»Show me a hero, and I’ll write you a tragedy«, skrev F. Scott Fitzgerald engang.
Sætningen er på mange måder udgangspunktet for HBO-serien ’Show Me a Hero’ (kan ses på HBO Nordic – læs vores anmeldelse), baseret på den virkelige historie om borgmesteren Nick Wasicsko, som fik en eksplosiv racekonflikt smidt lige ned i skødet.
I 1988 blev den 28-årige politiker den yngste borgmester nogensinde i Yonkers, New York. Han vandt valget ved at love, at han ville kæmpe imod påbuddet om at bygge en række kommunale boliger for minoriteter i hvide middelklasseområder. En betingelse, der kom fra de føderale myndigheder, som havde lagt penge i byen øremærket netop dette formål.
Da Wasicsko kom til magten, bestemte han sig for alligevel at overholde påbuddet, da han vurderede, at han ikke ville kunne vinde sagen. Det blev starten på en 20 år lang stridighed.
»Wasicsko er egentlig slet ikke symbolet på de racemodsætninger, der er i lokalsamfundet, før han havner i denne her konflikt og er nødt til at vælge side. Han vælger den rigtige side, det skal han have, men som sædvanligt i politik er det netop dem, der vælger rigtigt, som bliver straffet for det. Og han bliver brutalt straffet«, siger manden bag serien, David Simon, da vi møder ham i Beverly Hills under Television Critics Associations halvårlige tv-festival.
’The Wire’ udsatte miniserien
Simon er en levende legende i tv-serie-regi. Han var egentlig journalist og arbejdede 12 år på avisen The Baltimore Sun. I den tid skrev han to bøger, ’Homicide: A Year on The Killing Streets’ (1991) og ’The Corner: A Year in the Life of an Inner-City Neighborhood’ (1997), og det var gennem dem, han havnede i tv-branchen. Førstnævnte blev til serien ’Homicide: Life on the Street’, som blev vist på NBC fra 1993 til 1997, mens sidstnævnte blev til HBO-miniserien ’The Corner’ (2000), som vandt tre Emmy-priser.
’Show Me a Hero’ er også baseret på en bog, dog skrevet af New York Times-journalist Lisa Belkin og udgivet i 1999. Simon fik lyst til at lave serien med det samme, da han havde læst bogen, og oprindeligt var planen at producere ’Show Me a Hero’ lige efter ’The Corner’. Men projektet blev udsat på grund af hans andre serier.
Wendell Pierce og Dominic West som kriminaldetektiverne Bunk og McNulty i ‘The Wire’.
»Først dukkede ’The Wire’ op, som jeg blev optaget af. Så kom Irak-krigen, og det blev nødvendigt at få ’Generation Kill’ ud så hurtigt som muligt. Derefter ramte Katrina New Orleans, som blev grobund for ’Treme’. Så ’Show Me a Hero’ blev udsat på grund af projekter, som ikke kunne vente, fordi de handlede om ting, som skete her og nu. Men vi beholdt rettighederne til bogen, fordi racemodsætninger desværre er et evigt aktuelt tema i USA, og da vi begyndte at optage, havde hverken urolighederne i Ferguson, Charleston eller Baltimore fundet sted«, fortæller han.
»Serien er baseret på virkelige hændelser, og vi holder os til fakta. Jeg synes, historien giver et godt billede af de racemæssige spændinger i vores land«, siger Simon og tilføjer, at lignende boligkonflikter udspiller sig netop nu, blandt andet i rige Westchester i New York. Konflikten i Yonkers blev ikke løst før 2007.
Alexander Skarsgård i David Simons miniserie ‘Generation Kill’.
Næste gang: Otte timer om botanik
Simon understreger, at holdet bag serien ikke har taget sig alt for store kunstneriske friheder.
»Men historien er naturligt nok forkortet, vi skal jo trods alt presse en 20 år lang fortælling ind på seks afsnit af en time stykket. Der var ikke plads til alle bymøderne og alle detaljerne hele vejen rundt, så i stedet har vi valgt at bygge historien rundt om Nick og hans politiske karriere. Men vi har været meget tro mod karaktererne, og vi forsøgte at møde dem, som stadig lever, da vi skrev manuskripterne. Jeg vil påstå, at vi ikke har snydt for dramaets skyld – vi har været så præcise som muligt«, siger han.
Hovedrollen spilles af Oscar Isaac, og han får følgeskab af folk som Alfred Molina, Jim Belushi og Catherine Keener. Også Winona Ryder dukker op i en af de større roller.
»Det er bare et vidunderligt cast. Hvis vi starter med Oscar (Isaac, red.), så har han virkelig noget at forklare, for han kan vælge mellem alle roller, og jeg kommer med seks timer om alment boligbyggeri i Yonkers, New York, og han lader, som om jeg ikke er skrupskør. Han grinede mig ikke ud af Willliamsbrug. Og efter ham havde folk bare en latterlig tendens til at sige ja. Hvad tænkte de på? Seriøst! Det giver ingen mening. Næste gang kommer jeg med otte timer om botanik og ser, hvem jeg kan få!«, griner David Simon.
»Winona var fan af både ’Homicide’ og ’The Wire’ og havde haft lyst til at lave tv i noget tid, så vi spurgte hende. Hun er en fabelagtig skuespiller, og det var på tide, at hun fik mulighed for at medvirke i noget som dette«, fortsætter han.
Winona Ryder i ‘Show Me a Hero’.
Nydelige tabere
Som i alle de serier, Simon har lavet, er ’Show Me a Hero’ et karakterdrama frem for at være baseret på højdramatiske plots.
»Jeg er ikke så glad for rollemodeller, overmennesker, som ændrer verden. Jeg synes, det er mere interessant at sætte folk i fastlåste situationer og se, hvordan de tackler det. Det er en mere relevant måde at diskutere både politik og socioøkonomiske udfordringer på. Jeg arbejder selv i underholdningsbranchen, så det kan lyde lidt kynisk, når det kommer fra mig, men meget af det, man ser på tv og film, er ren underholdning og intet mere. Vi er gode til at underholde os selv her i USA, så gode, at vi næsten underholder os til døde«, siger han.
»Jeg er mere interesseret i at sætte spørgsmålstegn ved ting, så man kan diskutere det. Og det går ikke, hvis moralen i fortællingen er, at menneskelig styrke og et ukueligt hjerte er løsningen på alt, der er galt i verden, for det er ikke et svar på noget som helst. Det er ikke sådan, virkeligheden er, i hvert fald ikke ofte. Mange hæderlige mennesker bukker under til trods for gode intentioner, og jeg kan godt lide at fortælle deres historier. En af mine producere driller mig og siger, at alle mine favoritkarakterer er nydelige tabere«.
Begivenhederne i ’Show Me a Hero’ forekommer ikke at være et kvart hundrede gamle, men virker nærmest som et spejl af den aktuelle situation. Er du enig? Og ser du nogle tegn i historien på, hvordan man undgår den slags konflikter i fremtiden?
»Den amerikanske besættelse af race og klasse – og den politiske udnyttelse af grådighed og frygt – er stadig utroligt meget et nationalt paradigme. Vi bliver bedre, langsomt og ubønhørligt, generation for generation. Men der er stadig meget arbejde, der skal gøres for at forlige mange amerikanere med ideen om et ikke-opdelt samfund, om at dele magten, om den grundlæggende idé vi alle er nødt til at dele i vores fælles nationale fremtid«.
»Vi er ved at blive voksne, men når det kommer til race og klasse, er vi stadig i puberteten. Når man tænker på udgangspunktet for den amerikanske kamp med race – slaveri og Jim Crow – synes jeg, det er bemærkelsesværdigt og vigtigt, at en afroamerikansk præsident blev valgt i min levetid, og at jeg endelig ser Konfederationsflaget blive taget ned steder som South Carolina. Det har været en lang og udmattende rejse, og den er slet ikke slut endnu.
»Konflikten i Yonkers var ikke noget, der bare pludselig skete – det har været dynamikken i Baltimore, i Chicago, i Dallas, alle steder, hvor samfundet bliver konfronteret med bolig- og skolemønstre, som bevidst adskilte befolkningsgrupperne. Obama-administrationens seneste bestræbelser efter at adressere det i den nye boliglovgivning har igen stukket til hvepsereden. Den her krig bliver ikke vundet med enkeltsejre. Det er en udmattelseskrig. Desværre«.
Du har ikke arbejdet med Paul Haggis før. Hans film ’Crash’ er på en måde en pendant til den måde, du arbejder på, med brugen af mange plottråde og et stort karaktergalleri. Hvordan kom han med på projektet?
»Jeg ledte efter en instruktør, som havde en stærk visuel forståelse, som forstod parametrene ikke bare af film, men af timelangt drama, og som havde et politisk temperament, der kunne tro på en historie, der har meget lidt sex, skyderier og bred humor. Den her historie kan ikke være ærlig og samtidig falde tilbage på den valuta, der ser ud til at fungere så handy på tv. Jeg havde brug for en instruktør, der tror på, at det er et værdigt og nødvendigt eventyr at udforske politik, som det bliver praktiseret på kommunalt niveau, race, som det tager sig ud på gadeplan, og klasse som den måske mest splittende og misforståede kraft i USA«.
Paul Haggis (tv.) og David Simon under optagelserne.
»Paul Haggis har bakset med den slags ting på forbilledlig vis, ikke bare i hans film, men også i hans privatliv. Hans engagement i forbindelse med nødhjælpen på Haiti talte især til mig, og jeg så det som et billede på en person, der indser vores individuelle ansvar for at efterlade verden bedre, end vi fandt den.
Det betød noget for mig, fordi det er det, Yonkers handler om. Det handler om en kommende erkendelse i vores lands fremtid: Er vi et samfund, eller er det alle mand for sig? Deler vi alle den samme, kollektive nationale fortælling, eller er der adskilte fortællinger for dem, der lever i samfundets yderkant?«
Hvordan var jeres samarbejde? Var I altid enige?
»Helt praktisk optager Paul lidt mere poetisk og elegant, end jeg er vant til, og jeg skriver et mere nede-på-jorden- og hverdagsagtigt manuskript, end han måske ville.
Samarbejdet var godt på den måde, at han pressede mig til at tillade en bedre balance af ærlige følelser i det, der kunne være blevet en tør politisk fortælling, og måske pressede jeg ham til at tillade noget dialog, der ikke var ren eller afrundet, som kom en lille smule fra rendestenen, men stadig spejdede op mod stjernerne i ny og næ, for nu at fejlcitere Oscar Wilde. Vores forskelligheder gav en god debat og i sidste ende nogle kompromisser, som jeg tror var frugtbare for det endelige resultat«.