‘Amour Fou’
Allerede fra første scene forstår man, at ’Amour Fou’ er en film, der ikke overlader noget til tilfældighederne.
Billedet af den unge Henriette (Birte Schnöinck) med nænsomt opsat hår, der arrangerer en buket gule blomster på en baggrund af blåt tapet, minder mest af alt om et perfekt opsat stilleben. Og sådan fortsætter østrigske Jessica Hausner (der tidligere stod bag den glimrende ‘Miraklet i Lourdes’) med sin satire over det romantiske kammerspil: Indstilling på indstilling af tapeter, der matcher kjoler, farver, der komplementerer hinanden, formfuldendt samspil mellem lys og skygge og personer stillet op, som var de livløse genstande.
Det er uden tvivl også pointen, for karaktererne i ’Amour Fou’ leger med tanken om dødens fuldkommenhed. Eller det gør i hvert fald to af dem. Vi er i romantikkens Berlin, og den buket, middelklassekvinden Henriette arrangerer, skal forskønne hendes og ægtemandens hjem. Samme aften får de nemlig besøg af en berømt digter, Heinrich (Christian Friedel), hvis poesi Henriette fascineres af.
Udadtil virker Henriette tilfreds med sit borgerlige liv – hver aften trækker hun nathuen på hovedet og dynen over sig og veksler et par ord med sin mand, inden lyset slukkes – men mødet med Heinrich sætter en troldsplint i øjet på hende. Måske fordi han beskriver både det, vi som mennesker frygter og længes efter.
Som han konstaterer til aftenens salon: »Man tror, man vil leve, men i virkeligheden vil man dø«. Først senere skal Henriette forstå, hvad han mener. Den patetisk selvoptagede Heinrich er besat af den romantiske tanke om at dø med en kvinde, der elsker ham ved sin side, og da hans store kærlighed, kusinen Marie, blankt afviser hans tvivlsomme tilbud, ser han en mulighed i den lidenskabsløse Henriette. »Kunne du tænke dig at dø sammen med mig?« spørger han i en morbid og samtidig komisk kærlighedserklæring.
Historien er inspireret af tragedien om den romantiske forfatter Heinrich von Kleist og Henriette Vogel, som indgik en selvmordspagt og gik sammen i døden i 1811. Da Henriette diagnosticeres med en uhelbredelig sygdom, virker Heinrichs tilbud pludselig appellerende – at dø alene er dog det ensomste.
Titlen ’Amour Fou’ får dermed dobbelt betydning: For er der noget, Henriette og Heinrichs kærlighed til hinanden ikke er, er det vild eller lidenskabelig. Til gengæld er deres forehavende vanvittigt, og filmen hudfletter med underspillet komik menneskets evne til at narre sig selv og tro på den romantiske kærlighed. For i virkeligheden er Heinrich og Henriettes motiver dybt egoistiske.
De detaljerigt opstillede tableauer kombineret med en tilsigtet kunstig dialog gør, at man som beskuer forbliver distanceret. Og det virker. ’Amour Fou’ er en arthouse-nichefilm for den visuelt detaljeorienterede med forkærlighed for en underspillet humor, der gransker vores kulturelt konstruerede absurditeter.
Kort sagt:
Satirisk-romantisk arthouse-film om digteren Heinrich, som i romantikkens Berlin beder den unge Henriette om at begå selvmord sammen med ham. Se den for de detaljerige og smukt opsatte scener og for dens hudfletning af vores kulturs tåbelige ide om den romantiske kærlighed.