerlige grimasser og tics. Han kaster om sig med dødbringende pile i øst og vest og råber »bullseye« hver gang, han rammer plet – for så langt strækker hans repertoire af punchlines sig tilsyneladende.

Det er et mysterium, hvorfor Farrell valgte at levendegøre en karakter, der undervejs i filmen tyller en fadøl, mens han ligegyldigt sender pile i hjertet af dartskiven.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De værste nr. 1 – Alexander den Store i ’Alexander’

Farrell er håbløst fejlcastet i det antikke Grækenland, hvor han med afblegede lokker og malplaceret irsk accent lader Alexander den Store, en af historiens største krigsstrateger, fremstå som en seksuelt forvirret, konstant jamrende møgunge.

Oliver Stones portræt af den makedonske erobrer falder bragende til jorden i et oppustet melodrama uden antydningen af nuancer. Farrells overspil berøver både titelrollen for menneskelighed og maskulinitet, og karakterstudiets fejltrin udbasuneres ubarmhjertigt over 175 pinagtige minutter.

Så himmelråbende ringe var ’Alexander’, at Farrell overvejede at kvitte virket som skuespiller efter filmen.

Læs også: ‘True Detective’ (sæson 2) / Anmeldelse

Læs også: Cannes dag 3: Colin Farrell glimrer i fænomenal hummersatire

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af