‘BoJack Horseman’ sæson 2
Da ‘BoJack Horseman’ fik premiere på Netflix for knap et år siden, lignede den lidt primitivt animerede serie en one trick pony. Et opportunistisk forsøg på at tage kampen op med animerede sitcom-parodier som ‘Archer’ og ‘The Family Guy’ – tilsat antropomorfiske dyr og celebrity-satire – som var lidt for selvbevidst edgy og uskarpt skrevet til at stå distancen i dét hestevæddeløb.
Men en håndfuld afsnit inde i sin første sæson begyndte serien at åbenbare nye dybder. Den fordrukne og fallerede tv-stjerne BoJack Horseman var stadig helt til hest i en overfladisk filmby, hvor alle var idioter, kynikere eller begge dele. Men da han hyrede en ghostwriter til at skrive sin livshistorie, viste deres samtaler nye sider af tv-stjernen: En opblæst opportunist, en narcissistisk nar, absolut, men også en såret sjæl. Imens begyndte seriens aparte galleri af bipersoner at træde i karakter – fra nasserøven Todd til agenten Princess Caroline – og det blev tydeligt, at de alle havde vigtige roller at spille i seriens univers.
Med en anden falleret tv-stjerne, den lalleglade hund Mr. Peanutbutter, som vores kronisk ulykkelige hovedpersons spejlbillede spurgte serien: Defineres vores livsudbytte af de omstændigheder, vi finder os i – eller hvordan vi tackler dem? Og flashbacks til BoJack Horsemans horrible barndom rejste spørgsmålet, om man kan være så ødelagt, at man vitterligt ikke står til at redde.
I sæson 2 fortsætter vores hovedperson sin hovedkulds jagt på et bedre, lykkeligere selv. På flugt fra fortiden møder han uglen Wanda Pierce, som er vågnet op fra en 30 år langt komadøs og derfor ikke aner, hvem 90’er-stjernen BoJack Horseman er. Mod alle odds scorer han hende på personlighed alene, og bagefter rammes han af den sælsomste følelse: »I don’t know, I feel weird. Like I want to spend more time with you, even though I know we just had sex!«.
Nu indleder uglen og hesten et forhold, men om det kan bære, er et åbent spørgsmål. Som Horseman selv pointerer med én af sæsonens mange skarpe små replikker: »I’m not always the best at being not terrible«. Imens indspiller han sit skuespillercomeback i rollen som den berømte væddeløbshest Secretariat, hvilket mildest talt heller ikke forløber uden sværdslag.
Ghostwriteren Diane udstillede i sæson 1 BoJack med den skråsikre sarkasme, som er mange begavede unge skribenters adelsmærke. Nu forfølger hun sin drøm om at gøre en forskel i fjerne, krigsplagede regioner sammen med den excentriske milliardær-filantrop Sebastian St. Claire, men må indse, at hun ikke nødvendigvis er skæbnebestemt for større ting end livets ulidelige lethed i Hollywood (eller »Hollywoo«, som alle konsekvent kalder bydelen, efter BoJack Horseman stjæler d’et i det berømte byskilt).
Imens gør Princess Caroline et scoop som agent, da hun overtaler J.D. Salinger, kultforfatteren bag ’Forbandede ungdom’ (» – and other books«, som alle er hurtige til at tilføje), til at lave tv: ’Hollywoo Celebrities: What Do They Know? Do They Know Anything? Let’s Find Out!’ lyder den fængende titel på hans forrygende fladpandede gameshow. Selv prøver Princess Caroline at finde ud af, hvorfor hun konstant opsøger kaos, når hun nu higer efter ro. Og Todd, som har boet på BoJack Horsemans sofa i årevis, forsøger hele sæsonen igennem desperat at finde sin rette hylde – i filmstudier, forlystelsesparker og mellemøstlige despoters trange uniformer.
Sådan udbygger sæson 2 af ‘BoJack Horseman’ begavet og vittigt det portræt af en forsamling elskelige fuckups fra filmbyen, som er dens afhængighedsskabende kerne. Mere af det samme, måske, men også skarpere skrevet og leveret end nogensinde.
Seriens skabere riffer veloplagt på tidens populærkultur, som i åbningen af afsnittet ‘Let’s Find Out’, hvor travlheden bag scenen op til J.D. Salingers tv-debut skildres i bedste ‘Birdman’-stil med steadycam, ét take og hektiske trommer på lydsporet. De udstiller spidsfindigt fænomener som Scientology ved at skabe en parodisk improvisationsteater-sekt og så kraftigt understrege, at den selvfølgelig intet har med den stridslystne sci fi-kult at gøre. Og de belyser velkendte fænomener fra nye vinkler, når et helt afsnit for eksempel dedikeres til fortællingen om en høne, som undslipper en kendt fast food-kædes slagtehaller – et emne, som får en unik drejning i seriens univers, hvor mennesker og antropomorfe dyr (som høns!) lever side om side.
På intet tidspunkt munder skildringen af BoJack og kompagnis genvordigheder ud i lette svar eller opbyggelige moraler. Serien taler konsekvent op til sine seere og insisterer på akavet tavshed dér, hvor de forløsende ord ville falde i en traditionel sitcom. Ingen er tilgivet, intet er i orden, livet går videre.
Som BoJack Horseman allerede i sæson 1 konstaterer: »Closure is a made-up thing by Steven Spielberg to sell movie tickets«.
Kort sagt:
‘BoJack Horseman’ startede som en lidt sløj gag-a-minute-satireserie, men fandt sin stemme som en genuin nyskabelse: En animeret dramedy for voksne. Sæson 2 holder det høje niveau med færre overraskelser, men strammere fortællinger og endnu skarpere replikker.
Anmeldelsen er baseret på hele anden sæson.