Interview: Hvem dræbte Amy Winehouse?

Allerede før verdenspremieren fik Asif Kapadias dybt bevægende film om Amy Winehouse en hård medfart af den afdøde sangerindes far. Her svarer instruktøren på kritikken og fortæller om sin film, som alle ved, hvordan ender. Det er starten, der er den store åbenbaring.
Interview: Hvem dræbte Amy Winehouse?

Amy Winehouse døde den 23. juli 2011, og reaktionen på nyheden var usædvanlig. Det var ikke chok, ikke overraskelse, dårligt nok forundring. Det var mere »det måtte jo ske«, og det var, set i bakspejlet, sygt.

Men vi havde jo alle sammen spillet med på nedturen. Set klippene fra hendes sidste mareridtskoncert i Beograd, hvor hun blev buhet ud, mens hun sejlede spritstiv rundt på scenen ude af stand til at synge to sammenhængende strofer. Set hende ryge crack på en leaket hjemmevideo, blive anholdt for overfald, blive spottet forslået og blodig sammen med eksmanden Blake Fielder-Civil, ryge ind og ud af afvænningscentre. Og hørt en god portion af hendes turbulente liv beskrevet på ‘Back to Black’, det mesterlige album fra 2006, der blev en gigantisk succes – både kunstnerisk og kommercielt.

Læs også: Kom til forpremiere på ‘Amy’ med Soundvenue og CPH:DOX på fredag

Dokumentarfilmskaberen Asif Kapadia var én af dem, der reagerede lettere apatisk, da sangerinden døde af alkoholforgiftning i sin lejlighed i London-kvarteret Camden. Den britiske instruktør var i 2010 slået igennem med dokumentaren ‘Senna’ om en anden alt for tidligt bortgået legende, Formel 1-køreren Ayrton Senna, der omkom i et løb som blot 34-årig.

»Senna var macho, racerkører, brasilianer. Han var fra en anden planet, mens Amy var naboens datter«, siger Kapadia, da jeg møder ham i Cannes under filmfestivalen i maj.

»Jeg er selv fra Nordlondon, og jeg bor meget tæt på, hvor hun voksede op. Hun var en almindelig pige, der blev berømt, og så skete den her frygtelige ting. Hvordan kunne det ske? Det forfærdelige var, at jeg tænkte om hendes død, at det måske var bedre for hende. Hvad er det for en mærkelig, sindssyg ting at tænke om et menneske, der dør som 27-årig?« spørger han retorisk.

Den rigtige Amy
Kapadias undren var afgørende for, at han takkede ja, da Universal Music spurgte ham, om han ville følge op på ‘Senna’ med en dokumentar om Amy Winehouse. Dagen før vores møde er resultatet, ‘Amy’, blevet vist for verdenspressen med brillante anmeldelser til følge, og allerede inden premieren har den vakt kontroverser.

Filmen bygger på flere end 100 interviews, fra familie og barndomsvenner til managers, bodyguards og folk som Mark Ronson, Russell Brand og Mos Def, der var tæt på sangerinden. Interviewbidderne hører vi dog kun på lydsiden, mens billedsiden domineres af arkivmateriale, hvor især en række hidtil usete hjemmevideoer er et scoop.

Her er det en helt anden Amy Winehouse, der træder frem: Den glade pige, der allerede som tiårig stiftede rapgruppen Sweet ‘n’ Sour med en veninde. Stortalentet, der 20 år gammel brød igennem som en lysende moderne soulsangerinde i England med debutalbummet ‘Frank’, og som elskede musik – fra Motowns soul over rappere som Salt-N-Pepa og Nas (der senere blev hendes ven) til 60’er-kvindegrupper som Shangri-Las og The Ronettes.

Amy 6
Hun spiller guitar og synger fødselsdagssang som teenager, laver en herlig latina-imitation i et feriehus på Mallorca, hygger sig og er charmerende og forførende – en ung pige, alle gerne ville være i stue med. Det her er den rigtige Amy, tænker man, ikke den skandaleombruste junkie, en hel verden lærte intimt at kende.

»Min store åbenbaring, da jeg lavede filmen, var, at hun var virkelig sjov. Intelligent, sprudlende, glad. Jeg viste filmen for nogle venner for noget tid siden, og flere begyndte at græde, så snart filmen startede, for de havde simpelthen aldrig set Amy lykkelig. Det gik op for mig, at det er en film, hvor man godt nok kender slutningen, men hvor starten er en åbenbaring«, fortæller Kapadia.

If my daddy thinks I’m fine
Få dage før verdenspremieren fortalte Winehouses far, Mitch, til The Guardian, at han efter at have set filmen gik direkte op til Kapadia og holdet bag filmen.

»Jeg sagde til dem, at de var en skændsel. Jeg sagde: I skulle skamme jer. I havde mulighed for at lave en smuk film, og så har I lavet det her«.

Når man har set ‘Amy’, forstår man godt, hvor hans vrede kommer fra, men også, at den ikke har noget at gøre med filmens portræt af hans datter, men med filmens portræt af ham selv.

Mitch forlod sin kone, da Amy var syv, og hun fortæller selv, hvor hårdt det tog på hende. Hun forgudede sin far så meget, at hun fik tatoveret ‘Daddy’s Girl’ på venstre arm. Mitch deltog selv i mediecirkusset omkring sin datter gennem sit selvbestaltede web-tv-show og med løbende kommentarer til pressen, samtidig med at han brugte datterens berømmelse til at genoplive en ellers for længst forlist sangkarriere. På signaturhittet ‘Rehab’ har Amy selv foreviget det mest fældende bevis for, hvordan faren i perioder satte hendes karriere over hendes helbred: »I ain’t got the time, and if my daddy thinks I’m fine…«.

Amy 3
Kapadia svarer diplomatisk, men kan alligevel ikke skjule sin irritation over polemikken, da jeg spørger ham, hvad han siger til Mitch Winehouses kritik.

»Svaret ligger, helt ærligt, i titlen. Den hedder ‘Amy’. Jeg ville fortælle hendes historie. Mange folk ville tilsyneladende gerne have, at opmærksomheden gik til dem, men jeg ville rette opmærksomheden mod hende. Det var meget svært for hende at være sig selv, fordi folk trak hende i forskellige retninger. Alle havde deres egen agenda, og måske bekymrede de sig ikke altid nok om hende«, siger han.

»Ingen, jeg interviewede, udvandrede undervejs, ingen farede op. Alle underskrev en aftale, alle var glade for samtalerne. Filmen er lavet ud fra arkivmateriale – der er intet, jeg finder på. Men jeg håber, at folk omkring hende på et tidspunkt i fremtiden vil forstå, at verden hidtil har haft en meget negativ opfattelse af Amy. Men efter folk har set filmen, elsker de hende virkelig«.

Interviews som terapi
Mitch Winehouse skrev efter datterens død bogen ‘Amy, My Daughter’. Han er ikke den eneste, der har forsøgt at kapitalisere på sangerindens opstigning og frie fald. Eksmanden Blake Fielder-Civil, som introducerede Amy for crack og heroin, talte ud på Jeremy Kyles talkshow, ekskæresten Tyler James løftede sløret for sit forhold til Winehouse, da han stillede op til den britiske sangkonkurrence ‘The Voice’, mens hendes kæreste ved hendes død, Reg Traviss, på et tidspunkt arbejdede på en film om hende.

Men Kapadia har fået hul igennem til en lang række mennesker, heriblandt Amys første manager Nick Shymansky, som aldrig før har talt om deres forhold til Winehouse på kamera.

Amy Fielder Civil

Amy Winehouse med sin daværende kæreste, Blake Fielder-Civil.

»Der var en gruppe, som nærmest havde en pagt om ikke at udtale sig, fordi så mange omkring Amy havde solgt historier, skrevet bøger og tjent penge på hendes nedtur. De havde alle sammen så meget at sige, men de var bange, vrede eller følte, at det var for tidligt. Men jeg inviterede dem enkeltvis ind i vores lydstudie, hvor det kun var os to, og så dæmpede jeg lyset, så det næsten var helt mørkt. Det føltes nærmest som terapi, og så begyndte de at snakke. En halv time blev til en time, to timer, fem timer«, fortæller Kapadia og tilføjer:

»Jeg følte, at jeg skyldte Amy og alle de folk, som ikke har haft en stemme, at lave filmen, selv om der ville komme kritik. Og der er da heller ingen af netop de folk, der har været ude og sige, at de er uenige med filmens fremstilling«.

Ikke et ord om Club 27
Amy Winehouse var 27 år, da hun døde. Med billederne af hendes deroute indprentet på nethinden glemmer man hurtigt, at hun ikke var en fullblown diva med årtiers fodfæste i branchen. Men tænk lige over det: 27!

Fra hun var teenager, var hendes stemme – i skærende kontrast til hendes spinkle ydre – så moden som en fuldvoksen soulsanger, sitrende af rå livserfaring. Og hun kunne ikke andet end at være hudløs og ærlig. Hun hadede paparazzierne, men lavede også te til dem, når de ventede i timevis uden for hendes dør under hendes mørkeste periode. Hun skrev personligt sms’er til sladderguruen Perez Hilton og lod sig ikke styre af pr-folk og rådgivere. I et forrygende klip i filmen lægger hun sit ansigt i de mest mærkværdigt misbilligende folder, da en tv-vært forsøger at placere hende sammen med Dido i en bølge af kvindelige sangskrivere.

Amy 5
Hun var også hamrende selvdestruktiv og havde som en misbrugerens Picasso både en hash-, crack- og alkoholperiode. Det blev hendes undergang, og filmen gør ikke noget for at skjule det. Men Amy Winehouse var kun en pige, da vi alle sammen svælgede i hendes deroute. Og ‘Amy’ er langt fra så naiv, at skylden for hendes død placeres hos Mitch alene. Kapadia har et bredere sigte.

»Vi gjorde alle sammen dumme ting, da vi var 21, men vi blev ikke fotograferet af paparazzier, og det kom ikke alt sammen på Youtube. De fleste, jeg har talt med undervejs, har følt en snert af skyld og har haft dårlig samvittighed over, hvilke videoer de delte, eller hvilke kommentarer de skrev. Det blev normalt at hænge hende ud. Folk klædte sig ud som Amy Winehouse til Halloween, og på late night-talkshowene gik hun fra at være gæst til at være en, man bare gjorde grin med«.

Ved første øjekast kan Kapadias mediekritik lyde lidt fortærsket, men han siger det uden at virke som en, der sadler helligt op på moralens høje hest. Han har nemlig en ekstremt bevægende og dybt tragisk case at bakke budskabet op med.

»Jeg håber, at man, når filmen er slut, vil tænke over, at det var en hel serie af beslutninger fra adskillige folk, inklusive hende selv, der førte til, at hun døde i så ung en alder. Men det har også været min intention, at vi alle sammen tænker over, hvad vi gjorde mod hende og gør mod alle andre, der måske ikke er så talentfulde som hende, men alligevel er i søgelyset. Ofte er det jo dybest set bare børn«.

Det er uden tvivl med fuldt overlæg, at Kapadias film ikke så meget som én gang nævner, at Winehouse med sin død skrev sig ind i den berygtede Club 27 med musikikoner som Kurt Cobain, Janis Joplin, Jim Morrison og Jimi Hendrix. Nogle film bygger myter, men ‘Amy’ viser, at der ikke findes myter, kun mennesker. Eller som Kapadia udtrykker det: »Det er ikke cool, når folk dør som unge. Det er dumt«.

Så hvem dræbte Amy Winehouse?

‘You Know I’m No Good’ hedder en af hendes sange som bekendt, og hun ville næppe bede om vores medynk. Men derfor kan man jo godt kigge indad.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af