‘Ted 2’
»There are no chicks with dicks, only guys with tits!«.
Som i MacFarlanes komediehit fra 2012, boltrer Mark Wahlberg og hans drikfældige teddybjørn sig på den lumre side af bæltestedet i ’Ted 2’. Vi er i et univers, hvor Google-søgninger fremkalder myriader af sorte vedhæng, sæd flyder i øst og vest, og digitale pornosamlinger bugner med shemales.
Men ligesom i den første film lader MacFarlane sjofelhederne spire ud af en slidstærk tematisk bund. Hvor forgængeren med drenget længsel skildrede Wahlbergs forsøg på at klamre sig til ungdommens ekstatiske retningsløshed, lader toeren den animerede titelkarakter stjæle rampelyset i en slet skjult allegori over det amerikanske samfunds etniske intolerance.
Ted gifter sig med sin kæreste, den omvandrende kønssygdom Tami-Lynn, men ægteskabet annulleres, da den nyslåede husbond officielt mister sin status som menneske. Set gennem samfundets officielle briller er han intet andet end et stykke legetøj. En ting.
Især i det racismeplagede USA er det en højaktuel debat, der behandles overraskende sobert af den notorisk frivole MacFarlane, og skildringen af den bureaukratiske sneboldeffekt er skarp: Tami-Lynn og Ted, der til sin store fortrydelse er skabt uden kønsdele, vil adoptere et barn for at puste nyt liv i deres kuldsejlede ægteskab, men da de afvises på grund af Teds race, mister den brovtende bamse både job og eksistensberettigelse og lander i en retssag med legetøjsgiganten Hasbro og den nordlige halvkugles bedste advokat (John Slattery med meterlange bakkenbarter) i modsatte ringhjørne.
Desværre taber ’Ted 2’ kadence i retssalens rammer, hvor det polemiske bid svækkes i en moraliserende anretning af strygere og fade floskler (hvis det er en parodi, er den forfejlet), mens et efterfølgende road trip med Wahlberg, Ted og Amanda Seyfrieds hashhoved af en forsvarsadvokat skæmmes af en hul romance mellem trioens to menneskelige islæt. Det er let at spotte problemet: 115 minutter er langt, meget langt, for en film om en stangliderlig tøjbamse.
Den skyhøje rate af sjofle optrin holder for det meste kedsomheden stangen. Kemien mellem Wahlberg og hans plyssede partner in crime er igen god, særligt da de drager på jagt efter donorsæd i quarterbacken Tom Bradys domicil eller hænger stand up-komikere til tørre i rampelysets skånselsløse skær, mens Liam Neesons cameo som suspekt cereal-fanatiker er kostelig. Andre gange rammer MacFarlane så langt ved siden af, at tæerne tvinges ud i omvendte snabelsko (de ædlere dele bliver ikke automatisk sjove af at være store og sorte).
Det er forbløffende, at ’Ted 2’ i sidste ende fremstår sympatisk, når hovedplottet kan koges ned til to taberes forsøg på at videreføre den negative sociale arv, og MacFarlane paradoksalt deler verbale håndmadder ud til gud og hvermand og gerne samfundets svæklinge: Nørder, minoriteter og sociale udskud. Bag den infantile overflade fornemmer man dog, at ’Family Guy’-skaberen har hjertet på rette sted, akkurat som sine karakterer.
Men han burde have grebet en langt skarpere saks på klippebordet.
Kort sagt:
’Ted 2’ fortsætter, hvor forgængeren slap med myriader af pik og patter-punchlines – nogle lårklaskende, andre tåkrummende – men Seth MacFarlane lader sjofelhederne udspringe fra en vedkommende kritik af etnisk intolerance. Desværre skæmmes opfølgeren af tunge moralprædikener og en spilletid, der er mindst et kvarter for lang.